Pressemeddelelse -

Sverige giver os danskere autentisk ferie

Foto: Karin Gesouli

Foråret er omsider kommet til Skandinavien. Og med det også et udendørsliv, vi har længtes efter hele vinteren. Vestsverige kan noget ’wildlife’, som Danmark ikke mestrer på samme måde, og flere og flere danskere ønsker at prøve kræfter med netop dét. Landskabet, som strækker sig fra Göteborg hele vejen op til grænsen til Norge varierer fra klippekyster oversået med maleriske landsbyer til åbne marker, store skove og tusindvis af smukke søer. Og så er det jo hjemsted for 8.000 øer! Mange tager afsted i et par døgn. Unikt er det også, at naturruterne går forbi store kulturoplevelser; fx Nordisk Akvarelmuseum i Bohuslän, der som de første i Europa er vært for Disneys nye tegneserieudstilling med akvareller fra de tidlige tegnefilm men også fra storhittet Frozen, i Danmark kendt som Frost.

Alt springer ud i Västsverige i disse dage, og næsten i takt med at skove og marker folder deres forårspasteller ud, og sommeren kommer, nedpakkes der udstyr i de små, danske hjem. De mange forlængede weekender og små ferier som fx Kr. Himmelfart og Pinse er nemlig som skræddersyet til at tage hjemmefra på en 48-timers tur i pagt med den svenske natur – og måske også kombinere med en mere komfortabel indkvartering. Udstyr til roadtrip, vandring, sejlads, cykling, havkajak- eller kanotur gøres klar, for Vestsverige er en guldgrube, når det gælder udendørsliv.

”Danskere er interesserede i at opleve naturen tæt på og tager på overlevelsestur til Sverige – eller blot ud med familien eller vennerne i den smukke, vestsvenske natur for at leve lidt mere i pagt med naturen. Alle aldre kan være med, og man skal ikke være jægersoldat for at nyde det. Nogle vælger at have en guide med, andre klarer sig med et godt kort på hånden og det rette udstyr. Nogle kombinerer udendørslivet med et behageligt ophold på et af de mange boutiquehoteller eller et godt Bed & Breakfast. Regionen er kendt for de friske skaldyr, flot natur og idylliske fiskerlejer, så der er meget at komme efter,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager i VisitSweden.

Søger man for alvor at komme væk fra det moderne og ofte travle liv, er det nemt at finde sit eget åndehul i Vestsverige. Og takket være den overflod af øer langs kysten, som regionen byder på, har man mulighed for at tage familien eller vennerne i hånden og campere på sin helt egen ø. En biltur rundt i området er også en god måde at opleve alle de fine steder på en lidt mere magelig måde.

Er man bare et par på tur – eller sammen med gode venner – kan dage i den friske luft suppleres med et afslappende døgn på et lille hotel, hvor alle sanser forkæles. Når den har stået på udendørsliv kan de fleste voksne uden problemer tage imod lidt forkælelse indendørs. Her kan fx tages et varmt karbad med udsigt over havet efterfulgt af veltillavede måltider af lokale friske ingredienser og en god nats søvn.

VisitSwedens gode tips til udendørsliv i Vestsverige i 48 timer

Dag et: De små fine øer i skærgården

Man kan starte i Göteborg og tage ud til den bilfri ø, Vrångö, (med passagerfærgen). Øen er komplet uspoleret og ligger i skærgården med kun 380 fastboende. Det meste af Vrangö er et smukt naturreservat. Man kan bl.a. lade sig indkvartere på Kajkanten Vrångö, som er nybyggede bådhus-lejligheder i havnen, og derefter kan man fx snuppe en bid at spise på Fiskeboa Vrångö, der serverer egnens fiske- og skaldyrsretter.

Der kan lejes kajak, og havet omkring øen i naturreservatet udforskes. Man kan også blot tage på fisketur og afprøve det erhverv, mange af de lokale har overlevet på i hundredvis af år. Vandring er et hit her, fx også med øhop mellem Donsö og Styrsö, som begge har gode vandrestier. På Styrsö bør man komme op i højderne, fx til Stora Ros, det højeste punkt i Göteborgs skærgård, for at nyde den fantastiske udsigt.

Der kan spises middag på Skärgårdens Café eller tages en færge til Styrsö Skäret (en 12-minutters færgetur) og spises på Pensionat Styrsö Skäret, som har fokus på velsmagende sæsonbetonede råvarer med særlig vægt på fisk.

Dag to: Skaldyrssafari og tegneserieudstilling på Nordisk Akvarelmuseum

Bohuslän er kystområdet på Sveriges vestkyst, og de glatte, skulpturelle lyserøde granitklipper og maleriske fiskerlandsbyer er legendarisk smukt. Med tusindvis af øer at udforske er Bohuslän som en drøm for udendørsliv ved havet, uanset om rejseselskabet et mest til havkajak, ø-hopping med færge, vandreture eller cykling. Nogle danskere elsker at gå all in på skalddyr og går derfor på skaldyrssafari.

Bor man ikke i telt, kan man tjekke ind på Salt & Sill, som er Sveriges første flydende hotel og restaurant på Klädesholmen (også kendt som Sildeøen). Det ligger ved naturskønne Tjörn, og Salt & Sill giver en dejlig base til udforskning af området, hvor fisk og skaldyr bør være på menuen. Skaldyrene herfra er noget af det bedste i verden takket være det kolde, rene og mineralrige vand.

En af Salt & Sills specialiteter er stedets snaps- og sildesmagning. En træplade præsenteres ved bordet, pænt arrangeret med et væld af friske sild i forskellige tilberedninger og saucer såsom dild, sennep og stjerneanis. Noget, danskerne elsker.

Efter frokost i sildens tegn kan man fra cykelsadlen nyde de charmerende områder i Klädesholmen og Skärhamn – der er 30 km godt skiltet cykelrute i alt med næsten ingen trafik. Man passerer bl.a. små hyggelige bådhuse og havnemiljøer, som er helt typiske for Bohuslän. På vejen passerer man også Nordisk Akvarelmuseum og Pilane Skulpturpark, og særligt for akvarelmuseet er, at de som de første i Europa er vært for Disneys nye tegneserieudstilling med akvareller fra de tidlige tegnefilm men også fra storhittet Frozen, i Danmark kendt som Frost. Pilane Skulpturpark er verdensberømt for at byde på smukke skulpturer placeret i et meget fascinerende landskab. Skulpturerne er flot integreret i de landlige omgivelser, og der er spor fra både stenalderen og vikingetiden. Tilbage på Salt og Sill, kan man nyde et herligt aftensmåltid– naturligvis med udsigt over havet.

Dag tre: mageløse Marstrand

Efter en god svensk morgenmad kan man tage videre til Marstrand med en lille færge. Overfarten tager kun omkring fem minutter, hvor en let fem kilometers vandretur og smukke udsigtspunkter venter.

Er man opsat på at vandre længere end de fem kilometer, er der også flere gode vandrestier på Koön. Marstrand er kendt for sin kulturelle historie, de charmerende bygninger og de mange lystsejlere. De charmerende farverige træhuse, brostensbelagte gader, dejlige butikker og mange karakterfulde restauranter og barer trækker både svenskere og udlændige til. Det siger sig selv, at også mulighederne for et godt havbad er til stede.

En god frokost kan indtages på Grand Hotel, og man kan også blot tage det helt enkelt og naturligt og købe friskkogte skaldyr fra fiskebilen i havnen og spise ’al fresco’. Glem ikke at besøge Strandverket Kunstmuseum. Kan man nå det, bør man også smage på kagebordet på Bergs bageri i havnen og kigge efter souvenirs i nogle af de mange hyggelige butikker

For mere information om at besøge Vestsverige og Göteborg:
www.vastsverige.com og www.goteborg.com

Find mere information om ferie i Sverige: www.danmark.visitsweden.com 

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • koön
  • marstrand
  • pilane skulpturpark
  • styrsö
  • donsö
  • vrångö
  • nordisk akvarelmuseum
  • skärhamn
  • klädesholmen
  • sildeøen
  • donsø
  • styrsø
  • vrångø
  • bohuslän
  • museum
  • kultur
  • skærgård
  • øer
  • wildlife
  • landskab
  • udendørsliv
  • autentisk
  • natur
  • gøteborg
  • vestsverige
  • forår

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376