Pressemeddelelse -

Verdensberømte ’Skissernas Museum’ i Lund genåbner efter omfattende udvidelse

Svenskerne er ikke alene blandt de bedste i verden til skiløb, skabelsen af eventyr og Melodi Grand Prix. De er også verdensmestre i at dokumentere og vise den kunstneriske skabelsesproces – eller processen, fra når et kunstværk påbegyndes, til det er færdigt. Og det gør de helt konkret på det verdensberømte museum, Skissernas Museum, i Lund, som netop her i vinter har undergået en omfattende udbygning. Dørene til de imponerende lokaler er netop slået op for offentligheden.

Skissernas Museum i Lund er netop åbnet i en ny og endnu bedre udgave af sig selv. Lokalerne er blevet kraftigt udvidet og forbedret, og foyer, museumsbutik og restaurant er blandt nyskabelserne. Herudover er den tidligere gårdsplads blevet omdannet til et stort åbent rum til kreative udstillinger og møder. I forbindelse med den historiske genåbning, hvor det svenske kongepar deltog, vises både de store ikoniske, permanente udstillinger og fire nye separatudstillinger, som alene er værd at rejse til Lund for. De fire separatudstillinger gælder følgende kunstnere: Swoon, Charlotte von Poehl, Andreas Eriksson og Elding Oscarson, hvor sidstnævnte er blandt de toneangivende arkitekter, der har slået stregerne til museets udbygning. Museet ligger i tilknytning til Lunds Universitet.

”Det er nu, det spændende arbejde begynder. Forbedringerne har skabt helt nye betingelser for museets samspil med omverdenen”, siger museumsdirektør Patrick Amsellem.

’Skissernas Museum - Museum of Artistic Process and Public Art’, som museet retteligt hedder, har et bredt fokus. Der er tale om et helt unikt kunstmuseum med fokus på hele den kunstneriske skabelsesproces, og man finder verdens største samling af skitser, modeller og modeller af svensk og international offentlig kunst her. Museet huser skitser fra store, internationale kunstnere som Henri Matisse, Sonia Delaunay, Henry Moore og Fernand Léger, og herudover er der tale om en af Europas førende samlinger af skitser af den farverige, mexicanske maler, Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros. I den svenske hal vises værker af Sigrid Hjertén, Isaac Grünewald og Siri Derkert og nutidige kunstnere som Linn Fernström, Gerhard Nordström og Matthias van Arkel.

”Vi er glade for, at Skissernas Museum nu atter kan slå dørene op, for det er et enestående museum, som er værd at tage den korte tur til Lund for. Museet viser den kunstneriske proces fra de første streger til det færdige kunstværk, hvorved små og store nøje kan følge de forskellige stadier i den kunstneriske proces. Nyt, spændende og samfundsrelevant er bl.a. et stort kunstværk baseret på det at være flygtning i disse år”, siger Anna Kron Boysen, PR Manager i Visit Sweden.

Bag en af de fire nye separatudstillinger står således den amerikanske gadekunstner Swoon, hvis rigtige navn er Caledonia Curry. De første kunstværker blev skabt i industriområdet i Brooklyn og på Manhattan tilbage i 1990'erne, og til Skissernas Museumhar Swoon skabt et stort kunstværk til en hel væg baseret på møder med flygtninge i Malmø i 2016. Møderne med en ung syrisk kvinde og en uledsaget ung mand fra Afghanistan er grundlaget for udstillingen, og begge er afbildet i arbejdet, ’Haven’. Deres kraftfulde historier er skabt i samarbejde med de to personer, som Swoon inviterede ind til at tage del i storytelling-projektet.

Den Paris-baserede Charlotte von Poehl har også aflagt hyppige besøg på Skissernas Museumfor at studere skitser, kunstneres breve og arkivmateriale. Notater fra disse besøg er grundlaget for kunstværket ’The Notepiece’, der kan beskrives som en poetisk undersøgelse af museets tilblivelse og historie. Udstillingen præsenterer også for første gang hendes nye arbejdsområde ved navn ’Krystaller’, hvor mere end 500 forskellige krystaller fra gamle lysekroner hænger sammen i en slags skyer i et af museets store vinduespartier.

I to år har en af Sveriges mest berømte kunstnere, Andreas Eriksson, arbejdet med sit store maleri af hovedindgangen til Nya Karolinska Solna. Her er tyve små malerier i akryl på lærred udført parallelt med det store arbejde. Der er også mulighed for at lytte til et interview, hvor kunstneren fortæller om sin mission med arbejdet og se et godt udvalg af de mange fotografier, der foreviger skabelsesprocessen.

Og naturligvis er der også en udstilling, hvor skabelsesprocessen af udvidelsen af museet kan opleves. I den fjerde separatudstilling præsenteres nemlig arkitekturmodeller fra Elding Oscarson, som var en af de arkitekter, der i 2014 vandt konkurrencen om Skissernas Museums’ udvidelse. I arkitektstuens forslag indgik både foyer, restaurant og senere også den spektakulære mødesal, skabt af den tidligere gård i midten af museumsbygningen. En kortfilm er den første skitse til museets nye udvidelse og illustrerer, hvordan arkitekterne forsøgte at finde det rigtige design af museets nye bygning, hvor alle behov og tanker var tilgodeset. Ideerne blev senere testet i tredimensionelle arkitektoniske modeller, der kan også ses.

”Fornyelsen har også resulteret i at øge tilgængeligheden. En vigtig del af det omfattende arbejde har således været en digitalisering af den enestående samling af de mere end 30.000 forskellige museumsgenstande”, siger Patrick Amsellem.

Se mere: www.skissernasmuseum.lu.se

Emner

  • Kunst

Kategorier

  • lund
  • skåne
  • kunst

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376