Nyhed -

3 nye konsulenter ansat i Welfare Tech

Ansættelsen af de tre nye konsulenter i Welfare Tech viderefører og styrker det fortsatte arbejde med klynge- og medlemsudviklingen. Ansættelserne ligger i forlængelse af, at Welfare Tech tidligere på året måtte sige farvel til Simon Brødsgaard Lassen, som gav stafetten videre til Søren Møller Parmar-Sielemann, og til Kristoffer Blom, hvis opgaver nu sendes videre til Dorte Malig Rasmussen.

Herunder kan du læse mere om, hvem de tre nye konsulenter er, og hvad de hver især kommer til at fokusere på.

Events og kommunikation – Casper Rundager

Casper Rundager er tiltrådt 19. marts 2018 som konsulent i event- og kommunikationsteamet og skal være med til at udvikle, planlægge og eksekvere events.

Casper Rundager er oprindeligt uddannet i international virksomhedskommunikation fra Syddansk Universitet og har i den forbindelse boet og arbejdet fire år i Sydamerika. Her har han arbejdet som rådgiver på den danske ambassade i Chile, hvor han hjalp danske virksomheder indenfor sundhed og velfærdsteknologi med at indfri deres vækstpotentiale på latinamerikanske markeder.

- Jeg ser frem til at lære endnu mere om innovative, danske løsninger og om behovene hos danske borgere og sundhedspersonale. Og så glæder jeg mig til at skabe værdi i et forum, hvor netop det offentlige og private mødes, og hvor der er brug for dialog og samarbejde for at lykkes, siger Casper Rundager.

- Jeg kommer til foreningen med en stor interesse og nysgerrighed for at forstå de forskellige samarbejdspartneres behov og motiver. Jeg drives af at kunne være med til at facilitere rammerne for en fælles opgaveløsning af aktuelle samfundsudfordringer. Og så vil jeg bidrage med et internationalt perspektiv dels med erfaringer fra, hvordan tingene fungerer i andre dele af verden, og dels med viden om eksportpotentialet for de danske virksomheder.

Offentlig-privat innovation – Dorte Malig Rasmussen

Dorte Malig Rasmussen er 9. april 2018 tiltrådt stillingen som seniorkonsulent og projektleder for Erhvervsrettet OPI (offentlig-privat innovation). Dorte indgår også i mange andre aktiviteter som fondsansøgning, medlemsaktiviteter, netværk om implementering m.v.

Dorte Malig Rasmussen er oprindeligt uddannet sygeplejerske, er sundhedsfaglig kandidat og har en sundhedsvidenskabelig ph.d. Dorte har derudover arbejdet med det velfærdteknologiske område ved Teknologisk Institut som konsulent og projektleder i fire år samt i forskningsregi ved professionshøjskolen University College Lillebælt. Her har hun i fire år fungeret som programleder for det velfærdsteknologiske forskningsprogram.

- Jeg vil gerne bidrage til at skabe udvikling og vækst på det velfærdsteknologiske område og skabe rammer for samarbejde på tværs af private virksomheder, det offentlige og videninstitutioner, siger Dorte Malig Rasmussen.

- Det handler ikke om, hvilke teknologier vi kan udvikle, men om at udvikle og implementere de teknologier, vi vil og kan bruge, dvs. dem der skaber vækst for virksomheder, effektivisering for samfundet og livskvalitet for borgerne.

Forretningsudvikling og offentlig-privat samarbejde – Randi Villebro

Randi Villebro er tiltrådt 4. april 2018 som konsulent og skal arbejde med forretningsudvikling og offentlig-privat samarbejde.

Randi Villebro er oprindeligt salgsuddannet og har en cand. mag. i International virksomhedskommunikation. Randi har haft projektansættelser indenfor sundhedsområdet i tre fynske kommuner, været underviser i offentlig administration, samt været seniorprojektleder hos Teknologisk Institut. Derudover har Randi Villebro storerfaring med ideudvikling, projektledelse og koordinering.

- Jeg forventer og ser frem til at bringe medlemmerne i spil med fokus på udvikling, vækst og potentialer i hele netværket. Jeg har altid synes, det var sjovt og lærerigt at arbejde med - og i forskellige – organisationskulturer. Min nysgerrighed omkring, hvad forandringer gør ved organisationer, har givet mig stort indblik i, hvad implementering af velfærdsteknologi kan give af gevinster for kommuner, producenter og forhandler af velfærdsteknologiske ydelser, løsninger og teknologier, siger Randi Villebro, og slutter:

- Forretningsudvikling er et bredt begreb og med alle de forskellige medlemmer, vi har i Welfare Tech, forventer jeg helt sikkert, at der bliver fokus på det tværgående samarbejde i alle vores projekter.

Er du interesseret i at høre mere om, hvad de tre nye medarbejdere – og det øvrige team - kan hjælpe dig med, så kontakt os og aftal et møde.

Kontakt Welfare Tech

Emner

  • Videnskab, teknik

Kategorier

  • navnenyt
  • welfare tech
  • welfaretech
  • randi villebro
  • dorte malig rasmussen
  • casper rundager
  • medarbejderstab
  • udvikling
  • styrker
  • tilføjelser
  • nyansættelser

Kontakt

Mette Thiel

Pressekontakt Kommunikation og markedsføring +45 2058 5138

Relateret materiale