Nyhed -

Det tyske marked for sundheds- og plejeteknologi

Kan dine produkter skabe værdi i et marked med komplekse betalingsmodeller som det tyske? I april, maj og juni kan du på fire webinarer få viden og klarhed over om, du og din virksomhed er parate til det tyske sundhedsvæsen.

Tyskland har Europas største og hurtigst voksende aldrende befolkning. Status er, at mange tyske hospitaler er på randen af konkurs, fordi sundhedsvæsenets nuværende betalingsmodel spænder ben for en rentabel forretningmodel.

Det tyske sundhedsmarked er under pres, fordi en uendelig række af forskrifter og reguleringer forsøger at balancere sundhedsvæsnets mange interessenter. Det bremser den dynamik i markedet, der fremmer løsningen af de problemer, som den demografiske udvikling skaber.

Det tyske sundhedssystem er altså overvældende komplekst. Det var derfor en præstation i sig selv, at Prof. Dr. Dr. Daniel Wichelhaus i februar og marts 2019, på fire seminarer i fire nordiske lande, introducerede forretningsmodellerne i det tyske sundhedssystem. I samme omgang fik deltagerne udpeget de drivere, der kan motivere tyske sundhedsdirektører til at investere i innovative teknologier.

Tyske plejehjem udnytter ofte kun 75 procent af kapaciteten, selvom behovet for ældrepleje er hastigt stigende. En af de store udfordringer – som også påvirker hospitalssektoren – er den massive mangel på faguddannet plejepersonale. Betalingsmodellen dikterer et så højt antal patienter pr. ansat, at det bliver umuligt for det faguddannede plejepersonale at yde en tilstrækkelig kvalitet i plejen. Som konsekvens arbejder mange på deltid eller forlader helt plejesektoren.

Det tyske sundhedssystem viser nu en spirende interesse for, hvordan nye teknologier kan effektivisere arbejdsgange og dermed lette arbejdspresset for plejepersonalet i sundhedsvæsenet. De store spørgsmål er: Hvilke typer teknologier er relevante i det tyske sundhedssystem? Hvordan kan de tyske forsikringsselskaber kompenseres, så de får blik for innovative teknologier? Og hvilke teknologier er sundhedsledelserne villige til at investere i?

Den tyske plejeekspert, Prof. Dr. Michael Wittland peger på et voksende behov for teknologier til arbejdsplanlægning, der kan øge jobtrivslen hos plejepersonalet. Men også behovet for færre krav til dokumentation, som vil give mere tid til direkte patientkontakt. På hospitaler er behovet særligt teknologier, der kan holde produktionen uændret selvom antallet af ansatte reduceres.

På fire webinarer i april, maj og juni 2019 har du muligheden for at blive klædt på med ny viden om det tyske marked for sundheds- og plejeteknologi og den tyske forretningskultur.

Deltagelse er nemt – det sker lige ved dit skrivebord.

  • 12. april 2019 Introduktion på det tyske marked - valg af markedsstrategi
  • 10. maj 2019 Markedsadgang, tilstedeværelse og kommunikationsstrategi
  • 24. maj 2019 Salg af sundheds- og plejeteknologier til hospitaler og plejesektoren
  • 14. juni 2019 Forstå de faktorer som kan motivere ledelsen i den tyske sundhedspleje til at investere i nye teknologier

Deltag i webinarer, det er gratis!

Tilmelding her.

Webinarerne er del af initiativet Digital Health & Care 4.0, hvor fem nordiske sundheds- og plejeteknologi klynger er gået sammen om at bringe innovative nordiske sundheds- og plejeløsninger til Tyskland. Det sker i samarbejde med den tyske klynge Gesundheitswirtshaft Hannover, der tæller medlemmer fra hospitaler, plejehjem, hjemmepleje, sundhedsforsikringer og hjælpemiddelleverandører.

De fire markedsintroduktions-webinarer er Trin 2 i den seks-trins videntragt, der vil give dig klarhed over, om I er parate til det tyske marked:

Trin 1: Pre-seminarer om det tyske marked for sundheds- og plejeteknologi. Leveret af tyske eksperter i de respektive nordiske lande.

Trin 2: Fire Webinarer om dos & don’ts på det tyske marked. Leveret af eksperter og erfarne nordiske virksomheder.

Trin 3: Studietur til Hannover med besøg på hospitaler og plejecentre, fælles klynge-til-klynge workshop og matchmaking.

Trin 4: MAST evaluering og indsigt til at benchmarke egne produkter op mod den tyske sundhedssektor med den europæiske evalueringsmetode, MAST - Model for ASsessment of Telemedicine.

Trin 5: Markedsvalidering med individuel session med tyske markedseksperter, og råd om næste på det tyske marked.

Trin 6: Udstilling af produkter på en nordisk fællesstand på en tysk messe. Bemærk: Alle projektaktiviteter afholdes på engelsk

Hvis du gik glip af Trin 1: Pre-seminarerne i februar og marts, kan du få adgang til en videooptagelse og dermed komme med i Digital Health & Care forløbet om det tyske sundheds- og plejemarked. Kontakt Michelle Møller Esbensen, Welfare Tech, mime@welfaretech.dk, og hør mere.

Digital Health & Care 4.0 er finansieret af Nordic Innovation via temaet: ’Nordic Solutions to Global Challenges initiative’.

Emner

  • Videnskab, teknik

Kontakt

Mette Thiel

Pressekontakt Kommunikation og markedsføring +45 2058 5138

Relateret materiale