Pressemeddelelse -

240 dræbte rotter - Hunderupskolen i Odense udrydder rotter med dræberteknologi

Efter massive rotteproblemer med bl.a. rotter pilende rundt i skolegården, har Hunderupskolen på Solfadsvej i Odense nu taget det endelige opgør med rotterne. Som led i en klar plan om at sikre skoleelever, kældre samt kloakkerne, har man ved hjælp af højteknologiske rottefælder udryddet samtlige rotter i kloaknettet under skolen. Der sidder nu to fælder og lukker af ud mod det offentlige kloaknet.

- På trods af, at Hunderupskolen har fået etableret et helt nyt kloaknet under skolen, så er det alligevel lykkes rotterne at grave sig op via en brønd, og derved få fri adgang til skolegården. Derfor besluttede vi i samarbejde med kommunen, at vi ved hjælp af højteknologiske rottefælder ville blive rotterne kvit en gang for alle, og det er vi nu i gang med, forklarer Ralf Lindensparre, der er pedel på Hunderupskolen.

Sikkerhed for skolebørn og bygninger

Den elektroniske rottefælde, WiseTrap, fungerer på den måde, at når rotternes bevægelse og kropsvarme registreres, udskydes et bundt dræbende spyd med stor kraft og knækker rygsøjlen på rotterne. Spyddene trækkes herefter op, og den døde rotte skylles ud med kloakvandet og ender enten på renseanlægget eller nedbrydes på sin vej dertil.

- Ud over, at det selvfølgelig først og fremmest handler om skolebørnenes sikkerhed, fordi rotter på grund af dødeligt, smitsomme sygdomme er farlige for mennesker, så er der også en økonomisk gevinst ved at udrydde alle rotter i kloaknettet. Rotterne ødelægger ikke længere vores kloaknet, som vi for få år siden har renoveret. Samtidig er der ikke længere en risiko for, at de kommer ind i bygningerne og gør skade for millioner af kroner, siger Ralf Lindensparre.

Systematisk udryddelse

Den højteknologiske rottebekæmpelse er foregået i tæt samarbejde med den danske virksomhed Wisecon A/S i Helsinge. Her arbejder eksperterne sig frem efter en meget detaljeret bekæmpelsesplan, hvor man udrydder rotterne zone for zone.

- Når vi via fældernes overvågningssystem konstaterer, at vi har ryddet et område for rotter, så lukker vi af for rotterne ved at installere en fælde ud mod den offentlige kloak. På den måde arbejder vi os systematisk frem, så hele kloaknettet under Hunderupskolen bliver ryddet for rotter, forklarer markedschef Per Sørensen fra Wisecon.

240 rotter skudt

Det helt afgørende ved fælderne og en effektiv bekæmpelse er, at de er integreret med et såkaldt WisePlan overvågningssystem, hvor den ansvarlige via computere har overblik over drift og status og hele tiden kan følge med i, hvor mange rotter, der er dræbt og af hvilke fælder. Den viden betyder, at man ved nøjagtig, hvornår en fælde skal flyttes i forhold til den udarbejdede bekæmpelsesplan.

- Bekæmpelsen har vist sig særdeles effektiv, og vi er nu rottefri i kloaknettet under skolen. Det har kostet 240 rotter livet. Der er nu installeret to fælder som lukker af ud mod det store offentlige kloaknet på Sønder Boulevard og dræber de rotter, der forsøger at komme ind under skolen, forklarer Ralf Lindensparre.

I alt har det kostet Hunderupskolen 43.000 kroner at få udført bekæmpelsen og blive rottefri.

Emner

  • Miljø, energi

WiseCon er en dansk virksomhed, der har specialiseret sig i giftfrie og langsigtede teknologiske løsninger til bekæmpelse af rotter og mus. WiseCon er førende i verden inden for IoT bekæmpelse, sikring og monitorering af rotter og mus, og vores produkter er forsynet med omfattende patenter.

Alle WiseCons produkter udvikles, designes, produceres og distribueres fra fabrikken i Danmark.

WiseCon har hovedkontor i Helsinge, nord for København og beskæftiger 60 medarbejdere. Herudover har WiseCon partnere og forhandlere i en lang række europæiske lande. 


Kontakt

Per Sørensen

Pressekontakt Markedschef Salg og pressekontakt, Danmark 25980146

Relateret materiale