Skip to main content

Nyt tv-arkiv vil ændre danskernes tv-vaner

Pressemeddelelse   •   Dec 01, 2009 15:18 CET

Nu skal tv-seerne ikke længere fortvivle, hvis de glemte at optage Forbrydelsen i søndags, forrige søndag, søndagen før eller søndag for fire uger siden for den sags skyld.

Et nyt elektronisk arkiv med tv-udsendelser fra YouSee vil i fremtiden gøre det muligt når som helst at gense op til 30 dage gamle tv-udsendelser på kabel-tv.

Den nye tjeneste har premiere i dag under navnet TV Arkiv. I første omgang vil kabel-tv-kunderne få adgang til at se eller gense udsendelser fra DR, men planen er, at øvrige kanaler på kabel-tv med tiden skal indgå i arkivet.

"Med TV Arkiv tager vi for alvor hul på fremtidens tv-verden, hvor seerne i langt højere grad selv styrer, hvad de vil se og hvornår. Man vil ikke længere været bundet af udsendelsestidspunkter, men kan se en udsendelse, når man har lyst. Det vil skabe helt nye tv-vaner," siger udviklingsdirektør Anders Blauenfeldt, YouSee.

Tv-stationerne herhjemme og i udlandet har i flere år eksperimenteret med at tilbyde adgang til arkiver via internettet. Erfaringer fra bl.a. BBC i Storbritannien viser imidlertid, at først når arkivfunktionen bliver tilgængeligt via kabel-tv, vil seerne for alvor begynde at bruge det.

"Under alle omstændigheder forventer vi, at det især vil være populære danske serier og nyhedsudsendelser, som der vil være efterspørgsel på i arkivet," siger Anders Blauenfeldt.

Mere om TV Arkiv

  • Alle kunder med YouSee Plus, dvs. med en digital boks af mærket Samsung, får adgang til TV Arkiv uden ekstra omkostning.
  • TV Arkiv kræver, at boksen skal tilsluttes internettet. Det sker automatisk via kabel-tv i de fleste tilfælde, men kan hos enkelte kunder kræve, at der trækkes et internetkabel til boksen.
  • Der kan spoles og pauses i TV Arkiv udsendelser.
  • En udsendelse vil være tilgængelig i TV Arkiv umiddelbart efter, at udsendelsen er slut.
  • TV Arkiv vil hovedsaligt rumme tv-stationernes egenproduktioner. Udenlandske film og tv-serier vil det kun i få tilfælde være muligt at gense, fordi tv-stationerne sjældent vil have arkivrettigheder til disse typer indhold. Indholdet fra DR i TV Arkiv svarer i store træk til indholdet i DR's egen arkivfunktion på dr.dk/tv.

YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande. YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb. YouSee udbyder bredbånd med downloadhastigheder fra 10 til 100 Mbit/s. Selskabet har ca. 400.000 bredbåndskunder. YouSee er et datterselskab af TDC A/S.