Pressemeddelelse -

Danskernes mobilvaner: Vi bruger mere data og ringer mest mandag kl. 10

Danskerne bruger mere data på mobilen og i hjemmet, og særligt kunder hos teleselskabet 3 trækker statistikken i vejret. Samtidig sms’er og ringer vi mindre end nogensinde før, men når vi endelig ringer, foregår det oftest i arbejdstiden. Det viser de seneste tal fra Energistyrelsens telestatik og en opgørelse fra teleselskabet 3, der har kigget nærmere på danskernes mobilbrug.

Energistyrelsen sendte før sommerferien den seneste opgørelse over danskernes forbrug på mobil- og bredbåndsmarkedet på gaden, og tendensen er tydelig. Vi ringer og sms’er mindre end tidligere, mens den mobile datatrafik stiger støt.

Fra juli til december 2018 brugte danskerne således 381.592 TB data via mobilnettet. Det svarer til mere end 19 års konstant streaming af Netflix i HD-kvalitet og er en stigning på 41,5 procent i forhold til året før. Og som tidligere år står 3’s kunder for det højeste dataforbrug målt pr. abonnement. Mens den gennemsnitlige dansker bruger 8,4 GB data om måneden, bruger 3’s kunder 11.

”Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og vi ligger som regel i top, når det gælder teknologiparathed. Kigger man på tallene, er det tydeligt, at vores evne til at bruge og tilpasse os ny teknologi har ændret måden, vi interagerer med hinanden på. Den klassiske telefonsamtale er efterhånden ved at være forældet. Det er på området for datadrevne tjenester, at udviklingen for alvor går stærkt. Dataforbruget kommer kun til at gå én vej fremover – det er op,” siger David Elsass, der er direktør for 3’s privatmarked.

Telefonopkaldet er et arbejdsredskab

Selv om danskerne ringer mindre end tidligere, er telefonopkaldet ikke helt dødt endnu – til gengæld har vores brug af kommunikationsformen ændret sig. Det viser 3’s opkaldsstatistik for privatkunder, hvor det samme mønster gentager sig uge for uge.

Efter en sløv weekend med få opkald stiger kurven stejlt om mandagen. Fra tirsdag falder kurven en smule og ligger relativt stabilt, inden den igen er i bund lørdag og søndag. Og kigger man nærmere på, hvornår på dagen, opkaldene bliver foretaget, ligger knap 70 procent af dem mellem klokken 8 og 17. Særligt mandage og tidsrummet fra kl. 10-11 ligger i top.

”Vi ved, at en del af vores privatkunder får refunderet telefonregningen af deres arbejdsgiver, så der er ingen tvivl om, at en stor del af opkaldene er foretaget i arbejdsmedfør. I dag forbinder de fleste et telefonopkald med en ’haster’, mens en besked giver mulighed for at svare i ens eget tempo. Tekstbeskeden giver alle parter i samtalen langt mere kontrol – på både godt og ondt, for samtidig går en del af umiddelbarheden ved den direkte dialog tabt,” siger David Elsass. 

Related links

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • data & analyser

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 64 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af CK Hutchison Holdings Limited (60%) og Investor  AB (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt

Relateret materiale

  • Sådan var danskernes mobilvaner i foråret 2019

    Vi bruger stadig mere data, især på dage med dårligt vejr og hypede tv-serier. Til gengæld sender vi færre sms’er – undtagen når mor skal have en hilsen. Det viser dugfriske tal fra teleselskabet 3, som har analyseret danskernes mobilvaner fra marts til maj.

  • Danskerne slår egen rekord i dataforbrug på mobilnettet

    Der er mere trafik på mobilnettet end nogensinde før. På blot et år er antallet af mobile dataabonnementer steget med mere end 300.000, samtidig med at danskernes dataforbrug er steget 40,7 %. Det viser den nye telestatistik fra Energistyrelsen for første halvår 2019.