Pressemeddelelse -

Endelig hardware til 4G/LTE Advanced

Det er nu muligt at opnå mobile hastigheder, som er næsten dobbelt så høje som på det almindelige 4G/LTE-netværk. Indtil videre har teleselskabet 3 opgraderet 142 master i centrale dele af København og Århus med LTE cat. 6 ved hjælp af teknologien ”Carrier Aggregation”. I løbet af 2015 opgraderes yderligere et antal master.

I juni testede 3 i selskab med mobilsitet meremobil.dk teknologien ”Carrier Aggregation” på selskabets hovedkontor i København. Teknologien bygger på en sammenlægning af flere frekvensbånd, hvilket for 3’s vedkommende betyder, at man bundler frekvensbåndene 1800 og 2600 MHz for på den måde at opnå hastigheder på helt op til 150 Mbit/s.

Under testen, som foregik via to bærbare pc’ere, opnåede man med en mobil bredbåndsrouter omkring 140 Mbit/s i download på det avancerede LTE-netværk – og op til 70 Mbit/s på det almindelige 4G/LTE-netværk.

Denne avancerede form for 4G/LTE har indtil nu ikke været udnyttet kommercielt i Danmark, da markedet ikke har haft hardware i handlen, som understøtter teknologien. I sidste måned lancerede Samsung imidlertid deres Galaxy Alpha, som med sin Snapdragon 805-processor, er i stand til at udnytte den avancerede form for LTE og i dag kommer den nye router fra Huawei, E5186s-22a 4G, som også udnytter cat.6-teknologien, på hylderne hos 3.

”Det er spændende, at der nu kommer hardware på markedet, som kan udnytte den teknologi, som vi stille og roligt lægger oven på vores eksisterende 4G/LTE-netværk. For os er det vigtigt at udnytte vores frekvensbånd optimalt for at kunne imødekomme det voksende behov fra de mange danskere, som har taget de populære streaming-tjenester til sig. Noget, der stiller større og større krav til kapaciteten i de danske netværk”, siger Kim Christensen, direktør for 3’s netværksafdeling.

3 opgraderer i øjeblikket udvalgte master i centrale dele af København og Århus og opnår ved interne tests gennemsnitlige hastigheder på omkring 140 M/bits.

Læs mere om testen af Carrier Aggregation på meremobil.dk - http://meremobil.dk/2014/07/carrier-aggregation-fremtidens-lynhurtige-mobilnet/

For yderligere information til medierne:

Kontakt Tanja Krebsø, kommunikationschef, 3 Danmark, e-mail: tanja.krebso@3.dk, mobil: 31 200 400.

Du kan altid kontakte den vagthavende kommunikationskonsulent i 3’s kommunikationsafdeling på mobil 31 200 202.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • netværk

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 43 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af kinesiske CK-Hutchison (60%) og svenske Investor (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt