Nyhed -

Smarte håndværkere skaber smarte løsninger

På renoveringssagen i Solbjerg Have har byggeledelsen konstrueret en robust og tæt støvdør, der lukker fuldkommen af for støj, træk og lugt.

I Solbjerg Have renoverer Adserballe & Knudsen badeværelser, køkkener og installationer i mere end 400 lejligheder. Renoveringen af badeværelserne foregår over fem uger, hvor beboerne skal bruge badevogn i gården.

I hver lejlighed bliver hele bagvæggen til badeværelset revet ned, og det er i sagens natur et støvende arbejde. Der bliver derfor opsat støvvægge og -døre for at skabe et fuldstændigt støvtæt arbejdsområde i hele perioden.

Den støvdør, der er beskrevet i projektet, er en almindelig lynlås-dør, som bliver tapet uden på den eksisterende dørkarm. De blev installeret i de første døre, men løsningen begyndte hurtigt at volde problemer. Det fortæller projektchef Martin Lindberg Rasmussen.

”Den fungerer fint nok, når det bare er nedriveren, der bruger den, men den skal blive siddende, selv når det støvende arbejde er overstået. Det vil sige, at de andre fagfolk også skal bruge den, og nogle håndværkere har måske en forestilling om, at de er nogle små størrelser, der bare kan smyge sig igennem uden problemer, men det er de ikke, og det kan de ikke, og derfor går lynlåsen i stykker.”

En løsning uden montage

Martin Lindberg Rasmussen besluttede sig derfor for at finde en anden løsning. Han fandt sit alternativ i en fuldkommen standard celledør – sådan en hvor man får karm, dørblad og bundstykke for 325 kroner – som blev tætnet hele vejen rundt med gummibånd.

”Man piller den gamle dørplade af, og så sætter man den nye karm udenpå den gamle. Så har vi lavet nogle flade montagebeslag, som vi vrænger rundt om karmen med en skruetvinge, så gummilisten bliver trykket helt flad. Det giver et underlag, så man ikke ridser den gamle dør. Vi har ikke noget montage. Den bliver bare klemt fast.”

Døren tjener sig hurtigt hjem

I de travleste perioder er der gang i 20-30 badeværelser ad gangen, og der skal i alt laves 411. Celledørene flytter fra lejlighed til lejlighed, efterhånden som arbejderne afsluttes. Der er indkøbt 30 celledøre, og de skal altså genbruges 13 gange hver.

”Ser man på det isoleret over så lang en periode med så mange gentagelser, som der er i Solbjerg Have, så er det faktisk billigere med denne løsning. Den koster 325 kroner og lidt til ombygning, men til gengæld sidder den der i hele perioden. Lynlås-døren har vi været oppe og tape fast igen og igen, og vi har fået henvendelser, som vi skal håndtere, og det tager alt sammen tid. Det kan ikke svare sig overhovedet. Lynlås-døren koster måske 75 kroner, så celledøren har betalt sig hjem, når du har lavet fem lejligheder,” siger Martin Lindberg Rasmussen.

Et løft sparet

Døren, der først blev sat i på grund af et irritationsmoment, har vist sig at have mange fordele. Den har for eksempel en ergonomisk funktion, da den sparer håndværkerne for en masse løft.

”Hvis du har noget i hånden, kan du jo ikke komme igennem lynlås-døren uden at sætte det fra dig, lyne op, løfte, gå igennem, sætte det ned, lukke lynlåsen og samle det op igen. Alle de løft er sparet her.”

Martin Lindberg Rasmussen mener, at idéen er oplagt til at sprede ud til andre byggepladser, og han vil gå i gang med at dele ud af erfaringerne i organisationen. Når idéen er så god, er det oplagt at spørge, hvorfor ingen har fundet på den før.

”Den dybe tallerken skulle jo opfindes på et eller andet tidspunkt.”

Emner

  • Arbejdsmiljø

Kategorier

  • indeklima
  • arbejdsmiljø
  • støvdør
  • solbjerg have
  • smarte løsninger
  • procesoptimering
  • renovering
  • almene boliger

Regions

  • Hovedstaden

Kontakt

  • Ane Vestbjerg

    Pressekontakt Kommunikationschef

Relateret materiale

  • Adserballe & Knudsen vinder stor rammeaftale om totalentrepriser med Hillerød Kommune

    Entreprenørvirksomheden Adserballe & Knudsen har indgået kontrakt med Hillerød Kommune om en rammeaftale som totalentreprenør på kommunale byggerier i de kommende fire år. Hillerød Kommune ønsker med rammeaftalen at etablere et langsigtet samarbejde med en mindre gruppe rådgivere og entreprenører for at sikre en høj grad af kontinuitet og fastholdelse af viden fra det ene projekt til det næste.

  • Adserballe & Knudsen satser på CLT-byggeri

    ​Som led i en større satsning på byggeri i de massive limtræselementer CLT, har Adserballe & Knudsen igangsat opførelsen af 44 familieboliger i CLT for Boligselskabet Domea.

  • Adserballe & Knudsen vinder rammeaftale til en halv milliard

    Konkurrencen om Boligselskabet Sjællands fireårige rammeudbud af totalentrepriser er afgjort, og Adserballe & Knudsens team er udpeget som vindere. Bygherre hylder teamets projekt, som vinder på store arkitektoniske kvaliteter, fleksibilitet og innovation.

  • Spaden i jorden på CLT-byggeri i Roskilde

    ​Adserballe & Knudsen tog tirsdag hul på et nyt kapitel, da Roskildes borgmester Joy Mogensen (S), satte spaden i jorden til det kommende CLT-byggeri for Boligselskabet Sjælland.

  • Trygge mennesker giver trofaste medarbejdere

    Hos byggeentreprenøren Adserballe & Knudsen er man gået lidt mere systematisk til værks med indsatsen for et godt arbejdsmiljø end de fleste. I 2015 valgte entreprenøren at tilføje nye redskaber til styring af sager og udvikling af medarbejdere, og det har skabt gode resultater på den menneskelige bundlinje.

  • Sikkerhed er et spørgsmål om indstilling

    Det er ikke mangel på viden, metoder eller hjælpemidler, der er årsagen til, at der kan være udfordringer med sikkerheden på byggepladser. Tværtimod ligger problemet i indstillingen. Det mener Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har udviklet et koncept, som skal hjælpe med at ændre den indstilling. I resten af 2018 bliver det afprøvet på byggesagen Timianhaven.