Pressemeddelelse -

Aldi og Too Good To Go udvider succesfuldt samarbejde

I alle Aldis butikker har kunderne siden sommeren 2020 kunnet købe de populære Too Good To Go-lykkeposer med frugt og grønt, der ellers ville ende deres dage i skraldespanden. Alene i 2021 købte Aldis kunder 90.000 lykkeposer og reddede dermed 180 tons frugt og grønt fra at gå til spilde. Nu udvider Aldi og Too Good To Go det succesfulde samarbejde med velsmagende bake-off.

Dagligvarekæden Aldi har forpligtet sig til at minimere sit madspild med 50 % fra 2020 til 2030, og samarbejdet med madspildsaktøren Too Good To Go er ét led i planen, der skal hjælpe Aldi med at nå sit mål.

Gennem Too Good To Gos madspilds-app, kan Aldis kunder fra tirsdag den 15. februar 2022 købe lykkeposer med velsmagende bake-off til stærkt nedsatte priser, der ikke er blevet solgt i butikken i løbet ad dagen. Aldi har med stor succes solgt lykkeposer gennem Too Good To Go med overskudsfrugt og -grønt i alle Aldis 190 butikker siden sommeren 2020. Alene i 2021 solgte Aldi 90.000 lykkeposer med frugt og grønt, som kan omregnes til en besparelse på 225 tons CO2e. Det svarer fx til 44 jordomrejser med fly, 14 års varmt bad eller 39.824.778 smartphone-opladninger.

Katrine Milman, CSR-chef i Aldi Danmark, glæder sig over at tage skridtet videre med Too Good To Go.

”I Aldi har vi forpligtet os omfattende på både vores klima- og miljøansvar. Siden 2020 har vi reddet mange tusind kilo frugt og grønt gennem vores partnerskab med Too Good To Go. Nu løfter vi samarbejdet til et nyt niveau ved også at inkludere Aldis bake-off. Sammen med Too Good To Go redder vi ikke alene madvarer fra at gå til spilde, vi giver også vores kunder mulighed for at komme hjem med mere til super favorable priser.”

Kæmper for en verden med mindre madspild

Heidi Boye, landechef for Too Good To Go, kæmper hver dag for en verden med mindre madspild og ser frem til næste kapitel i samarbejdet med Aldi.

“Samarbejdet med Aldi har været en succes fra dag et, og derfor er vi stolte af, at vi nu kan udvide med endnu en varekategori. I Danmark smider vi hvert år mere end en tredjedel af vores mad ud til stor skade for miljøet. Derfor gør vores brugere og partnere en mærkbar forskel, når de sikrer, at madvarer bliver spist frem for at ende i en skraldecontainer.”

Aldi og Too Good To Go har siden starten af samarbejdet solgt 142.544 lykkeposer med frugt og grønt og har store forventninger til salget af lykkeposer fremover med både bake-off og frugt og grønt.

FAKTA OM TOO GOOD TO GO-LYKKEPOSER I ALDI

  • Bake-off-lykkepose: En lykkepose med bake-off i Aldi koster 19 kr. og indeholder bake-off til en værdi af mindst 60 kr. Poserne indeholder produkter, der ikke er blevet solgt i butikken i løbet ad dagen, og udvalget kan variere fra dag til dag.
  • Frugt- og grønt-lykkepose: En lykkepose med frugt og grønt i Aldi koster 29 kr. og indeholder frugt og grønt til en værdi af mindst 90 kr. Poserne indeholder varer, der typisk har fået lette knubs, eller hvor emballagen er blevet beskadiget.
  • Lykkeposerne købes direkte gennem Too Good To Gos madspilds-app og afhentes i Aldi-butikken i tidsrummet angivet i appen.

Om Too Good To Go

Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i Danmark i 2016, og de nu over 51 mio. brugere har siden da reddet mere end 115 millioner lykkeposer med overskudsvarer, hvilket svarer til over 287.000 tons sparet CO2e. Too Good To Go har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 17 lande, hvor appen er aktiv.

I appen kan man redde lykkeposer/bokse med overskudsmad fra bl.a. bagerier, supermarkeder, restauranter, kantiner og producenter.

Too Good To Go har sideløbende iværksat en lang række oplysnings- og uddannelsestiltag for at fremme viden om madspild.

For yderligere information:

Katrine Milman, CSR-chef for ALDI Danmark: katrine.milman@aldi.dk
Signe Kamper Kankelborg, pressechef for ALDI Danmark: signe.kankelborg@aldi.dk
Tanja Møller Andersen, pressechef for Too Good To Go: presse@toogoodtogo.dk


Emner

  • Detailhandel

Kategorier

  • aldi
  • ansvarlighed
  • csr
  • bæredygtighed
  • indkøbsoplevelse
  • det nye aldi

Aldi Danmark åbnede sin første butik i 1977 og var den første discountkæde i Danmark. I dag er der 189 Aldi-butikker over hele landet og ca. 2.800 medarbejdere. Grundtanken i Aldi er at tilbyde et nøje udvalgt sortiment af dagligvarer i god kvalitet til den lavest mulige pris. For at styrke Aldi’s position i Danmark og imødekomme kundens behov i dag og i fremtiden har Aldi Danmark siden 2018 arbejdet målrettet på at modernisere og udvide butiksnettet samt tilpasse varesortimentet med bl.a. flere kendte brands kombineret med stærke private label produkter og et større fokus på bæredygtighed og økologi. Aldi Danmarks fortsatte udvikling og vækst bygger på et solidt fundament i Aldi Nord gruppen, som er repræsenteret i ni europæiske lande og beskæftiger flere and 77.000 ansatte.

Kontakt

Louise Wendelbo

Pressekontakt Kommunikationschef PR- og Kommunikation +45 28 44 77 56