Skip to main content

​Danske byer gør klar til at koble IoT-devices til byen

Pressemeddelelse   •   Sep 11, 2017 10:58 CEST

Flere danske byer er i gang med at lægge infrastrukturen til et datanetværk til tingenes internet. Senest er Aarhus gået med i The Things Network, hvis mission er at gøre det billigt og nemt for almindelige borgere at koble ting til nettet.

Forestil dig en by, hvor du kan få at vide, hvis der ikke er nogen ledige parkeringspladser, eller hvis affaldscontaineren er fyldt. Måske har du selv en idé til, hvordan man kan skabe en sensor, der gør byen mere smart. Det er netop idéen med The Things Network, der er en global bevægelse, der vil mangfoldiggøre Internet of Things og gøre det muligt for at alle gratis kan koble ‘dimser’ rundt om i byen op til nettet.

Teknologien er baseret på standarden LoRaWAN https://www.lora-alliance.org, som gør det muligt at at lave sensorer, der kører på batteri og som kan sende små beskeder over lange afstande.

- Ideen er at lave et community-netværk som alle i byen kan være med til at udbygge. Initiativet stammer fra Holland, hvor en gruppe fik bygget et datanetværk op, der dækkede hele Amsterdam i løbet af fire uger. Blandt andet med hjælp fra virksomheder og private borgere. Det er det vi prøver at starte op i Aarhus, fortæller Kim Søvsø, der er medinitiativtager til The Things Network Aarhus https://www.thethingsnetwork.org/community/aarhus/, der netop har holdt deres første netværksmøde.

Langtrækkende og energieffektiv

Fordelen ved LoRaWAN er at man kan koble ting til nettet, uden brug af Bluetooth, wifi eller 3G. Teknologien er samtidig meget energieffektiv, og IoT-enhederne kan holde sig kørende i adskillige år. Det er samtidig langtrækkende og har en rækkevidde på op til 15 kilometer, hvilket gør det ideelt til IoT.

- Den gode nyhed er, at teknologien koster en brøkdel af, hvad traditionelle datanetværk koster. Båndbredden er åben for alle, og det udstyr, som man skal bruge for at koble til nettet, koster under ti euro. I den gamle verden var man lidt bundet til at bruge nogle af de store leverandører til at bygge de her løsninger. Ideen er at gøre IoT frit tilgængeligt, så alle i princippet kan bidrage. Det er også et oplagt område for SMV’er, fordi de her teknologier potentielt kan rulles ud over hele verden - ikke kun på The Things Network, men også kommercielle netværk, da det baserer sig på standarder, som alle kan bruge, forklarer han.

Der er samtidig use-cases, både tekniske og menneske-rettede, på tværs af stort set alle områder i en by.

- Man kan fx sætte en sensor på en cykel, og hvis den bevæger sig, så sender den besked til din smartphone. Og hvis du ikke er i nærheden, så er den måske ved at blive stjålet. Det kunne også være en kommune, der kunne bruge netværket til at sætte en sensor på en rollator, der tracker om der er bevægelse hos en borger. Og hvis der ikke er normal bevægelse en given dag, så kan de sende en hjemmehjælper ud og kigge. Det skal selvfølgelig ske under hensyntagen til borgerens privatliv.

Løse byens udfordringer

Det er netop derfor, at Aarhus Kommune er gået med i The Things Networks, forklarer Bo Fristed, chef for ITK [Innovation, Teknologi og Kreativitet] i Aarhus Kommune. Han tror, at det her netværk kan være med til at løse mange af de udfordringer, som Aarhus og andre byer står overfor, og samtidig være vækstdriver for skabelse af nye produkter, der kan eksporteres til udlandet.

- Vi har allerede dækket hele Aarhus med et kommunalt LoRaWAN netværk, og vi håber at komme i kontakt med endnu flere virksomheder eller startups, som arbejder med løsninger, som vi kan bruge eller som vil være med til at skabe produkter, som passer ind i vores by, forklarer han.

Kommunen har netop frigivet en liste med 150 ideer, som er blevet til i samarbejde med 50 kommuner, og som ridser nogle af de udfordringer op, som byen står overfor http://www.smartaarhus.dk/nyheder/150-ideer-til-smart-cities

- Vi arbejder for eksempel i øjeblikket på at sætte sensorer på kommunens fjernvarmebrønde. Dem har vi mere end 1000 af, og vi har regnet os frem til at vi kan spare én million kr. om året, fordi de her sensorer kan give besked, hvis en samling i et fjernvarmerør har det for varmt, og at der dermed er et læk undervejs. Det betyder, at de ansvarlige kan få besked, og dermed kan reparere inden der kommer et egentlig læk. Samtidig ligger der en besparelse i, at man kan reducere monitoreringen af brøndene, forklarer han.

Showroom for løsninger

Kommunen har netop åbnet de nye havnearealer, der ligger mellem Dokk1 og Navitas. Hele området og den nye letbane-strækning ud til Agro Food Park i Skejby kommer til at fungere som showroom, hvor man kan prøve nye løsninger af inden de bliver skaleret op til resten af byen. Her kan man fx både prøve nye affaldsspande eller andre ting af eller samarbejde med byens store aktører i forhold til mobilitetsudfordringer.

- Der er rigtig mange gode projekter i kommunen, som kan medføre besparelser, og hvor man så kan bruge pengene på noget, som har nytte for borgerne. Måske kan man slukke lyset på en parkeringsplads, hvis der ikke er mennesker, og dermed spare strøm. Man kunne måske også sætte sensorer i kommunens biler, så en medarbejder nemt kan blive guidet hen til den bil, der er tættest på, og man får mulighed for at konstatere, hvor mange af vores biler, der står stille, og dermed måske kan reducere bilparken, forklarer han.

En del af borgerens værktøjskasse

Hele ideen med The Things Network er at få mangfolgjort IoT, forklarer Lasse Steenbock Vestergaard, Specialist Smart Urban Designer fra Alexandra Instituttet https://alexandra.dk/dk/om_os/medarbejdere/lasse-steenbock-vestergaard.

- Det er vigtigt at få borgerne til at forstå at Internet of things ikke er en uoverskuelig svær størrelse. Alle kan lave en sensor, der kan komme på det her netværk. Fra man overhovedet ikke ved noget som helst til man har lavet en sensor, der leverer data, så går der måske en uge. Der er gode tutorials på nettet og teknologien er billig, så vi står et ret centralt sted, hvor IoT kan blive allemandseje, og en del af borgerens værktøjskasse, forklarer han.

Fakta

The Things Network er en global og crowdsourcet bevægelse, der har til formål at udbrede erfaringerne med Internet-of-Things datanetværk, der er ejet og styret af brugerne og som bygger på LoRaWAN. Teknologien gør det muligt at koble fx sensorer på nettet uden brug af 3G eller Wi-Fi. Det er samtidig meget batterieffektivt - enheder kan holde adskillige år - og det har en rækkevidde op til 15 km, alt afhængig af om det er by- eller landzone.

100 specialister samlet under ét tag

Alexandra Instituttet er en almennyttig virksomhed, der arbejder med forskningsbaseret it-innovation. Sammen med offentlige og private virksomheder udvikler vi avancerede og innovative it-løsninger, der skaber vækst, effektive og sikre løsninger, samt nyskabende brugsoplevelser. Digitalisering er et væsentligt redskab til at opnå vækst og velfærd i samfundet. Med vores viden om software, interaktionsteknologi, mobile platforme, udviklingsmetoder, UX og samspillet mellem bruger, teknologi og forretning hjælper vi offentlige og private virksomheder med at udvikle innovative, it-baserede produkter og services – og med at opnå nye forretningsmæssige gevinster. Det giver vores samarbejdspartnere flere års forspring i forhold til deres konkurrenter.

Alexandra Instituttet har ca. 100 medarbejdere med forskellige baggrunde, der spænder over dataloger, arkitekter, antropologer, ingeniører, designere, forretningsudviklere mv. Vores tværfaglighed er en styrke, som vi udnytter til at skabe innovative løsninger for vores kunder og samarbejdspartnere baseret på en dyb forståelse af den brugsmæssige og forretningsmæssige kontekst. Vi er en del af det danske innovationssystem og er et af Danmarks otte GTS-institutter (Godkendt Teknologisk Service). Det betyder, at vi er godkendt af uddannelses- og forskningsministeren som et institut, der kan omsætte forskning til værdi.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar