Blogindlæg -

Analyse: Video slog IKKE radio-stjernen ihjel!

“Video killed the radiostar” proklamerede The Buggles i 1979. Og nok er radiolytning faldet, hvis vi kaster blikket tilbage til 1970’erne, men hvis vi fokuserer indenfor en overskuelig årrække, er radioen i virkeligheden det medie – af de traditionelle af slagsen – der bedst fastholder brugere over tid generelt set, men også på tværs af de famøse generationskløfter.

Det gennemsnitlige tidsforbrug på radiolytning er bare faldet med 3%, sammenlignet med tidsforbruget på eksempelvis avislæsning og tv-sening som er faldet med henholdsvis 9% og 19% over de seneste 4 år.

Og hertil skal tilføjes at den opblomstrende podcast-lytning ikke nødvendigvis er inkluderet i denne lytning (Analyseteknisk detalje: Måden radiolytningen er opgjort på er en selvangivelse af hvor meget tid respondenten anvender på lytning til radio, og derved bliver det en individuel vurdering, hvorvidt den enkelte opfatter podcast-lytning som radiolytning.)

Podcasts er et fokusområde

Podcasting og indhold i form af lyd er således et stort fokusområde hos indholdsproducenterne i disse år. Og antallet at danskproducerede podcasts er steget fra knap 1300 podcasts i februar 2016 til godt 1900 podcasts i oktober 2017 – altså en stigning på ca. 50% det seneste år tid (Kilde: Nochmal).

Noget tyder imidlertid på at udbredelsen i antal faste brugere kun går langsomt fremad. I 2016 var andelen af faste podcast-lyttere 9%. En lille eksklusiv skare der ikke er steget nævneværdig siden 2015. Men begejstringen blandt dem der lytter til podcasts er ikke til at tage fejl af. For de faste lyttere bliver det hurtigt dén væsentligste kilde til analyser og perspektiver, ny viden om emner de aldrig tidligere har berørt, gode fortællinger, mv.

Men hvorfor er lyd så populært? Og hvorfor begejstres lytterne af denne indholdsform?

Årsagerne kan være mange, men en del af forklaringen kan være at indhold i form af lyd – hvis vi ser bort fra tiden før video-formatets udbredelse – primært anvendes sammen med andre aktiviteter; mens vi transporterer os, mens vi arbejder, mens vi laver mad, mens vi gør rent, osv. Herved understøtter podcast-formatet det konstant selvoptimerende menneske. Nu er det muligt at lade sig opdatere med ’relevant indhold’, simultant med andre aktiviteter.

Den stigende on-demand kultur og øget individualisering af indholds- og mediabrug yder naturligvis også indflydelse på brugen af én af de ældste institutioner i mediepaletten. Således er lydstreaming væsentlig mere udbredt blandt de yngre lyttere (Kilde: Nochmal).

Podcasts med succes

Der er historier og lydindhold for alle derude. Vi Unge udgiver podcasts om alt fra pinlige historier til mere seriøs rådgivning til unge i teenageårene. I samarbejde med Bauer Medier udgiver Femina med stor succes, ”I seng med Nova”, som er en podcast-serie omkring parforhold og samliv, og senest har den populære podcast-duo fra Third Ear kastet sig over intet mindre end ’jordens undergang’. Podcast-duoen som i øvrigt lige har modtaget kronprinseparrets stjernedryspris, som tidligt har været giver til ’video-stars’, som Oh land og MØ!

Emner

  • Aviser, tidsskrifter

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85