Pressemeddelelse -
Farvel til BILLED-BLADETs TV-GULD: Ser på nye muligheder for at hylde dansk tv
Efter mere end tre årtier med BILLED-BLADETs TV-GULD har man valgt at tage afsked med den traditionsrige prisuddeling og gallaaften. Det sker i forbindelse med nye strategiske indsatsområder og prioriteringer for BILLED-BLADET, hvor især digital vækst og udvikling af kerneindhold er endnu mere i fokus.
På BILLED-BLADET har man lanceret en ny strategi for digital vækst på tværs af platforme. Samtidig har de seneste 1,5 år med covid-19 givet mulighed for at gentænke både formater og events.
- Efter utallige mindeværdige øjeblikke og aftener i selskab med Danmarks bedste tv-personligheder har vi besluttet at stoppe på toppen med BILLED-BLADETs TV-GULD. Det er naturligvis vemodigt, men samtidig også et resultat af, at vi selvfølgelig hele tiden arbejder med vores strategi og indhold på tværs af formater. Og i de seneste par år har vi haft fuldt fokus på en ny digital vækststrategi for BILLED-BLADET, siger Annemette Krakau, mediechef på Aller Nyheder og chefredaktør på BILLED-BLADET.
Læserafstemningen og den årlige gallafest har været et tilbagevendende holdepunkt for både læsere og tv-værter og -branchefolk, der hvert år har støttet op om og medvirket til at gøre BILLED-BLADETs TV-GULD til noget helt unikt.
- Vi har i over 30 år hyldet den danske tv-branche og belønnet de mange stærke, danske tv-dokumentarer sammen med branchen selv, med vores læsere og ikke mindst vores TV-GULD-komité. Det har været fantastisk at opleve den store opbakning år efter år. Så der skal lyde en stor, varmtfølt tak til læserne, de nominerede, de mange festdeltagere og hele tv-branchen. Og ikke mindst en kæmpe tak til vores komité og komitéformand Mads Egmont Christensen for deres dedikerede arbejde igennem årene.
- Derudover vil jeg også gerne udtrykke en enorm stolthed over det samlingspunkt, som vores TV-GULD-pris har været for hele tv-branchen. Det har altid været nogle fantastiske gallaaftener og prisuddelinger med både sjove, medrivende, rørende og uforglemmelige øjeblikke. Vi kommer til at savne det, og vi tager alle de gode minder med os for altid.
På BILLED-BLADET vil man fortsat se på de nye muligheder, der kan komme i forhold til at hylde og hædre danskernes tv-favoritter sammen med læsere og brugere.
- Vi er i gang med en spændende digital rejse, som vi allerede ser positive resultater af. Og vi vil selvfølgelig også arbejde med, hvordan vi fortsat kan være med til at hylde de mange fantastiske tv-produktioner og -personligheder sammen med vores læsere. Der er ingen tvivl om, at dansk tv fortsat både er og vil være en meget vigtig del af vores læsere og brugeres tid og liv og af BILLED-BLADETs DNA, slutter hun.
BILLED-BLADETS TV-GULD for Danmarks bedste tv-dokumentar er uddelt til:
1989: ”Den sagtmodige morder” af Poul Martinsen
1990: ”De voksne børn” af Ulrik Holmstrup
1991: ”Alene hjemme” af Lars Stærbo, Hanne Danielsen og Troels Rasmussen
1992: ”Røde Ruth” af Jens Bidstrup, Morten Bruus, Jo Francis, John Fuegi, Rudy Hassing, Ivar Hedegaard og Camilla Shyberg
1993: ”Eliten” af Steen Baadsgaard
1994: ”113 skud” af Michael Klint
1995: ”Ren mafia” af Steen Baadsgaard
1996: ”Piger i Vestre Fængsel” af Lars Engels
1997: ”Kontinentet, der sov over sig” af Poul-Erik Heilbuth og Hans Bülow
1998: ”Ingen slinger i valsen” af Per Wennick og Lars Schou
1999: ”Høje historier” af Poul Martinsen og Anders Riis Hansen
2000: ”Den højeste straf” af Tómas Gislason
2001: ”Valomanden” af Vibeke Heide-Jørgensen
2002: ”Æblehovedet og Kommandanten” af Per Wennick
2003: ”Indvandringens historie” af Jakob Gottschau og Øjvind Hesselager
2004: ”Den dyre støtte” af Marian Midé, Morten Krüger og Poul-Erik Heilbuth
2005: ”Lykketoft Finale” af Christoffer Guldbrandsen
2006: ”Den hemmelige krig” af Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen
2007: ”Stem på mig” af Weijun Chen og Mette Heide
2008: ”CIA’s danske forbindelse” af Mette Aaby, Jacob Adrian Mikkelsen, Morten Mouritsen og Kristofer Voigt Rasmussen
2009: ”Dagbog fra midten” af Christoffer Guldbrandsen
2010: ”TOMMY” af Sami Saif
2011: ”Amadillo” af Janus Metz
2012: ”Min barndom i helvede” af Mette Korsgaard
2013: ”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen” af Boris Bertram
2014: ”Mig og min far – hvem fanden gider klappe” af Kathrine Ravn Kruse
2015: ”Indiens døtre” af Leslee Udwin
2016: ”Dem vi var” af Sine Skibsholt
2017: ”De sidste mænd i Aleppo” af Søren Steen Jespersen
2018: ”Olegs krig – en barndom i krigens skygge” af Simon Lereng Wilmont
2019: “En stille forsvinden” af Per Wennick
2020: ”Scandinavian Star” af Mikala Krogh, Lars Halskov og Nikolaj Scherfig
Med prisen som Årets tv-dokumentar ved BILLED-BLADETs TV-GULD følger et beløb, der samlet set gennem tiden er blevet til et betragteligt millionbeløb fra BILLED-BLADET til de mange vindere af prisen.
Emner
- Livsstil, mode, fritid
Kategorier
- aller media
Aller Media er i dag den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. I Danmark har vi en markedsandel på 70% på ugeblade og 43% på magasiner. I alt læser 1,8 millioner danskere med hver måned i mindst en af vores titler og mere end 2,1 millioner bruger et af vores digitale universer.
Aller Media A/S er en del af Aller A/S og har søstervirksomheder i Sverige, Norge og Finland.