Pressemeddelelse -

FSC Design Award i nyt bæredygtigt format

Torsdag den 21. november uddeler Mad & Bolig priserne ”Mad & Boligs Designpris” og ”Mad & Boligs Ærespris” i forbindelse med FSC Design Award 2019, der bliver afholdt i Aller Huset i København. Denne gang i et nyt format, hvor der også inviteres indenfor til konference om grøn omstilling.

Mad & Bolig er for 6. år i træk mediepartner og værter, og ALIVE A/S er producenter, når 14. udgave af FSC Design Award bliver afholdt i Aller Huset torsdag den 21. november. Her dyster arkitekt- og designstuderende fra hele landet om at modtage ”Mad & Boligs Designpris”, der går til det design i bæredygtigt FSC-træ, som får flest stemmer fra Mad & Boligs læsere og brugere.

Udover den eftertragtede ”Mad & Boligs Designpris” uddeler FSC Danmark også sine priser, ligesom ”Mad & Boligs Ærespris” også bliver uddelt. Som noget helt nyt har Mad & Bolig i år udvidet prisen, så der gives hele tre ærespriser; for bedste produkt, bedste initiativ og bedste brand.

Chefredaktør på Mad & Bolig, Cecilie Møller Rasmussen, er glad for og forstår, hvorfor bæredygtighed fylder mere og mere i vores bevidsthed, når vi skal vælge interiør. Det er ikke længere bare et spørgsmål om pris og design, men også om at vælge møbler, der er produceret af bæredygtige materialer, når hjemmet skal indrettes:

- Bæredygtighed vægter højt både for dem, der designer, producerer og køber møbler. Det er en tendens, der kun bliver tydeligere år for år, og som vel snart ikke kan kaldes en tendens mere, men et naturligt krav fra alle sider. Heldigvis kan smukt design, godt håndværk og omtanke for vores verden sagtens følges ad, og det beviser en prisuddeling som FSC Design Award, siger hun og fortsætter:

- I år har vi hele tre ærespriser med i ”Mad & Boligs Ærespris”, da vi kan se, at den bæredygtige tankegang strømmer fra både store og små firmaer, nye som veletablerede, og gennem produkter i både den dyre og billigere prisklasse, der alle rykker ved noget. Det vil vi gerne hylde, slutter hun.

Nyt format med stor konference

Når FSC Design Award for 14. gang i streg afholdes, bliver det også i et nyt format, hvor FSC Danmark kombinerer prisuddelingen med en heldagskonference, der kommer til at handle om meget mere end træ.

Konferencen tager fat i store emner som, hvordan man integrerer bæredygtighed i virksomheden, hvordan bæredygtighed bliver en del af brandet, og hvordan man kortlægger rejsen mod bæredygtighed.

Af oplægsholdere kan nævnes bl.a. Erik Thürmer, der ejer og leder familievirksomheden Thürmer Tools, Solitaire Townsend, medstifter af Futerra og Maria Mattson, der er adfærdsdesigner i Bro Kommunikation. Og så giver FSC også ordet til de næste generationer, hvor et ungepanel bestående af fire teenagere bliver interviewet om deres syn på klima og forbrug.

- Vi har skabt en konference, der beskæftiger sig med det, vi oplever, er allermest efterspurgt på området. Det er ikke bare en FSC-konference eller en konference om træ, men en konference om bæredygtighed i et langt større perspektiv. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til vores ungepanel, hvor vi får sat fremtidens forbrugere i spil, siger Loa Dalgaard Worm, direktør for Strategi og Udvikling i FSC Danmark.

Fakta:

Mad & Boligs Designpris gives til den af Danmarks designstuderende, som læserne har stemt på som det bedste design i FSC-certificeret træ.

Siden den 14. november har man på mainlifestyle.dk/designpris kunnet stemme på de mange indstillede design, og afstemningen er åben helt indtil kl. 12.00 på selve dagen for FSC Design Award, hvor de i alt 46 design også kan opleves live i Aller Husets atrium.

I 2018 gik Mad & Boligs Designpris til Anna Ohmsen og Emma Bukhave Vidarsson fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK), der vandt med lampen ”Frames”.

Mad & Boligs Ærespris uddeles som noget nyt i tre kategorier: bedste produkt, bedste brand og bedste initiativ.

I 2018 vandt Skagerak Denmark for deres fokus på at få lækkert design og brug af bæredygtigt træ til at gå hånd i hånd.

De nominerende til Mad & Boligs Ærespris 2019 for bedste produkt er:

- TAKT bl.a. for stolen Soft Chair.

- Mater for Ocean.

- Bolia for Cosh-lænestolene sammen med resten af 2020-kollektionen.

- Wehlers for R.U.M. chair.

De nominerende til Mad & Boligs Ærespris 2019 for bedste brand er:

- FDB-møbler for at være en af de absolutte firstmovere og kompromisløse i deres tilgang til materialer.

- Alton & Heim for at tænke tilgængelighed og levetid ind i den bæredygtige produktion.

- Rug Solid for at tænke upcycling og forsendelse ind i produktionen.

- Thors Design for at lave bæredygtige møbler af upcyclet maritimt, patineret bolværk fra danske havne og færgelejer.

De nominerende til Mad & Boligs Ærespris 2019 for bedste initiativ er:

- Skagerak for genbrugsplatformen Reclassic.

- Holmris for at give brugte møbler nyt liv ved videresalg og for at donere kvalitetsmøbler til foreninger og institutioner.

- IKEA for samarbejdet med Space10, der skubber til det utænkelige inden for bl.a. bæredygtighed.

- Troldtekt for at lægge vægt på indeklima, certificering, lim og farver. 

Related links

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • fsc danmark
  • loa dalgaard worm
  • maria mattson
  • futerra
  • solitaire townsend
  • thürmer tools
  • erik thürmer
  • fsc konference
  • cecilie møller rasmussen
  • grøn omstilling
  • mad & boligs ærespris
  • mad & boligs designpris
  • mad & bolig
  • fsc-træ
  • fsc-certificeret
  • bæredygtighed
  • fsc
  • fsc design award

Aller Media er i dag den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. I Danmark har vi en markedsandel på ugeblade på 71 % og ca. 800.000 magasinlæsere. I alt læser 2,2 millioner danskere med hver måned i en af vores titler og 2,1 millioner bruger et af vores digitale universer.

Aller Media A/S er en del af Aller Holding A/S og har søstervirksomheder i Sverige, Norge og Finland. 

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85

Relateret materiale