Pressemeddelelse -

Nyt digitalt bureau i Aller Media

Tung rådgivning og satsning på client service skal sikre succesen i et voksende, men også udfordrende marked.

Aller Media A/S etablerer et nyt digitalt performancebureau. Det nye bureau bærer navnet OREON og har fokus på digitale ydelser og performance marketing.

OREON slår dørene op med et hold af stærke rådgivere, som alle har dyb og bred erfaring inden for alle grene af online markedsføring, som f.eks. digital strategi, betalt og organisk Search, SoMe og marketing automation.

Som leder af bureauet indtræder Joakim Kruse med en lang fortid på førende bureauer i den digitale bureaubranche som f.eks. s360, og som selvstændig med opstart og salg af to digitale bureauer. Netop hans erfaring er én af nøglerne til at få fodfæste i et ellers tætbefolket marked. Og det skal blandt andet ske ved hjælp af et målrettet fokus på kundeoplevelsen.

- Branchen er langt mere moden i dag end for bare fem år siden. Der er flere bureauer, som kan give kunderne kompetente løsninger og værktøjer – i stærke og fine setups, skræddersyet præcis til den enkelte virksomhed og behov. Men vores ambitioner rækker videre end dét. Vi tror på, at den største værdi ligger i at gøre op med det klassiske kunde-leverandørforhold, til fordel for et reelt partnerskab, hvor vi i samarbejde med kunderne identificerer de største muligheder, skaber de rigtige løsninger og løbende justerer retningen. Dét, synes vi, der er behov for, siger Joakim Kruse, direktør i OREON.

Den bedste intelligens er menneskelig

Udgangspunktet er digitalt, og OREON vil udnytte data, automatisering og AI alle de steder, det gavner kundens forretning. Men udgangspunktet for OREONs rådgivning er, at den bedste intelligens er placeret i hovedet hos inspirerende mennesker, der giver levende råd, baseret på sund fornuft og høj faglighed.

- Vi er helt med på, at ord er taknemmelige, og det er det letteste i verden at påstå, at vores tilgang, løsninger eller råd er bedre end konkurrenternes. Vi ved godt, at markedet er benhårdt, og at mange af vores kolleger i branchen har stærke brands, som er opbygget over mange år – men vi tror selvsagt på, at der er plads til et digitalt bureau med vores faglighed og værdier. Det kræver benhårdt arbejde at vise kunderne alt dét, vi kan og står for, og det glæder vi os sindssygt meget til, siger Joakim Kruse.

Organisatorisk bliver OREON en del af Allers samlede marketing service-tilbud sammen med OTW, Allers contentbureau. Ambitionen med OREON er nordisk og bureauet bliver en del af Ahead Group, det Aller-ejede, nordiske kommunikationsnetværk bestående af nu 13 bureauer. Det gør OREON i stand til fra dag 1 at levere et nordisk marketing set-up til skandinaviske kunder.

Beslutningen om at etablere OREON bygger både på en generel analyse af mulighederne i markedet og på konkret efterspørgsel fra OTWs eksisterende kunder, som i stigende omfang efterlyser en integreret tilgang til udviklingen og distributionen af indhold. Det behov skal OREON i samspil med OTW opfylde, og de første kunder har allerede meldt sig på banen og sikrer selskabet en flyvende start.

- Vores kunder efterspørger digitale løsninger, som kan hjælpe dem i omstillingen til den nye medievirkelighed. Det har vi i OTW stærke, digitale kræfter, som hjælper dem med. Med OREON tilfører vi nye kompetencer og muskler, som direkte knytter sig til online markedsføring, automation og performance marketing. Resultatet bliver et specialiseret bureau, som både kan gå i markedet skulder ved skulder med OTW og – ikke mindst – i egen kraft, siger Annette Bach, CEO i OTW.

OREON får base hos OTW i Århus og København. 

Yderligere oplysninger:

Joakim Kruse, direktør, OREON

joakim.kruse@oreon.dk

Tlf: 24 86 40 02

Annette Bach, CEO, OTW

annette.bach@otw.dk

Tlf: 51 44 06 51

Related links

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Aller Media er i dag den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. I Danmark har vi en markedsandel på ugeblade på 71 % og ca. 800.000 magasinlæsere. I alt læser 2,2 millioner danskere med hver måned i en af vores titler og 2,1 millioner bruger et af vores digitale universer.

Aller Media A/S er en del af Aller Holding A/S og har søstervirksomheder i Sverige, Norge og Finland. 

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85

Relateret materiale