Pressemeddelelse -

Sofie fra Umbrellasagen fortæller sin historie i ny podcast om digitale krænkelser

Hun var hovedperson i den såkaldte Operation Umbrella, hvor flere end 1100 unge blev retsforfulgt for at dele seksuelt krænkende videoer af hende, der blev optaget, da hun var 15 år gammel. Nu står Sofie frem i podcasten Min teenager deler da ikke nøgenbillederog fortæller for første gang i detaljer, hvordan hun har oplevet at være offer for danmarkshistoriens værste sag om digitale krænkelser.

- At blive delt og fuldstændig miste magten over, hvem der ser mig nøgen har været helt forfærdeligt. Alt det, der er sket, har betydet, at jeg har mistet min identitet, som jeg først nu i en alder af 21 år er ved at finde igen, siger Sofie.

Det er mere end fem år siden, videoerne af hende blev delt første gang, men Sofie fortæller i podcasten, at hun igennem årene har fået flere end tusind beskeder på sociale medier fra folk, der har set videoerne. Beskeder om, at hun er billig og klam, og at hun selv er skyld i, at hun er blevet delt uden samtykke.

Den massive udskamning, hun har været udsat for, er helt utilstedelig, mener hun.

- Det er ekstremt ubehageligt, at der sidder nogle og gemmer sig bag en skærm og skriver de her ting og ikke tænker over, at det rammer et ægte levende menneske. Det går jo ind, selvom jeg godt inderst inde ved, at det ikke er min egen skyld, at jeg er blevet filmet og delt uden mit samtykke, siger hun.

At ofre for digitale krænkelser bliver udsat for udskamning er en generel tendens, oplever journalist Milla Mølgaard, der står bag podcasten. Hun har skrevet artikler og bøger om digitale krænkelser i en årrække og mener, at det fortsat er en stor og nødvendig opgave at oplyse om fænomenet og dets konsekvenser for den enkelte.

- Alle de ofre for ulovlig billeddeling, jeg har talt med gennem tiden, har oplevet at blive mistænkeliggjort eller hånet for de forbrydelser, de er blevet udsat for. Podcasten her er et forsøg på at få sat fokus på, hvor ødelæggende delingerne og den efterfølgende victimblaming kan være for et menneske.

For Sofie har det krævet stort tilløb at stå frem med sin historie i podcasten. Men det er nødvendigt, oplever hun.

- Politiet mener, at de har gjort deres. Retssagerne i Umbrellasagen er ved vejs ende, og mange har en ide om, at nu har de unge lært deres lektie og stopper med at dele andre uden samtykke. Men der kan jeg bare sige et kæmpe nej. Jeg får stadig ubehagelige beskeder og kommentarer vedrørende den her video, som fortsat er derude. Og jeg får ondt i maven, hver gang jeg hører om en ny sag, hvor unge piger bliver delt mod deres vilje, siger Sofie.

- Så kære samfund, kære forældre: Jeres børn har ikke lært at opføre sig ordentligt endnu, og derfor er det supervigtigt, at der kommer endnu mere oplysning om, hvad digitale krænkelser gør ved dem, det går ud over. Og at vi en gang for alle får slået fast, at digitale krænkelser ikke er ofrenes egen skyld. Det er der tydeligvis rigtig meget brug for.

Hør Sofie fortælle sin historie i afsnit 1 af podcastserien ’Min teenager deler da ikke nøgenbilleder’ her. Podcastens i alt 8 afsnit udgives i samarbejde med heartbeats.dk. Podcasten er støttet af Offerfonden.

Kontakt og info:

Pressekontakt: Milla Mølgaard, 26719590

Pressebilleder: https://www.dropbox.com/sh/6kuud6gelnwyn6p/AAAfLi0o_-y6rGIuVcumrmBra?dl=0

Related links

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • operation umbrella
  • digitale krænkelser
  • some
  • sociale medier
  • mille mølgaard
  • heartbeats
  • umbrella
  • umbrellasagen
  • teenager
  • victimblaming
  • video
  • podcast
  • podcasten
  • min teenager deler da ikke nøgenbilleder

Aller Media er i dag den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. I Danmark har vi en markedsandel på 73% på ugeblade og 45% på magasiner. I alt læser 2,1 millioner danskere med hver måned i en af vores titler og mere end 2,5 millioner bruger et af vores digitale universer.

Aller Media A/S er en del af Aller A/S og har søstervirksomheder i Sverige, Norge og Finland.

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85

Relateret materiale