Pressemeddelelse —
Mørke tanker og håbefuld punk fra DARK THOUGHTS
Dark Thoughts er et punkband fra Philadelphia, hvor de i flere år har været en del af den lokale DIY-scene. De spiller en hurtig og melodisk form for punk, ofte beskrevet som "Ramonescore," med korte, effektive sange og stærke hooks. Samtidig er deres tekster mere personlige og eftertænksomme end klassisk poppunk og kredser blandt andet om hverdagens gentagelser, indre tilstande og en underliggende søgen efter håb.
Efter fem års stilhed siden albummet Must Be Nice er de tilbage med deres fjerde LP, Highway to the End. På overfladen lyder bandet stadig som sig selv – med klare referencer til Ramones – men sangskrivningen er blevet endnu mere strippet og præcis. Numre som “Slept Til Two” og “Groundhog Day” viser, hvordan bandet kan formidle meget med få virkemidler, mens “Please Don’t Be Lonesome” introducerer en mere afdæmpet side med plads til sårbarhed. Albummet balancerer det rå, energiske udtryk med en mere følelsesdrevet kerne uden at miste tempo eller nerve.
Dark Thoughts kan opleves live i København den 24. september, når de spiller i BETA. Det bliver en koncert, hvor de kompakte sange og den direkte energi for alvor får plads.
DARK THOUGHTS (US)
24. september i BETA
150 kr. i forsalg / 170 kr. i døren
Billetter via ticketmaster.dk og ab-b.dk
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Amager Bio blev indviet som koncertsted i 1997 og BETA i 2010. Samlet er det en vigtig spiller i det Københavnske livemusikmiljø med over 270 koncerter og arrangementer årligt. Stedet præsenterer de fleste rytmiske genrer med hovedvægt på rock, pop og metal og med et mix af både klassiske såvel som nye navne.