Pressemeddelelse —
10 småfejl, der kan koste et omsyn
En defekt pære, en tom sprinklerbeholder eller et dæk, der vender forkert. Det kan være helt simple ting, der giver bilen en plet på synsrapporten. Her er 10 klassiske småting, som synsfolk ofte møder – og som du let kan tage hånd om hjemme i indkørslen.
Når indkaldelsen til periodisk syn lander i Digital Post, vælger mange bilister at booke en tid og aflevere bilen direkte til kontrol i den lokale synshal. Men det kan betale sig lige at bruge ti minutter på bilen først.
“Vi ser jævnligt biler, hvor ejeren kunne have sparet sig selv for en anmærkning eller et omsyn ved blot at gå en tur rundt om bilen før synet. Det kan være noget så simpelt som en sprunget pære, en tændt advarselslampe eller en forrudevasker, der ikke virker,” fortæller John Gantzhorn, teknisk chef hos Applus+ Bilsyn.
Den tekniske chef kommer med lette 10 tips, der øger chancen for at bilen stryger gennem synet uden anmærkninger.
1. Instrumentbrættet lyser som et juletræ
De fleste advarselslamper tænder kortvarigt, når bilen startes, men de skal slukke igen. Bliver eksempelvis en lampe for bremser, ABS, airbag eller motorstyring ved med at lyse, bør fejlen undersøges inden synet – ellers består bilen ikke synet.
2. Der er gået en pære
Tænd lyset og gå en tur rundt om bilen. Tjek nærlys, fjernlys, tågelys, positionslys, blinklys, baglygter, stoplygter og nummerpladelys.
Defekte lygter er blandt de helt klassiske synsfejl, og de fleste lygtefejl giver omsyn. Det er ærgerlige penge at bruge på en ekstra tur til synshallen, hvis problemet kunne være løst med en ny pære fra den lokale tankstation eller bilistbutik.
3. Dækkene er slidt ned – eller vender forkert
Dækkene skal have mindst 1,6 mm mønster, men kig også efter flænger, buler og unormalt slid.
Har du selv skiftet hjul, bør du desuden tjekke siden af dækket. Mange moderne dæk er retningsbestemte og mærket med en pil, der viser rotationsretningen. Sidder dækket forkert, skal det vendes - ellers består bilen ikke synet.
4. Viskerne tværer mere ud, end de vasker
En regnvejrsdag afslører hurtigt slidte viskerblade, men mange vænner sig gradvist til de fedtede striber på ruden.
Tjek samtidig, at forrudevaskeren leverer sprinkler til ruden. En tom beholder kan let fyldes, men strejker vaskeren, kan det udløse et omsyn. Fyld derfor sprinklervæske på og giv systemet en prøve inden besøget.
Tip: Rammer strålerne med sprinklervæske ikke ruden, kan de ofte justeres på plads med en synål.
5. Du kan knap nok se ud
Synet handler også om udsyn. Giv derfor forruden en ordentlig rengøring både udvendigt og indvendigt. Tjek samtidig for stenslag og revner, og fjern telefonholdere, vimpler, solskærme, Wunderbaum og andet pynt, der er placeret i eller tæt på førerens synsfelt.
6. Kabinen ligner dagen efter en bilferie
Jakker, flasker, værktøj, legetøj og gamle kaffekopper pynter sjældent i en bil – og slet ikke til syn, hvor synsmanden skal udføre forskellige kontroller i kabinen.
Ryd op, så synsmedarbejderen uhindret kan komme til sikkerhedsseler og andre kontrolpunkter. Vær især opmærksom på løse genstande i kabinen - en tom flaske kan ryge under bremsepedalen og gøre synsmandens testkørsel til en katastrofe, når han banker op i en forankørende…
7. Rusten har fået arbejdsro
En smule overfladerust er intet problem ved et periodisk syn. Anderledes ser det ud, hvis rusten får lov til at udvikle sig i bilens bærende konstruktion.
Hold derfor øje med begyndende rust i eksempelvis vanger, paneler og bilens bund. Jo tidligere rusten opdages og behandles, desto mindre er risikoen for, at synsmandens lille hammer en dag finder et hul.
Tip: Book tid til en omgang supplerende rustbeskyttelse, når bilen alligevel skal til syn - så klarer Applus+ resten.
8. Bremserne bliver aldrig brugt rigtigt
Det gælder især elbiler og hybrider. De bremser ofte med elmotoren, og derfor får de almindelige bremseskiver mindre motion. Resultatet kan være bremseskiver med dybe rustriller– også på forholdsvis nye biler.
Brug derfor de mekaniske bremser jævnligt. Et par kontrollerede opbremsninger på en egnet og trafiksikker strækning kan hjælpe med at holde skiverne rene. Ryster bilen eller trækker den til siden under opbremsning, bør et værksted se på den.
9. Servicebogen har samlet støv
Et periodisk syn er ikke det samme som et serviceeftersyn, men manglende vedligeholdelse kan alligevel sætte sine spor.
Oliespild, en utæt udstødning, slidte komponenter og en motor, der ikke længere forbrænder ordentligt, er typiske eksempler. Overhold derfor bilens serviceintervaller og reager på nye mislyde, lugte eller pletter under bilen i stedet for at vente til synsdagen.
10. Husk de små ting, du aldrig bruger
Hvornår brugte du sidst hornet? Prøv det inden synet. Et defekt horn er en fejl, der kan sende bilen til omsyn.
Har bilen anhængertræk, bør du også kontrollere el-stikket. Synsmanden gør det nemlig, og et stik, der ikke fungerer korrekt, kan ligeledes betyde, at bilen skal forbi synshallen endnu en gang.
Ti minutter kan spare en ekstra tur
Man behøver altså hverken en lift eller en mekanikeruddannelse for at give bilen et hurtigt førsyn hjemme i indkørslen.
“Tanken er ikke, at bilejeren selv skal kunne vurdere bilens tekniske tilstand. Det er vores arbejde. Men bruger man ti minutter på lys, dæk, udsyn og de mest almindelige funktioner, kan man fange mange af de helt banale fejl, inden vi gør det,” siger John Gantzhorn.
Skulle bilen alligevel få konstateret en fejl, der kræver omsyn, er der i dag 60 kalenderdage til at få fejlen udbedret og bilen godkendt.
Emner
Kategorier
Regions
Applus+ udfører årligt over 500.000 syn og omsyn, hvilket har givet os stor ekspertise. Denne ekspertise gavner kunderne både ved bilsyn og ved rådgivning om BrugtbilsAttest, TilstandsAttest og BatteriAttest. Vi fokuserer på ensartet høj kvalitet og kundetilfredshed. Derfor bliver vi løbende evalueret af eksterne partnere