Pressemeddelelse -
To vigtige opgaver i hus: Danmarks hidtil største OPP-projekt samt ny bydel
Arkitema Architects er netop blevet udpeget som arkitekter på det nye psykiatriske hospital i Skejby - Danmarks hidtil største OPP-projekt - samt til udviklingen af ny bydel med op mod 1.200 boliger omkring det eksisterende psykiatriske hospital i Risskov.
Nyt psykiatrisk center i Skejby
Det nye psykiatriske center i Skejby er et byggeri til 1,3 mia. kr. Centret bliver en del af Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Hospitalet omfatter en voksen- og en børnepsykiatrisk afdeling med ambulatorier og sengeafsnit på i alt 40.000 kvm samt en selvstændigt beliggende retspsykiatri på 10.000 kvm. Centret bliver på 50.000 kvadratmeter og skal senest i 2019 afløse det over 150 år gamle psykiatriske hospital i Risskov.
“Hidtil har man ikke kunne planlægge ret langt ud i fremtiden, fordi byggeriet først nu er vedtaget i regionsrådet. Den usikkerhed har vi netop slået en pæl igennem”, siger regionsrådsformand Bent Hansen, efter regionsrådet i dag, onsdag d. 25. juni, har vedtaget byggerierne.
Han glæder sig over, at patienter og medarbejdere nu får udsigt til en moderne psykiatri i tidssvarende rammer. For eksempel bliver alle sengestuer udstyret med eget bad og toilet, og der bliver nemmere adgang til udearealer for de patienter, der ikke må forlade afdelingen.
(kilde: www.regionmidtjylland.dk)
Psykiatrisk center og ny bydel
Udover det nye psykiatriske center i Skejby omfatter opgaven samtidig en helt ny bydel i Risskov, i de bygninger, der hidtil har dannet rammen om den psykiatriske behandling i Aarhus. En ny bydel, der tager udgangspunkt i Bindesbølls smukke og kulturhistoriske bygninger. I alt rummer bydelen 110.000 kvm boliger fordelt på godt 1.200 nye boliger - indrettet i dels de historiske bygninger, dels i nybyggeri i området.
“Med disse opgaver cementerer Arkitema Architects to af vores største forretningsområder - bolig og sundhed. Her manifesterer vi vores viden og erfaring med boligprojekter og sundhedsbyggerier”, fortæller Kim Risager, partner hos Arkitema Architects.
Det første spadestik til det nye psykiatriske hospital ventes taget primo 2016, og hospitalet tages i brug 1. januar 2019. Nyt Psykiatrisk Center opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP).
Data
Psykiatrisk Center i DNU
Adresse: Skejby
År: 2014-2019
Omfang: 50.000 m²
Bygherre: Region Midtjylland og KPC Byg
Arkitekt : Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Architects
Ingeniør: Grontmij
Bindesbøll Byen
Adresse: Risskov
År: 2014-
Omfang: 110.000 m²
Bygherre: KPC Byg
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Wicotec Kirkebjerg
Emner
- Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler
Kategorier
- bolig
- health
- sundhed
- arkitektur
- arkitema architects
Du finder Arkitema Architects her:
Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rued Langgaards Vej 8, 2300 København S - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rosenlundsgatan 29A, S 104 62 Stockholm - Tlf. 46 (0)8 545 856 00 - Find vej
Drammensveien 147B, 2. etg., N-0277 Oslo - Tlf: +45 7011 7011
Læs mere om os og vores mange projekter her