Pressemeddelelse -
Julemarked på Borreby Herreborg
Julemarked på Borreby
19. + 20. november og igen 26. + 27. november kl. 10-16
Mulighed for, at købe julegaver, julepynt, julemad og godter og samtidig opleve Borreby Teater.
Gennem en del år har Loa Castenschiold og Jutta Sabinsky åbnet Galleriet på Borreby for et herligt julemarked, som tiltrak gæster fra nær og fjern. Galleriet lukkede sidste år, så derfor var der ikke noget Jul på Borreby. Men det laver Joachim Castenschiold nu om på. I samarbejde med ”Op med Håret” fra Korsør etablerer Borreby Teater et julemarked, som finder sted lørdag/søndag, 19.-20. november og 26.-27. november, alle dage fra 10 – 16.
”Vi satser på at det skal blive endnu en tilbagevendende tradition på Borreby”, udtaler Joachim. ”Vi synes vi har nogle dejlige rammer, med mulighed for både indendørs og udendørs boder, og så noget herlig underholdning ” Kl. 11.00 de første 3 dage opfører Ungdomsskolens Dramahold et julespil, og de 17 elever under ledelse af Jette Brun Eriksen og Steen Andresen vil gøre deres bedste for at få alle i julestemning. Kl. 13.00 synger koret ”De varme kastanjer” julen ind den første weekend, mens Vindebrokoret under ledelse af Henning Vilén giver koncert med helt nyt repertoire lørdag den 26.11 kl. 13.00. Underholdningen finder sted i Cafeen, hvor man selvfølgelig også kan købe gløgg og æbleskiver, samt sandwiches og drikkevarer.
Kl. 15.00 alle dage går ”The Broadways” på scenen i den kommende teatersal, som publikum vil få lejlighed til at opleve for første gang. Salen er ikke færdig, men man vil alligevel kunne få et godt billede af, hvordan den til sin tid kommer til at fungere. Bag ”The Broadways” gemmer sig 6 dygtige solister, som utvivlsomt vil få salen til at gynge. Det er Amalie Holm, May-Britt Strandet, Benedikte Gjerulff, Peter Thieme, Ivan Jensen og Tage Sørensen, der giver julekoncert, med en blanding af julesange og musicalnumre. Sidst de seks aktører optrådte på Borreby, var til musicalkoncerten i sommeren 2010. Nordea Fonden og Borreby Teaters Erhvervsklub er sponsorer på koncerten, som koster kr. 40 i forsalg på billet@vindebroen.dk eller via telefon 25 60 25 34. Der kan også købes billetter på stedet til kr. 50. En helt enestående chance for at se teatersalen og få en dejlig oplevelse for øjne og ører.
Blandt de mange forskellige boder med brugskunst, pynt, gaver og godter finder man f.eks. Heidi Rosendahl, der sælger chokolader, som hun selv fremstiller af de bedste råvarer, JuleRosen fra Korsør, som præsenterer flotte dekorerede dåser til juleknas og kager, og kugler og figurer, som alle er mundblæse og håndmalede med økologisk maling, og Lene & Sussie Navntoft, der kommer med anderledes nisser, hjerter, engle og forskellige dyr, alt hjemmesyet i uld og hør. Nogle af Lokalavlerne fra Skælskør er også med, bl.a. Borreby Gods, som sælger vildt og mel. Har man lyst, kan man oven i købet selv male melet.
Entre: Det koster kr. 50 for voksne at komme ind på Borreby Julemarked, incl. underholdning i Cafeen, mens der skal betales ekstra for koncerten med ”The Broadways”. Adressen er Borrebyvej 41, 4230 Skælskør.
På julegensyn
Joachim Castenschiold
Emner
- Underholdning
Kategorier
- julemarked
- borreby herreborg
- borreby teater
- joachim castenschiold
- skælskør
- jul
- kor
- underholdning
- mad
- æbleskiver
- glögg
- børn
- teater
- julepynt
- julesager
- godter
- chokolade
- brugskunst