Nyhed -

Her er den nye Kapitalpension

Fra 2013 er det slut med fradragsfrie indbetalinger til kapitalpensionen. I stedet kommer der en ny ordning, hvor beskatningen sker, mens du sparer op fremfor ved udbetalingen.

Af: Charlotte Bertram

Regeringen har fremsat et lovforslag, der vil ændre på pensionsbeskatningsloven. Går det igennem, kan du fra 1. januar 2013 ikke længere lave fradragsfrie indbetalinger på kapitalpensioner.

Regeringen har i stedet fremsat et forslag om en anden ordning, der formentlig vil blive kaldt alderspension, hvor beskatningen sker, mens man sparer op fremfor ved udbetalingen som førhen.

I fremtiden vil man maksimalt kunne indbetale 27.600 kroner om året, hvor grænsen førhen var 46.000 kroner. Ved indbetalinger over beløbsgrænsen på 27.600 kroner skal du betale en afgift på 20 procent. Hvis du vil foretage udbetalinger fra ordningen, inden du når pensionsalderen, vil der også være en afgift på 20 procent.

Afkastet på alderspensionen vil blive beskattet ligesom den nuværende kapitalpension med en afgift på 15,3 procent.

Fordele ved alderspensionen
Din nuværende kapitalpension kan du overføre til en alderspension mod betaling af afgift. Hvis du gør det i løbet af 2013, kan du få en særlig lav sats på 37,3 procent. Hvis du gør det senere, skal du betale de normale 40 procent.

I det store og hele er der altså ikke ret meget ændret. Dog er alderspensionen et lidt bedre tilbud, hvis du ændrer det i 2013, da du vil kunne få lov at slippe med de 37,3 procent i afgift frem for at betale 40 procent senere.

Kilde: Forsikring og Pension

Emner

  • Arbejdsliv

Kategorier

  • pension
  • den nye kapitalpension

Kontakt