Pressemeddelelse -

Færre selvstændige lukker

Antallet af virksomheder, der må dreje nøglen om, er faldet støt siden 2010, viser nye tal fra ASE. Ifølge a-kassen, som forsikrer 85.000 selvstændige, er tallene udtryk for, at den bølge af lukninger, der blev sat i gang ved krisens start i 2008 er ved at rinde ud.

"Det er en almindeligt kendt effekt af et økonomisk tilbageslag, at der skabes en form for overlukning. Svage, eller blot mindre levedygtige virksomheder, bliver så at sige slået omkuld, og tilbage står kun de allermest levedygtige", fortæller ASEs direktør Jesper Bøge.

Fra knap 2000 til 750 lukninger
ASE modtog 1857 dagpengeansøgninger fra selvstændige i 2010. I 2011 var tallet faldet til 869 og i år anslås det at havne på omtrent 750. Tallene afspejler, at virksomheden enten er lukket ned eller er blevet erklæret konkurs. Når faldet i lukninger er mindre i år end i 2011, er det ikke, som man kunne forledes til at tro - eller håbe - et udtryk for en forskel på økonomien i de to år, forklarer Jesper Bøge.

Lukninger er et grundvilkår
"I et kapitalistisk system vil der altid være lukninger. Når en krise rammer, bukker langt flere under, indtil man lidt efter lidt vender tilbage til en mere normal situation. Forhåbentlig bliver tallet lavere i 2013, men vi kommer aldrig i en situation, hvor der ikke sker lukninger. En ubarmhjertig udskilning er et grundvilkår i en økonomi som vores", siger Jesper Bøge.

Iværksætteruge
Uge 46 er iværksætteruge, og der har i løbet af ugen været fokus på driftige ildsjæle, der tør kaste sig ud i at stifte egen virksomhed. En af de store udfordringer er at finde risikovillig kapital til at starte op på.

"I år 2000 var det væsentligt lettere at finde investeringskapital, og det var naturligvis på mange måder en stor fordel. Men vi må nok indstille os på, at den situation, vi er i nu, er vilkåret langt frem i tiden. Hvis man skal se på den lyse side betyder det, at du i dag nødt til at være grundigere forberedt, og forretningsmodellen skal være bedre gennemarbejdet. I sidste ende er det sandsynligt, at det også vil give sundere virksomheder", vurderer Jesper Bøge.

Emner

  • Arbejdsliv

Kategorier

  • selvstændig
  • dagpenge

Værd at vide om ASE
Vi er en arbejdsløshedskasse og 100% ejet af vores medlemmer.

Vores DNA er vores uafhængighed. Det er den, der adskiller os fra alle andre a-kasser og gør os fri af religiøse, faglige og politiske interesser. Derfor kan vi tænke og mene, hvad vi vil.

Vi er stolte af vores uafhængighed. Særligt fordi vi så kan byde dig velkommen hos os, uanset hvem du er. Vi har plads til alle - både lønmodtagere, selvstændige og dig, der er under uddannelse.

Kontakt