Pressemeddelelse -

Ringe forventninger til vækst hos små virksomheder

Forventningerne om bedre tider er på vågeblus hos flertallet af landets små virksomheder. Det viser en ny måling fra deres organisation, Ase, som appellerer til politikerne om at få øjnene op for den værdi, selvstændige bidrager med.

Ases måling, som er lavet blandt lidt mere end 1.000 selvstændige, viser, at mens halvdelen forventer en neutral økonomisk udvikling over de næste tre måneder, forventer kun lidt under hver tredje en gunstig udvikling. Forventningerne er således lidt ringere end i en tilsvarende måling lavet for et år siden.

"Den erhvervsgruppe, der er tale om, omsætter for tæt på 1.000 milliarder om året, så der er grund til at tage det alvorligt, når forventningerne står så stille, som de gør. Der er ovenikøbet en tendens til, at det går lidt ringere, end det gjorde for et år siden," siger Ases direktør, Karsten Mølgaard Jensen.

En af de ting, der går igen som forklaring fra de små virksomheders side, er håndværkerfradragets afskaffelse. Men ifølge Ase er der også en mere generel politisk tendens på spil.

"Man har det med at overse den enorme værdi, små virksomheder skaber. Ikke kun innovative iværksættere, men også håndværksmestre, frisører og andre fag, som får ekstremt meget fokus, når det handler om uddannelse, men nærmest mødes af ligegyldighed, når det kommer til iværksætteri og drift af selvstændig virksomhed," lyder det fra Karsten Mølgaard Jensen.

Som eksempel nævner han, at det netop er kommet frem, at ud af 120 erhvervsstøtteordninger på Sjælland er der stort set ikke én, der er tilgængelig for almindelige selvstændige.

"Det er et udtryk for, at politikerne ikke interesserer sig for almindelige selvstændige. Afskaffelsen af håndværkerfradraget er et symptom på præcis det samme. Men når man ser på vores måling, står det lysende klart, at der er behov for at stimulere disse virksomheder. Det er simpelthen til alles gavn, at det går godt for de små erhvervsdrivende," siger Karsten Mølgaard Jensen.

Ases måling

Hvordan vurderer du den økonomiske situation for din virksomhed lige nu?
Januar 2014Januar 2015
Gunstig33%29%
Neutral52%52%
Ugunstig15%19%
Hvordan vurderer du, at den økonomiske situation i din virksomhed vil udvikle sig hen over de næste tre måneder?
Januar 2014Januar 2015
Positivt38%35%
Neutralt53%55%
Negativt9%11%

Om analysen

  • Undersøgelsen er foretaget af Ase
  • 1.050 selvstændige har deltaget i undersøgelsen fra januar 2015, mens 1.109 selvstændige har deltaget i undersøgelsen fra januar 2014
  • Respondenterne er omtrent repræsentative på geografi og brancher og repræsenterer virksomheder med 0-10 ansatte
  • Data for 2014 er indsamlet i uge 52 2013 til uge 1 2014 / data for 2015 er indsamlet i uge 3-4 2015

Emner

  • Arbejdsliv

Ase er Danmarks femtestørste a-kasse med knap 150.000 medlemmer. Heraf er godt halvdelen selvstændige. Ase driver desuden en organisation for selvstændige samt en tværfaglig forening for lønmodtagere. Alle foreninger har som målsætning at hjælpe folk med at forløse deres potentiale på arbejdsmarkedet.

Kontakt