Nyhed

Jo, Japan gennemfører reformer

Japans nye regering har lanceret en ny økonomisk recept, som den kalder Abenomics, opkaldt efter premierminister Shinzo Abe.
Formålet er at komme af med årtiers deflation, og Abenomics handler derfor dels om en lempelig adgang til penge og store offentlige investeringer, gammelkendte metoder til at få gang i den japanske økonomi. Men den handler også om reformer, der skal styrke Japan i en mere åben og globaliseret økonomi.
Liberale økonomer i vesten har været gevaldigt skeptiske ved Abenomics-opskriften. Lempelig adgang til penge og store offentlige investeringer løser ingenting på længere sigt, hedder det. Og hvad bliver det til med de der tiltrængte reformer? Bliver det nogensinde til noget med dem?
Ja, siger den danske erhvervsøkonom Camilla Nellemann, som i øjeblikket er PHD på Rikkyo-universitetet i Tokyo. Abe-regeringen har på afgørende områder taget skridt til en ny politik, som vil styrke den japanske økonomis konkurrencedygtighed i verden.
- Abenomics går helt efter planen. Planen hænger godt sammen, og japanerne tror på den, fordi resultaterne er synlige, sagde hun mandag i tv-programmet DR2Dagen.
For det første har Abe-regeringen taget skridt til at lave frihandelsaftaler med omverdenen, som for alvor vil fjerne handelshindringer og åbne det japanske marked for international konkurrence. Det kræver handlekraft, fordi modstanden især kommer fra Japans landbrugere, som er regeringspartiets LDP’s kernevælgere.
- Det er angstprovokerende for mange japanere, inklusive regeringen, med de frihandelsaftaler, sagde Camilla Nellemann i DR2Dagen. Man er bange for den udvikling, der vil komme. Mange industrier i Japan er ikke så konkurrencedygtige, fordi de har haft tendens til at hjælpe hinanden i stedet for at konkurrere. De er ikke vant til den konkurrence fra udlandet, som utvivlsomt vil komme.
For det andet har regeringen taget konkrete skridt til hurtigst muligt at få godkendt de mange atomreaktorer rundt omkring i landet, som i øjeblikket står stille, af den nye tilsynsmyndighed, der blev indført efter Fukushima-ulykken i 2011. Det vil være en kæmpe besparelse for hele Japans økonomi. I øjeblikket importerer man så meget naturgas, at Japan har fået et handelsunderskud i forhold til omverdenen for første gang i årtier.
Og for det tredje mener Shinzo Abe og hans regering det alvorligt med at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, vurderer Camilla Nellemann. Det er fuldkommen nødvendigt, hvis Japan skal have arbejdskraft nok i fremtiden.
- Det er det oplagte at gøre i Japan, og Abe har fremlagt en konkret plan. Der skal indføres tre års barselsorlov, og inden 2017 skal der gives nye dagpasningstilbud til 400.000 børn. Endelig indføres der en fond til genuddannelse af de kvinder, der har haft barselsorlov, forklarede hun i DR2Dagen.

Related links

Emner

  • Økonomi