VELFÆRDSSAMFUNDET ER DEN VIGTIGSTE VÆRDI I VORES SAMFUND

Vi skal skabe meningsfulde fællesskaber for mennesker i udenforskaber. Velfærdssamfundet er nøglen til at invitere udsatte indenfor og blive en del af fællesskabet og får en meningsfuld rolle i samfundet. Den nye Danmarkskanon peger i den helt rigtige retning: Velfærdssamfundet som motor for sammenhængskræften.

Bertel Haarder offentliggjorde den 12. december den nye Danmarkskanon. Et fælles fundament for på hvilken måde vi skaber og sikrer sammenhængskraft i velfærdssamfundet. Resultatet er baseret på 2.425 danskeres forslag til, hvilke værdier vores samfund skal bygge på i fremtiden. Man kunne have frygtet, at resultatet var blevet værdier som ”et homogent samfund”, ”individualisme” etc. Derfor gjorde det mig oprigtig glad, at ”velfærdssamfundet” blev valgt som den vigtigste værdi, fordi det netop er her, vi identificerer os med noget, der er større end os selv – hver især.

Det faktum, at velfærd skal gælde for alle, siger ikke kun noget om at fælleskabet er det bærende fundament for vores samfund. Men også at vi er villige til at investere i hinandens velfærd og at vi bekymrer os om vores næste, at vi mener, at det kan betale sig at investere i mennesker.

Jeg håber på, at vi i det nye år bliver endnu bedre til at manifestere og formidle at ”alle tæller”. At vi handler på visionen om, at alle mennesker skal føle sig værdifulde, og at fælleskabet i samfundet bliver vores vigtigste sammenhængskraft.

I mit liv har jeg mødt mange mennesker, der har levet en større eller mindre del af deres liv i udenforskab. Konsekvensen er, at de ikke føler de hører til, at de ikke oplever nogen berettigelse, og at de ikke er værdifulde. Det har ikke kun betydning for det enkelte menneskes oplevelse af at være isoleret fra fælleskabet, men gør også, at vi mister værdifulde ressourcer, som – alternativt – kan være med til at udvikle og skabe det fælleskab, vi kalder velfærdssamfundet.

Fælleskabet i samfundet er og bliver vores vigtigste sammenhængskraft.

Jeg håber på, at vi i det nye år bliver endnu bedre til at manifestere og formidle at ”alle tæller”. At vi handler på visionen om, at alle mennesker skal føle sig værdifulde, og at fælleskabet i samfundet er og bliver vores vigtigste sammenhængskraft. At mennesker bliver inkluderet, ser sig som en del af fællesskabet og får medbestemmelse og –ansvar for at skabe sit eget liv.

From zero til hero

Et af de mennesker, som har gjort størst indtryk på mig, er en dreng, jeg mødte for seks år siden. Han er vokset op med sin mor, som ikke kan tale dansk, og hans nærmeste og eneste venner var den kriminelle bande i hans hood på Nørrebro. Da jeg mødte ham i AskovFonden, havde han to klare bud på, hvad han skulle være, når han blev stor. For ham var der to åbenlyse veje: Han kunne enten blive kriminel eller pædagog.

Da jeg spurgte ham, hvorfor det var et valg om netop de to muligheder, kiggede han målløs og lidt undrende på mig og svarede, at det var det eneste, han kendte til. ”Hvem skal hjælpe mig videre?”, spurgte han. ”Jeg er brun, har ikke gennemført 9.klasse og kan ikke se, hvad jeg kan bidrage med”.

Gennem de efterfølgende fire år, blev han involveret i en af vores indsatser, der støttede ham i at gennemføre et uddannelsesforløb på Københavns Tekniske Skole og videre i en læreplads. En læreplads, som garanterede ham job efterfølgende, hvis han fuldførte og deltog aktivt. Det er ingen hemmelighed, at det krævede en omfattende og håndholdt indsats med en ressourceperson til rådighed, når det blev svært, udfordrende og uoverskueligt. Investeringen kostede i størrelsen af en halv million kroner på de fire år.

For snart to år siden blev jeg inviteret til hans svendegilde. Da HR-direktøren roste ham for hans engagement og vilje til at lære – også når det var svært – blev jeg både rørt og meget bevæget. For her stod en ung mand, som aldrig havde troet på, at han var værdifuld eller havde evnerne, som ikke havde noget håb for fremtiden og var så stolt og glad, og var blevet en del af én af Danmarks største virksomheder. Da arrangementet var færdigt, spurgte jeg, om vi skulle gå hen på en café og fejre det. Han svarede meget ærligt, at det kunne han desværre ikke. Han forklarede, at nu var han jo blevet en del af ”familien” her på arbejdspladsen, og de havde altså nogle traditioner, som han selvfølgelig ville deltage i. Således slap han ikke kun ud af udenforskab, men han fik også signaleret, at velfærdssamfundet indsats var slut for denne gang.

De farligste mennesker er dem, der ikke har noget at miste og derfor er medmenneskelighed – og en insisteren på, at alle skal være en del af vores fælleskab – ikke kun en særlig værdi for Danmark, men også en socialøkonomisk klog betragtning for vores samfund.

En investering på den halve million kroner viste sig at være en særdeles god investering. Regnestykket er enkelt! Vi kender – jf. Skandia-modellen – samfundsomkostningen af det alternative livsscenarie, som er et helt liv i udenforskab. For hvert menneske i et liv i udenforskab koster det 12 mio. kr. Hertil kommer omkostningen i form af tabt livskvalitet, som vi stadig har til gode at opgøre…

Fordi alle vinder – når ingen taber.

Med denne sidste blog i 2016 ønsker jeg jer alle glædelig jul og et rigtig godt og lykkebringende nytår.

Kærlig hilsen
Helle