Gå til indhold
Freddy Svane (Danmarks ambassadør i Indien), Shannon Olsson (Global Director, echo network), Søren Gade (Folketingets formand), Christina Egelund (uddannelses- og forskningsminister), Jakob Ørberg (afdelingsleder, Novo Nordisk Fonden).
Freddy Svane (Danmarks ambassadør i Indien), Shannon Olsson (Global Director, echo network), Søren Gade (Folketingets formand), Christina Egelund (uddannelses- og forskningsminister), Jakob Ørberg (afdelingsleder, Novo Nordisk Fonden).

Pressemeddelelse -

Bevilling til forskning og uddannelse løfter dansk-indisk samarbejde om grøn omstilling

Akademiet for de Tekniske Videnskaber får stor bevilling til at styrke samarbejdet med echo network i Indien. Netværket arbejder på at løse globale udfordringer inden for grøn omstilling og den nye bevilling samler flere af de danske universiteter i samarbejdet med Indien. Projektet støttes af Novo Nordisk Fonden.


Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) er internationale hub for echo network, som er et globalt initiativ med hovedsæde i Bangalore, Indien.

Målet for echo network er at udvikle og teste en model, der sikrer bedre integration af forskningsbaseret viden og løsninger med henblik på at fremme bæredygtig udvikling i vækstøkonomier. Netværket samarbejder blandt andet med landbruget, NGO'er, embedsmænd og iværksættere om udviklingen af forskningsprojekter, afprøvning af nye teknologier og implementering af nye arbejdsmetoder i samarbejde med lokalmiljøerne. Projekterne får nu tilknyttet en række ph.d.-studerende, som både bidrager med ny viden om klimaresiliens og bæredygtig udvikling, og samtidig bliver trænet i at samarbejde direkte med nøgleaktører i udsatte lokalmiljøer.

De tilknyttede ph.d.-studerende vil have forskningsophold på danske universiteter, og ATV vil arbejde med de studerende, mens de er i Danmark, for at engagere danske universiteter og virksomheder i samarbejdet.

Formålet er at styrke det dansk-indiske grønne strategiske partnerskab med nye forskningssamarbejder og en uddannelseskomponent, der fokuserer på bæredygtige klimaløsninger og grønne teknologier. I de sidste to år har fokusområderne været centreret omkring fire temaer: sundhed, regenerativt landbrug, værdisætning af økosystemer og den cirkulære bioøkonomi.

Vi har samarbejdet med echo network i Indien siden 2021 og er glade for, at projektet nu går ind i næste fase, hvor platformen får tilført forskningsprojekter indenfor regenerativt landbrug, sundhed og biosolutions. For ATV er det vigtigt, at de danske universiteter arbejder sammen med et strategisk fokus i forhold til et land så stort som Indien. Den nye finansiering fra Novo Nordisk Fonden understøtter denne ambition, og vi vil fortsat arbejde med interessenter i Danmark og Indien for at sikre, at yderligere midler bliver allokeret til at styrke forsknings- og uddannelsesdimensionen af det dansk-indiske grønne strategiske partnerskab," siger Lia Leffland, akademidirektør, ATV.

Strategisk mål at fremme bæredygtighed globalt

Novo Nordisk Fonden har udvidet og forlænget den hidtidige bevilling til netværket med yderligere 12 millioner kr. Den nye bevilling dækker aktiviteter i perioden 2024 til 2027.

Videnskabelig direktør for bioteknologiområdet hos Novo Nordisk Fonden Torben V. Borchert: "Et af de strategiske mål for Novo Nordisk Fonden er at fremme bæredygtighed i global skala. Echo network eksperimenterer med en unik model for at aktivere et stort fællesskab af individer og organisationer i udviklingen og implementeringen af bæredygtige løsninger på globale udfordringer – specifikt rettet mod lav- og mellemindkomstslande. Vi håber, at den fortsatte støtte fra Novo Nordisk Fonden vil hjælpe echo network med at blive en succes, og at danske universiteter vil tage en stadig mere aktiv rolle i netværket.”

Viden integreres i lokalsamfundet

Shannon Olsson, Global Director, echo network: "Echo-modellen er udviklet gennem dialog med over 650 personer, som er forskere, landmænd, filmmagere, CEO'er og fremtrædende stemmer i den indiske samfundsdebat. De udtrykte et presserende behov for at uddanne nye kandidater, som kan blive fremtidens ledere, og har lyst og evne til at tænke tværfagligt og arbejde på tværs af eksisterende sektorer. På den måde kan de bidrage til, at videnskabelig viden og metoder bliver bedre integreret i lokalsamfundene. Som sådan er modellen et socialt eksperiment, hvor vi prøver at gentænke den videnskabelige metode ud fra et Community of Practice-perspektiv med henblik på at skabe en mere inkluderende og evidensbaseret grøn omstilling."

ATV-medlem Søren Hvilshøj, der er markedsdirektør i NIRAS og engageret i echo network, lægger vægt på, at bevillingen kun er starten på noget større: ”Samarbejdet med echo er et vigtigt skridt for at styrke forsknings-, uddannelses- og innovationsdimensionen af det dansk-indiske grønne strategiske partnerskab. Det er helt afgørende, at Danmark og Indien fremadrettet styrker uddannelsesdimensionen af partnerskabet fx ved at finansiere forskningsprojekter med indbyggede ph.d.-stipendier og fælles uddannelsesforløb eller udveksling. At træne unge mennesker med kendskab til henholdsvis Indien (danskere) og Danmark (indere) og dansk-indiske relationer er afgørende for, at vi bliver bedre til at forstå vores respektive prioriteter samt udvikle det strategiske - og handelsmæssige samarbejde i de kommende år.”


Related links

Emner

Kategorier


ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. Akademiet arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science & Engineering-regioner i verden – til gavn for kommende generationer. For at gøre dette mål til virkelighed gennemfører ATV aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder og for samfundet. I kraft af sine 800 medlemmer har Akademiet særlige forudsætninger for, at anbefalinger og viden fra projekter bliver anvendt og implementeret i virksomhederne og vidensmiljøerne.

Kontakt

Troels Rud

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og presse +4551854250

Danmarks største teknologiske tænketank

ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. ATV arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science and Engineering-regioner i verden - til gavn for kommende generationer. For at gøre visionen til virkelighed gennemfører Akademiet projekter og aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder, universiteter og samfundet.

ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber
Frederiksholms Kanal 30, indgang A1, 1. sal
1220 København K
Danmark