Pressemeddelelse —
A2 e-tron sætter ny standard for effektivitet hos Audi
Ny kompakt elbil fra Audi opnår et foreløbigt WLTP-forbrug på 12,8 kWh/100 km takket være en ny elektrisk drivlinje, et 61 kWh LFP-batteri og en luftmodstandskoefficient på 0,24.
Audi A2 e-tron er den mest energieffektive Audi nogensinde. Den kommende kompakte elbil opnår et foreløbigt energiforbrug på 12,8 kWh/100 km efter WLTP-standarden i versionen med 140 kW og den valgfri effektivitetspakke. Resultatet er opnået gennem en kombination af en ny elektrisk drivlinje, avancerede aerodynamiske løsninger og et batteri, der er udviklet med fokus på effektivitet i hverdagen.
"Audi A2 har fulgt mig gennem hele min karriere, siden jeg blev en del af Volkswagen-koncernen i 1990'erne. Allerede dengang satte den banebrydende treliters-version nye standarder for effektivitet. Det er præcis den tankegang, vi viderefører med den nye A2 e-tron: en elbil med høj effektivitet, stærke hverdagskvaliteter og et klart fokus på det, kunderne forventer af moderne elektrisk mobilitet," siger Gernot Döllner, CEO for AUDI AG.
Nøgletal for Audi A2 e-tron 140 kW:
- 61 kWh lithium-jernfosfat (LFP) (58 kWh netto)
- Foreløbigt WLTP-forbrug: 12,8 kWh/100 km
- Luftmodstandskoefficient (Cd): 0,24
- Ladeeffektivitet via ladeboks: op til 89,6 %
- Tovejsopladning (bidirektionel opladning): Vehicle-to-Load (V2L)* og Vehicle-to-Home (V2H)**
- Verdenspremiere: Efterår 2026
Aerodynamik reducerer energiforbruget
Ved hastigheder omkring 100 km/t og derover udgør luftmodstanden mere end halvdelen af en elbils samlede energiforbrug. Derfor giver selv små forbedringer af aerodynamikken en direkte gevinst i form af lavere energiforbrug og længere rækkevidde. Med en luftmodstandskoefficient (Cd-værdi) på 0,24 har Audi A2 e-tron 140 kW med effektivitetspakke den laveste værdi blandt Audis kompakte modeller og udnytter dermed fordelene ved den lave luftmodstand.
Karrosseriet er designet til at minimere luftmodstanden og forbedre energieffektiviteten med afrundet front, flydende taglinje og en markant afsluttet bagende. Audi A2 e-tron er desuden udstyret med en række aerodynamiske løsninger, herunder air curtains, optimerede hjulkasser med ”gap reducers” (der mindsker afstanden mellem dæk og hjulkasse) og et aktivt køleluftindtag. Det aktive luftindtag forbliver lukket under normal kørsel for at reducere luftmodstanden og åbner kun, når batteriet eller den elektriske drivlinje har behov for ekstra køling.
Ny elektrisk drivlinje øger effektiviteten
Audi A2 e-tron er udstyret med en permanentmagnet-synkronmotor, som er udviklet med fokus på effektivitet under almindelig hverdagskørsel.
Forbedringerne omfatter:
- Ny inverterteknologi med siliciumkarbid-halvledere, som reducerer energitab, når strømmen sendes fra batteriet til elmotoren.
- Tyndere lamineringer i elmotoren (0,2 mm mod tidligere 0,3 mm), som reducerer energitabet i motorens magnetiske komponenter og bidrager til en højere virkningsgrad.
- En transmission med lavere friktionstab og optimeret udveksling ved højere hastigheder, hvilket bidrager til et lavere energiforbrug.
Samlet gør forbedringerne drivlinjen op til 10 % mere effektiv sammenlignet med tidligere generationer.
61 kWh LFP-batteri med fokus på holdbarhed
Audi A2 e-tron 140 kW anvender et 61 kWh lithium-jernfosfat-batteri (LFP) i et såkaldt cell-to-pack-design, hvor battericellerne integreres direkte i batteripakken og giver en øget energitæthed.
LFP-teknologien giver flere fordele:
- Særlig høj sikkerhed
- Lang levetid
- Ingen anvendelse af sjældne jordarter
- Mulighed for regelmæssig opladning til 100 %
De største effektiviseringsgevinster opstår imidlertid i det intelligente samspil mellem batteri, temperaturstyring, ladeelektronik og software, hvilket fx øger ladeeffektiviteten ved opladning via en ladeboks til 89,6 %. Det betyder, at en større del af den strøm, der trækkes fra elnettet, lagres i batteriet.
Tovejsopladning gør bilen til energilager
Audi A2 e-tron understøtter bidirektionel opladning.
Med Vehicle-to-Load (V2L)* kan bilen levere strøm til eksterne elektriske apparater som værktøj, computere eller fritidsudstyr.
Med Vehicle-to-Home (V2H)** kan Audi A2 e-tron fungere som energilager til en bolig og lagre eller levere strøm efter behov. Funktionen kræver en Audi-godkendt ladeboks og vil i første omgang blive lanceret på udvalgte markeder.
Verdenspremiere i efteråret 2026
Audi præsenterer den nye Audi A2 e-tron i efteråret 2026. Modellen udvider Audis elektriske modelprogram med en kompakt elbil, hvor effektivitet, rækkevidde og anvendelighed i hverdagen er de centrale fokusområder.
Forbrugsangivelser (foreløbigt tysk forbrug)
Audi A2 e-tron 140 kW
Kombineret forbrug (WLTP): 15,6-12,8 kWh/100 km
* V2L: For at kunne anvende Vehicle-to-Load skal højvoltbatteriet have en SoC på mindst 20 %.
** V2H: Energioverførsel mellem bilen og boligens elforsyning er kun mulig, når batteriets SoC er mellem 20 % og 80 %. Inden for dette område tages der højde for de lade- og afladningsgrænser, der er fastsat for den pågældende ladeinstallation. Hvis batteriets SoC er under 20 %, kan bilen kun oplades. Hvis batteriets ladeniveau er over 80 %, kan bilen kun aflade strøm (når V2H er aktiveret).
Der tages forbehold for eventuelle ændringer og fejl.
Related links
Emner
Kategorier
___________________________________________________________________________________________
Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største bilaktør. Audi har i dag otte autoriserede forhandlere og 29 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram med et klart fokus på elektrisk mobilitet.
Audis mål er gennem Vorsprung durch Technik at være et af de mest innovative premiummærker. Siden 2021 har Audi accelereret overgangen til elektrisk mobilitet, og Audi har fuldt fokus på at udbygge og forny sit elbilprogram. Samtidig arbejder Audi med en fleksibel omstilling, hvor tempoet i overgangen afspejler udviklingen på de enkelte markeder og kundernes behov.
Siden 2025 har alle Audis fabrikker været netto-CO2-neutrale. Derudover har Audi som en del af Volkswagen-koncernen tilsluttet sig Paris klimaaftalen og har som langsigtet mål at opnå netto-CO2-neutralitet senest i 2050.
Premiummærket er til stede på mere end 100 markeder verden over med produktion på 21 lokationer i 12 lande. Vorsprung durch Technik samler mere end 88.000 medarbejdere. Med mod, passion, ansvar og tillid gentænker de mere end 100 års biltradition for fremtiden. I 2026 trådte Audi ind i Formel 1 med et fabriks-team som et markant udtryk for mærkets motorsports-DNA.
Audi Group omfatter desuden superbilsproducenten Lamborghini, luksusmærket Bentley Motors samt motorcykelproducenten Ducati.
Følg Audi Danmark her: