Gå til indhold
Fra venstre: Daniel, Frederik, Mikkel og Martin.
Fra venstre: Daniel, Frederik, Mikkel og Martin.

Pressemeddelelse -

Lokale mekanikere fejrer ét års jubilæum: “Startede i -14 grader”

Kun et år efter DMO Biler slog dørene op, bliver de nu AutoMester E+. Det er forbrugernes garanti for, at de kan håndtere el- og hybridbiler, og at de kontinuerligt arbejder for at træffe valg, der er lidt mere klimavenlige end alternativet. “Folk tror jo, det er som i amerikanske film, hvor vi er smurt ind i olie,” oplever ejer

DMO Biler i Fjerritslev kan fejre deres første fødselsdag i Gøttrup d. 1. maj. Dagen markerer ikke blot deres et-års jubilæum som værksted, i det der tidligere var en tandlægemøbelfabrik, men også deres indtræden som AutoMester E+.
“Vi har stadig samme gode service. Nu har vi bare også nogen i ryggen. Og det giver nogle gode muligheder, både for os men også for vores kunder,” mener 37-årige Martin Olesen, der er udlært mekaniker og medejer af firmaet.

Han bliver bakket op af sin kompagnon, 27-årige Daniel Madsen, der er vokset op i en familie, hvor næsten alle mændene var mekanikere:
“Vi vil gerne være dem, folk kigger på og siger “De vil sgu noget”. Vi er jo blevet AutoMester E+, fordi vi er klar på nye ting og gerne vil være firstmovers. Og det er ingen begrænsning for os at reparere bilen, bare fordi den kører på strøm. Tværtimod. Og så er det jo kun fedt, at der ovenikøbet bliver plantet et træ, hver gang en kunde får foretaget service.”

Startede i 14 graders frost
Daniel og Martin er tidligere kolleger, der begge har rodet med knallerter og biler, siden de var helt unge. De havde et ønske om at gøre det i eget navn, og nu er drengedrømmen blevet en realitet.
“Vi ville se, om vi kunne få et CVR-nummer og få lov at skrue på lidt biler. Så vi startede i en rundbuehal ved Daniels mor. Det var uden isolering og med minus 14 grader om vinteren, så man må sige, at der var vilje,” griner Martin Olesen og fortsætter: “Vi lavede biler tirsdag og torsdag aften og så i weekenden. Til sidst fik vi alt for meget at lave, og så måtte vi jo gøre noget ved det.”

Det skal helst være sjovt
Spørger man de to mekanikere, hvad de selv kører i, lyder svaret prompte: “Vi tager bussen!” mens de kæmper med at holde grinet tilbage. I virkeligheden kører Martin Olesen Audi A6, “fordi der er mange børn, så der skal være plads,” driller Daniel Madsen, der selv kører en A-klasse Mercedes. “Og derfor må han selv reparere Mercedes,” lyder det i et kærligt svirp fra Martin Olesen.

Der er ingen tvivl om, hvordan stemningen er for de tre svende og en lærling på værkstedet, der har hænderne i motorrummet hver eneste dag:
“Det skal helst være sjovt at gå på arbejde, og vi har heldigvis samme dårlige humor,” indrømmer Daniel Madsen.

Det kommer også til udtryk i deres arbejde. De to værkstedsejere lokkede i starten kunderne til med falske parkeringsbøder på byens biler, der tilbød 10 procent rabat. I dag investerer de tid i at lave videoer til deres sociale medier, hvor de også holder kontakten med deres kunder.
“Men de fleste kommer stadig, fordi de har hørt om os fra andre. Og det er jo den bedste reklame. Det var også en af grundene til, at vi måtte rykke ud af rundbuehallen,” vurderer Daniel Madsen.

Makkerparret vil i det hele taget gerne invitere ind og åbne op. Udover at reparere områdets biler, har de nemlig også et ønske om at reparere branchens ry.
“Folk tror jo, det er som i amerikanske film, hvor vi er smurt ind i olie og sviner. Det er det billede, de fleste har. Men det er ikke sådan, det er. Det er i hvert fald ikke sådan, vi vil have det hos os,” understreger Daniel Madsen.

Han frygter, at et forskruet syn kan afskrække andre fra at gå deres vej:
“Når vi viser værkstedet frem, er det også for at vise, at mekanikerfaget er mere end bare at skrue på biler. Det er en fed branche - og ikke bare til dem, der ikke skulle på gymnasiet. Man skal vælge faget, da der er godt med udfordringer og mange muligheder. Og så skal man vælge det, fordi man kan give folk en god dag. Selvom det er træls, at skulle af med penge, når det ikke er til eksempelvis en ny lækker sofa, men det derimod bare er den samme bil, der triller ud af garagen, så kan man stadig give en god oplevelse, holde kunden i hånden og guide dem den rigtige vej.”

Stærk lokal forankring
Med rødder dybt plantet i lokalsamfundet har Martin Olesen og Daniel Madsen skabt et værksted, der ikke blot handler om at levere en enestående service, men som også bidrager til fællesskabet, blandt andet som sponsorer til årlige sommerfester og tombolaer rundt omkring i de små, stærke lokalsamfund:
“Vi vil gerne støtte op om små lokale foreninger og arrangementer i området. Det er noget, vi sætter en stor ære i, for det gør meget for fællesskabet,” mener Martin Olesen.

DMO Biler markerede jubilæet med åbent værksted den 19. april, hvor der blev serveret kolde drikke og hotdogs til alle de mange fremmødte.

Emner

Kategorier

Regions


Det startede i 1993 med 40 værksteder og i dag er AutoMester Danmarks største værkstedskæde med knap 400 værksteder i hele landet. Her beskæftiges mere end 1.100 dedikerede mekanikere på landsplan, der servicerer over 300.000 kunder.

Helt fra starten har AutoMesters koncept været klart: Høj kvalitet baseret på frie, uafhængige værksteder. Kæden har tænkt stort fra starten og fulgt med tiden både i forhold til den nyeste teknologi og uddannelse af mekanikere.

På AutoMesters hjemmeside er der mulighed for online booking af service og andre ydelser døgnet rundt på de lokale værksteder, man finder tips og tricks, et digitalt kundemagasin og en FordelsKlub, der bl.a. giver 5% bonus på værkstedsregningen.

AutoMester servicerer alle biler, modeller og årgange og indenfor alle kundegrupper – både for private og erhvervskunder. Løbende efteruddannelse er et naturligt krav i kæden, og der laves alle former for værkstedsarbejde lige fra service og reparationer til karrosseri- og skader, ruder, stenslag samt dæk og aircondition m.v.

Yderligere har AutoMester i 2019 skabt konceptet AutoMester E+, som mere en 30% af værkstederne i dag er en del af og som går endnu mere ind for digitalisering og miljø.

AutoMester Danmark ApS er et datterselskab af FTZ Autodele og Værktøj A/S – og har 10 medarbejdere på hovedkontoret i Odense.

Kontakt

Lena Britt Pedersen

Lena Britt Pedersen

Pressekontakt Marketing Manager 63418988

AutoMester Danmark ApS

Det startede i 1993 med 40 værksteder og i dag er AutoMester Danmarks største værkstedskæde med over 400 værksteder i hele landet. Her beskæftiges mere end 1.100 dedikerede mekanikere på landsplan, der servicerer over 300.000 kunder.

Helt fra starten har AutoMesters koncept været klart: Høj kvalitet baseret på frie, uafhængige værksteder. Kæden har tænkt stort fra starten og fulgt med tiden både i forhold til den nyeste teknologi og uddannelse af mekanikere.

AutoMester Danmark ApS
Hvidkærvej 23 D
5250 Odense SV
Danmark