Gå til indhold
Kollaborativt familiearbejde ifm. spiseforstyrrelser

Pressemeddelelse -

Kollaborativt familiearbejde ifm. spiseforstyrrelser

Forældrene og familien bør ses som en ressource 

Når et medlem af en familie lider, så lider alle medlemmerne. Alle gør deres bedste for at cope med problemerne, men for det meste rammes de af følelser af utilstrækkelighed, magtesløshed og håbløshed. Derfor er noget af det vigtigste, vi som professionelle skal møde familierne med netop at hjælpe med at genoprette deres tro på deres egen tilstrækkelighed, deres ressourcer til at bekæmpe problemer samt først og fremmest holde håbet oppe.

Hvis vi havner i et problematiserende blik særligt på forældrene – f.eks. ved at se på, hvordan deres adfærd er med til at opretholde problemer snarere end at bekæmpe dem, så kommer vi utilsigtet til at være medvirkende til, at forældrenes selvbebrejdelser vokser sig større og kommer til at forurene vores samarbejde med hinanden. Ved at møde forældrene på alle deres kompetencer, så hjælper vi til, at selvbebrejdelserne ikke vokser og kan træde i baggrunden, så vi kan have et trygt, solidt fundament at så på, når vi skal samarbejde om at klare problemerne omkring en spiseforstyrrelse.

For at samarbejdet virkelig skal blive kollaborativt, så kræver det, at vi i sandhed tror på, at dem, der kommer til os har viden, som vi ikke har, at deres viden er lige så meget værd som vores og at denne viden vil være essentiel for, at vi sammen får et succesfuldt samarbejde.

Fælles noter og breve ’til’ i stedet for notater ’om’

Hvordan vi praktisk anvender vores terapeutrum og redskaberne deri kan medvirke til, at familiearbejdet bliver mere kollaborativt. Således kan det være en fordel at gå mere og mere væk fra terapeutens egne, ’skjulte’ noter på blokken og i stedet få noterne op på tavlen som et ’fælles tredje’ i samarbejdet.

Det fælles tredje ændrer det hierarkiske terapeut-klient forhold til et, der er mere ligebyrdigt, hvilket aktiverer, involverer og åbner døre. Ved den traditionelle hierarkiske konstellation er klienten ofte hensat til den mere passive, modtagende position, hvorfra de kan forsøge at forstå og omsætte vores ekspertviden. I den mere ligebyrdige konstellation bliver de mennesker, vi møder, i højere grad til aktive ejere og medskabere af det, vi sammen frembringer i vores noter på tavlen.

De fælles noter på tavlen gør det muligt for terapeuten at pege på og blive nysgerrig på sætninger og ord, der kommer fra familiemedlemmerne, uden at det føles som et personligt angreb eller en kritik. For terapeuten bliver de vigtige huskeregler at stoppe op jævnligt og sikre, at der tales om det rigtige, opsummere og f.eks. spørge om, hvad der ville være det mest oplagte næste sted at dreje samtalen hen. Til slut beder terapeuten hvert familiemedlem om at highlighte (og evt. navngive), hvad det vigtigste ord, udtalelse eller metafor er, som de tager med sig fra samtalen.

På samme vis kan vores notat-praksis efter samtalerne også medvirke til at understøtte den samarbejdende praksis. Det indhold, vi plejer at skrive i notater, kan i vi i stedet skrive som breve direkte til dem, vi har i behandling. På denne vis kan de notater, vi alligevel skal skrive, blive til terapeutiske breve, der understøtter det arbejde, vi er i gang med. Ofte er det oplagt at tage udgangspunkt i de sætninger, som familiemedlemmerne vælger ud som de vigtigste fra sessionen. At strukturere sit brev omkring disse.

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er etableret af tidligere behandlere fra Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte og Rigshospitalets Anoreksiklinik. Kompetencecentret ledes af psykolog Birgitte Hartvig Schousboe og klinisk diætist Lene Kiib Hecht, begge med mange års ledelseserfaring fra Region Hovedstadens Psykiatri.
Behandlerteamet består af autoriseret sundhedspersonale som psykologer, sygeplejersker, kliniske diætister, speciallæge i psykiatri og fysioterapeut.

Vi kombinerer lang erfaring fra psykiatrien med den nyeste viden og tilbyder udredning, behandling, rådgivning, undervisning og supervision. Vi tilbyder behandling af spiseforstyrrelser – ofte i kombination med angst, OCD, traumer og depression, og vi har særlig viden om spiseforstyrrelser i relation til graviditet, diabetes, PCO og bariatrisk kirurgi.

Kontakt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Psykolog Birgitte Hartvig Schousboe på tlf.: 93 90 83 83 eller e-mail: kontakt@kompetencecenter.nu

Related links

Emner

Kategorier


Aveo.dk er et full service webbureau, der hjælper  erhvervsdrivende med at få online succes.

Vi hjælper danske erhvervsdrivende med at få online success

Aveo A/S er et full service webbureau, der hjælper erhvervsdrivende med at få online succes.

Aveo A/S
Jægergårdsgade 118
8000 Aarhus C
Danmark