Pressemeddelelse -
Supersports: Den mest dynamiske Bentley nogensinde
Entusiastens drøm er gjort til virkelighed i den første baghjulstrukne udgave af Bentley Continental GT – hvor lav vægt, høj effekt og et exceptionelt setup bidrager til den mest dynamiske køremaskine fra Crewe nogensinde.
100 år efter fødslen af den oprindelige Bentley Super Sport vækkes navnet nu igen til live. Med den nye Supersports præsenterer Bentley den mest kørefokuserede Continental GT nogensinde, takket være en topersoners kabine, høj effekt, reduceret vægt og – for første gang i modellens historie – baghjulstræk.
De 666 hestekræfter og 800 Newtonmeter kommer fra en V8-biturbomotor, som er frigjort fra de ordinære modellers hybridteknologi, og kræfterne sendes til bagakslen via en 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Listen over præstationsfremmende detaljer tæller desuden 22-tommers smedede letvægtsfælge udviklet i samarbejde med det succesrige tyske motorsportsteam Manthey Racing, optimerede kulfiberkeramiske bremser og et komplet sportsudstødningssystem fra Akrapovič.
Fuld fokus på performance
Allerede ved første blik forsvinder enhver tvivl om, at Supersports er en ganske særlig Bentley. De udvendige komponenter, som er designet til både at reducere vægt og øge downforce, omfatter blandt andet en frontkofanger med den største splitter – spoileren under kofangeren, som medvirker til øget lufttryk på forakslen – der nogensinde er set på en Bentley til gadebrug. Dertil kommer sideskørter og -spoilere, en diffuser bagtil samt en markant, fast hækvinge, som tilsammen genererer mere end 300 kilo ekstra downforce sammenlignet med en Continental GT Speed.
Øvelsen med at reducere bilens vægt omfatter også taget, som er udført i ultralet og stærk kulfiber for både at sænke vægt og tyngdepunkt og samtidig sikre karrosseriets strukturelle stivhed. Indenfor er der kun sæder til to – i bedste motorsportsånd – men de er til gengæld udviklet særligt til Supersports og placeret lavere i kabinen, mens bagsædet er erstattet af en struktur i kulfiber og læder.
“Den nye Supersports er mere end bare den mest kørerorienterede Bentley til dato. Den markerer en tilbagevenden til de imponerende, nærmest ekstreme modeller, som mærket engang stod for – modeller, som kombinerer ekstraordinært mange egenskaber med ægte involvering af køreren og som samtidig er automotive kunstværker, unikke og skræddersyede til den enkelte kunde,” lyder det fra CEO hos Bentley Motors, Dr. Frank-Steffen Walliser.
“Bentley har altid befundet sig godt ved at vise en mere dristig side, og den nye Supersports er et statement om vores ambition, mens vi fejrer 100 år med navnet. Dette er det første projekt, der er udviklet fra start til slut, siden jeg kom til Bentley Motors, og jeg er stolt af vores team og den hastighed, hvormed vi har skabt en bil, der er så anderledes end den GT, den er baseret på,” tilføjer den ingeniøruddannede tysker, som tiltrådte direktørposten hos Bentley Motors i 2024.
Det hemmelige ’Project Mildred’
Den nye Supersports er resultatet af en idé, der blev foreslået i september 2024, hvor et lille hold ingeniører på Bentley-fabrikken i Crewe teoretiserede over, hvordan en baghjulstrukket udgave af den traditionelt firehjulstrukne Continental GT ville opføre sig dynamisk, hvis den samtidig fik reduceret vægten til under to tons. Holdet fik godkendelse til at bygge en prototype, som allerede seks uger senere kom på banen for at bevise sit værd. Bilen leverede overbevisende præstationer, hvilket blev startskuddet til udviklingen af Supersports – en opgave, som skulle løses i al hemmelighed.
Det blev dog hurtigt klart, at projektet havde brug for et kodenavn for at holde det skjult. Her søgte man inspiration i Bentleys historie og stødte hurtigt på fortællingen om Mildred Mary Petre – en kvindelig vovehals, født i 1895, som satte rekorder til lands, til vands og i luften. I 1929 kørte hun en Bentley 4½ Litre alene rundt på Montlhéry-banen i Frankrig i 24 timer. Her nåede hun en gennemsnitsfart på næsten 90 miles i timen – svarende til knap 145 kilometer i timen – og satte en ny udholdenhedsrekord. En bemærkelsesværdig præstation selv efter nutidens standarder, men endnu mere imponerende i 1920’erne. For at ære hendes frygtløse tilgang gav udviklingsteamet deres nye projekt navnet Mildred.
Supersports: En serie af supermodeller
Mildred blev senere ændret til Supersports – en sammensmeltning af en af de mest karakteristiske modelbetegnelser fra Bentleys fortid, Super Sports, som første gang blev anvendt for præcis 100 år siden. Den første Super Sports blev lanceret i 1925 på en opgraderet version af Bentley 3 Litre. Takket være en stærkere motor og et kortere, lettere chassis blev dette den første Bentley til at nå 100 miles i timen – svarende til godt 160 kilometer i timen. Ud over at være kraftfuld, hurtig og særdeles eftertragtet blandt tidens entusiaster etablerede denne version også et andet karaktertræk ved Super Sports – nemlig sjældenhed, da der kun blev bygget 18 eksemplarer.
Efter at have ligget i dvale i flere årtier vendte Supersports – nu trukket sammen til ét ord – tilbage i 2009 som en opgraderet udgave af den første generation Continental GT, drevet af en 6,0-liters W12-biturbomotor. Med blot to sæder, 100 kilo lavere vægt og en topfart på 328 kilometer i timen blev den hurtigt topmodellen i Continental-serien. Otte år senere blev den overgået af en endnu hurtigere efterfølger baseret på anden generation af Continental GT. Denne version blev produceret i blot 710 eksemplarer – præcist svarende til antallet af hestekræfter under fronthjelmen.
De første tre generationer af Bentley Supersports fremstod således som de ultimative udgaver af deres respektive modelserier. Den fjerde og helt nye Supersports tager imidlertid konceptet i en ny retning, og i stedet for at fokusere på topfart er målet maksimal involvering af køreren gennem en kombination af vægtreduktion – i dette tilfælde den mest markante i Bentleys historie – og en ny drivlinje.
Opgraderet V8-motor med større turboladere
Modsat de øvrige modeller i Continental GT-familien drives den nye Supersports af en traditionel forbrændingsmotor uden hybridteknologi. En ny og forstærket 4,0-liters V8-motor med biturbo er bilens hjerte. En stærkere blok, opgraderede topstykker og større turboladere er blandt de omfattende ændringer, som har løftet effektiviteten til det højeste niveau nogensinde i en Bentley-motor. Resultatet er 666 hestekræfter (166,5 hestekræfter pr. liter slagvolumen) og et drejningsmoment på 800 Newtonmeter.
Kræfterne sendes til baghjulene via den velkendte 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse fra ZF, som anvendes på tværs af Bentleys modelprogram, men er tilpasset Supersports med opgraderede koblinger og ændret skiftestrategi. Gearskiftene er gjort skarpere med hurtigere feedback, mens nedgearinger under bremsning er kalibreret for at opnå optimal stabilitet.
Fraværet af hybridteknologi har sammen med lettere komponenter som kulfibertag samt kabinekonstruktion med to sæder reduceret vægten markant. Det er lykkedes ingeniørerne at skære næsten 500 kilo fra – den største vægtreduktion nogensinde for en Bentley-gadebil. Supersports er dermed den første Continental GT til gadebrug med en vægt under to tons.
Den reducerede lydisolering i kabinen sparer ikke blot vægt, men øger også oplevelsen. V8-motoren ånder gennem en komplet titaniumsudstødning udviklet særligt til Supersports i samarbejde med Akrapovič og leverer et markant mere karakterfuldt lydbillede end nogen anden Bentley.
Sprinten fra 0-100 km/t klares på 3,7 sekunder, mens topfarten forventes at nå 310 km/t (officielle tal er endnu ikke fastlagt). Endnu vigtigere end de rå tal er dog, hvordan Supersports opfører sig dynamisk.
Første baghjulstrukne Continental GT
For at engagere køreren maksimalt besluttede ingeniørerne at gøre den nye Supersports til den første baghjulstrukne Continental GT – en konfiguration hidtil forbeholdt mærkets GT3-racerbil, der blev produceret fra 2018 til 2021. Transformationen, som også har bidraget til vægttabet, har blandt andet resulteret i en bredere sporvidde bagtil samt et elektronisk styret spærredifferentiale, som sammen med intelligent momentfordeling og aktiv baghjulsstyring giver skarpere indstyring og maksimalt greb.
ESC-systemet kan indstilles i flere niveauer afhængigt af, hvor meget assistance køreren ønsker – fra fuld sikkerhedssupport, over Dynamic Mode med mulighed for hjulspind og overstyring, til et niveau hvor al assistance er deaktiveret, så den erfarne kører har fuld kontrol over bilens opførsel.
Bentley Supersports byder også på tre nye opsætninger i Drive Dynamics-systemet, der omfatter undervogn, styretøj, udstødning, speederrespons og gearskifte. Touring-indstillingen matcher Sport-indstillingen i en Continental GT Speed, men i en mere komfortorienteret opsætning. Bentley-indstillingen tilføjer skarphed på alle parametre, mens den ultimative Sport-indstilling sætter alle systemer op til at give køreren den mest indlevende og responsive oplevelse.
Skræddersyet og nummereret
Farvemulighederne begynder med et grundsortiment på 24 performancefokuserede farver, mens yderligere lak- og finishmuligheder er tilgængelige via Mulliner, hvilket giver mulighed for at skabe en helt personlig Supersports. Ud over traditionelle enkelttonelakeringer har Bentleys designteam udviklet fem særlige designtemaer, som enten omfatter et mindre område med lodrette stafferinger og et Supersports-navn i kontrastfarve på den nederste del af karrosseriet bag forhjulet, eller en række malede stafferinger i to kontrastfarver på bilens bagende.
Individualiseringsmulighederne fortsætter i kabinen, hvor der tilbydes 22 hovedlæderfarver, suppleret af 11 sekundære farver og ni accentfarver. Enkeltfarvet, tofarvet (som standard) og en ny og unik trefarvet farveopdeling er alle mulige, mens Dark Chrome Specification med mørktonede kromdetaljer er standard.
Den nye Supersports følger traditionen med at være en eksklusiv, begrænset model. Kun 500 eksemplarer vil blive produceret, og hver bil tildeles et unikt nummer valgt af kunden, inden den forlader fabrikken i Crewe.
Emner
Kategorier
Fra W.O. Bentley, som grundlagde Bentley Motors i 1919, til det nuværende team på over 4.000 dedikerede medarbejdere, er virksomhedens ekstraordinære biler altid blevet designet og bygget af exceptionelle mennesker, der kun bruger de fineste materialer. Bentley har også altid været drevet af exceptionelle mennesker. Fra de passionerede Bentley Boys and Girls, der kørte racerløb med bilerne i 1920'erne, og opmuntrede W.O. Bentley for at opnå stadig større ingeniørbedrifter, til nutidens visionære Bentley-ejere, Bentley-chauffører er med til at forme verden omkring dem.
Som mærke ser vi også konstant fremad med vores teknologiske innovationer og fremtidsvisioner. Nu går vi videre, mod en mere bæredygtig fremtid. I 2020 lancerede Bentley Motors 'Beyond 100'-manifestet, som beskriver vores hensigt om at blive det mest bæredygtige luksusbilmærke i verden. Bentley Copenhagen er del af Semler Premium hvis primære fokus er at sælge og servicere biler i luksus segmentet i Norden.