Gå til indhold
Socialt investeringsprogram skal hjælpe hjemløse unge Aarhusianere i fast bolig og job

Pressemeddelelse -

Socialt investeringsprogram skal hjælpe hjemløse unge Aarhusianere i fast bolig og job


Den Sociale Investeringsfond, Hjem til Alle, Aarhus Kommune, Bikubenfonden og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus indgår i socialt investeringsprogram, der løfter de unge ind i bolig med støtte og videre i egen bolig, beskæftigelse eller uddannelse. Dette sker med afsæt i ’Housing First’-tænkningen, som i Norge og Finland har medført et markant fald i hjemløsheden på 40 % de seneste ti år, mens den i samme periode er steget 32 % i Danmark.


Den Sociale Investeringsfond (DSI), Hjem til Alle, Aarhus kommune, Bikubenfonden og Rådet for Sociale Investeringer har indgået en kontrakt om et socialt investeringsprogram, hvor målet er flere unge hjemløse i egen bolig, bedre trivsel og, for de mest ressourcestærke, at komme i arbejde.

Metoden bygger på Housing First, som både herhjemme og i udlandet er en af de bedst dokumenterede indsatser i forhold til at lykkes med at få hjemløse væk fra gader og sofaer hos bekendte til egen fast bolig. Alligevel er det siden 2009 kun 4 procent af de hjemløse, der har fået tilbudt indsatsen. Årsagen skal blandt andet findes i mangel på betalelige boliger samt manglende incitamenter til at henvise til en bolig frem for en herbergsplads.

Bestyrelsesformand i DSI, Karen Hækkerup siger:
”Målet med investeringen er at tilbyde flere unge hjemløse den Housing First indsats, som vi ved virker. Det gør vi ved at fjerne en af de helt store økonomiske barrierer for kommunerne nu og her, fordi de med dette sociale investeringsprogram kan få dækket det beløb, de ellers ville få af staten ved at tilbyde en herbergsplads. Det gør det lettere for kommunen at give de unge hjemløse den indsats, som vi ved hjælper dem mest, og som på sigt også giver samfundsøkonomisk bedst mening, fordi de unge i højere grad får et liv, hvor de er selvforsørgende.”

Hækkerup fortsætter:
”Vi er meget glade for at Aarhus kommune vil være pioner og gå forrest i forsøget med at skabe en økonomisk model, der kan bringe flere unge hjemløse på ret kurs.”

Aarhus Kommune arbejder målrettet for at nedbringe antallet af unge hjemløse gennem bl.a. Housing First- initiativer, som kommunen har gode erfaringer med. Det sociale investeringsprogram skal ses i forlængelse af dette arbejde og består af to indsatser; en hovedsageligt social indsats til de mest udsatte unge hjemløse og en tidlig, intensiv og beskæftigelsesrettet indsats til de unge hjemløse, der er nærmere job og uddannelse. For begge grupper gælder det, at de får en fast bolig med intensiv støtte efter Housing First-principper i forbindelse med forløbet.

”Aarhus Kommune har en særlig udfordring ift. unge hjemløse og er den by i Danmark med relativt flest unge hjemløse, sammenlignet med indbyggertallet. Derfor har byrådet defineret en målsætning om at halvere antallet af unge hjemløse på 5 år. Dette initiativ er et væsentligt skridt i den retning og samtidig er det ambitionen, at projektet kan bane vejen for, at aktører på hjemløseområdet – nationale, kommunale og private – i højere grad vælger at prioritere deres ressourcer på at etablere de unge i faste boliger med støtte frem for forsorgshjemmenes akutte, midlertidige indsatser,” siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard.

Direktør i Hjem til Alle, en alliance der arbejder for at stoppe hjemløshed blandt unge, Vibe Klarup siger:
”Ingen ung skal være hjemløs i Danmark, og der er brug for, at vi går fra at håndtere hjemløshed til at stoppe den. Vi ved fra udlandet, at der findes en vej, nemlig at alle hjemløse mødes med ’Housing First’- et tilbud om bolig med støtte. Det er meget opløftende, at Aarhus Kommune viser vejen – forhåbentlig til inspiration for andre kommuner,” siger direktør i Hjem til Alle, Vibe Klarup.

Rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, siger:
”I Aarhus har vi arbejdet med at bekæmpe stigende hjemløshed de seneste år, særligt blandt unge. Vi ved, at nøglen er indsatser, der hurtigt hjælper de unge i egen bolig, og som samtidig sætter målrettet ind med fællesskaber, uddannelse og job. Derfor er dette samarbejde om en massiv investering i nye Housing First-initiativer et stort skridt i arbejdet med at bringe unge væk fra hjemløshed og i retning af gode ungdomsliv i Aarhus,” siger social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus, Kristian Würtz.

Bikubenfonden stiller en underskudsgaranti, der gør Aarhus-casen mere attraktiv at gå ind i for investorer. Direktør Søren Kaare-Andersen siger:
”Det kræver mod og engagement at afprøve sociale investeringer som en vej til at nyskabe løsninger på komplekse sociale problemer som den stigende hjemløshed blandt unge. Det mod og det engagement udviser Aarhus Kommune med dette investeringsprojekt, som vil kaste værdifulde erfaringer af sig dels ift. at stoppe hjemløshed i Danmark, dels ift. sociale investeringer som metode.”

Det sociale investeringsprogram med Housing First indsatser til unge hjemløse forventes at starte op i de første måneder af 2021.

FAKTA

De sociale investeringsprogrammer i Aarhus
Der er tale om to indsatser, der starter op primo 2021. Bikubenfonden, Rådet for Sociale Investeringer og Den Sociale Investeringsfond betaler Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune 23 mio. kr i alt for at levere indsatserne til de unge hen over de næste tre år.

En beskæftigelsesrettet indsats med kombineret fokus på bolig og beskæftigelse målrettet ca. 45 unge mellem 18 og 29 år (hen over tre år), som er hjemløse, eller som er i akut risiko for at blive hjemløse, og som samtidig har andre udfordringer, der rækker udover hjemløshed. Det kan f.eks. være psykisk sygdom, misbrug eller andre sociale vanskeligheder.

Både bolig og tilknytning til en virksomhed tilbydes inden for 3 måneder. I bolig og fritid vil der blive koblet personlig støtte på deltagerne, og på arbejdspladsen vil der være løbende opfølgning fra en tilknyttet virksomhedskonsulent og en frikøbt virksomhedsmentor. De tre investorer betaler ca. 7 mio. kroner for, at Aarhus Kommune leverer indsatserne til de unge.

Intensiv støtte-indsats målrettet de mest udsatte unge hjemløse, som hidtidige indsatser har haft svært ved at hjælpe. Målgruppen er kendetegnet ved at sove på gaden eller herberger, og ved at have mistet kontakten til det kommunale system mere generelt. De er typisk ikke i uddannelse eller job og har flere alvorlige problemer som misbrug, psykiske udfordringer, økonomisk gæld, svage netværk mv.

De unge, der tager del i projektet, skal tilbydes en mere intensiv, helhedsorienteret og fleksibel støtte- og udviklingsindsats, som har karakter af en forebyggende indsats i forhold til at blive kronisk hjemløse eller en yderligere forværring af aktuelle udfordringer. Indsatsen består af en betalelig bolig med intensiv støtte i et miljø, der giver de unge adgang til fællesskaber. Den leveres over en periode på 3 år, og det forventes årligt at kunne tilbyde 10-12 unge indsatsen. De tre investorer betaler ca. 16 mio. kroner for, at Aarhus Kommune leverer indsatserne til de unge.

Organisering af investeringsprogrammet
I et socialt investeringsprogram går en myndighed, en leverandør med faglig ekspertise og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe livsforbedringer for den enkelte og på sigt kan skabe gevinster på et offentligt budget. Investeringsprogrammet påbegyndes ved, at investoren stiller kapital til rådighed for leverandøren, som kan påbegynde arbejdet med indsatsen. Hvis indsatsen har den aftalte effekt og dermed skaber social forandring, betaler myndigheden investoren tilbage plus et afkast. Det er altså investor, der bærer risikoen.

De to sociale investeringer er organiseret ved, at tre investorer betaler Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune ca. 23 mio. kroner i alt for at levere indsatserne til de unge. De tre investorer er Bikubenfonden, som investerer 3 mio. kr. i de to sociale investeringer samt Den Sociale Investeringsfond og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus kommune, som ligeligt investerer det resterende beløb. Aarhus Kommune har to roller: En rolle som leverandør af ydelsen og en rolle som betaler for ydelsen. Som myndighed betaler Aarhus Kommune investorerne tilbage for den sociale forandring de unge i indsatsen opnår. Den sociale forandring som Aarhus Kommune betaler for, omfatter blandt andet øget livsmestring, mindre herbergsbrug samt øget uddannelse og beskæftigelse for de unge.

Unge hjemløse i Danmark
Siden 2009 er antallet af hjemløse steget med 30 pct., så der ved den seneste hjemløsetælling i 2019 blev registreret 6.431 mennesker i hjemløshed. De unge mellem 18-29 år udgør 30 pct. af mennesker i hjemløse situationer, og antallet er steget med 72% i perioden 2009 til 2019.

Aarhus Kommune har en særlig udfordring ift. unge hjemløse og er den by i Danmark med relativt flest unge hjemløse sammenlignet med indbyggertallet. Derfor har byrådet defineret en målsætning om at halvere antallet af unge hjemløse mellem 18-24 år på 5 år – fra 172 i 2019 til maksimalt 86 i 2024.

Housing First
Housing First er en dokumenteret metode til at tænke social støtte og bolig sammen.

Housing First bygger på viden om, at boligen er første skridt på vej ud af hjemløshed. Når først der er sikkerhed om boligen, er det muligt at arbejde med alt det, der førte ud i hjemløshed. Tidligere har den dominerende tænkning været, at man først skal arbejde med eventuelle andre udfordringer for at gøre den hjemløse klar til en bolig.

I Norge og Finland har man arbejdet systematisk med Housing First og er lykkedes med at reducere hjemløsheden med 40 pct. de seneste ti år – i samme periode er hjemløsheden steget med 32 pct. i Danmark.


For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Nanna Lodberg Theut, ansvarlig for presse- og kommunikation i DSI: 41851005, nlot@dsi.dk
Marianne With Bindslev, kommunikationschef i Hjem til Alle: 20673038, marianne@hjemtilalle.dk
Anders Ankerstjerne, pressekonsulent i Sociale Forhold og Beskæftigelse Aarhus Kommune:
89 40 99 00, anak@aarhus.dk

Emner


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Content Manager Visuel kommunikation 20 95 22 70
Karen Marstrand Mygind

Karen Marstrand Mygind

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet 31 58 43 74
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 31 78 59 27

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Lygten 39
2400 København MV
Danmark