Pressemeddelelse -
Minibiler får bilsalg til at slå alle rekorder i 2012
Det samlede salg ventes at lande på 175.000 nye biler, viser en ny analyse af bilmarkedet fra Spar Nord og BilBasen. Det er mere end 5000 flere biler end sidste år, som også satte rekord.
Dermed trodser bilsalget både detailsalg og forbrugertillid, som er i bund, men ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm er der flere gode grunde til, at bilsalget slår rekord i en tid, hvor danskerne ellers er i sparehumør.
- Først og fremmest har biler en begrænset levetid og skal udskiftes før eller siden, og det lægger en bund under markedet, siger Jens Nyholm.
Men en helt særlig type biler er også med til at sætte gang i salget. De nye minibiler koster under 100.000 kroner og kører langt over 20 kilometer på en liter brændstof.
- Og hvis der er noget, der kan vække den danske forbruger lige nu, er det udsigten til at spare penge, siger Jens Nyholm.
Ifølge Jens Nyholms vurdering er en del af de i alt 27 milliarder kroner, som danskerne i 2012 har fået udbetalt i efterløn blevet brugt på de nye minibiler.
- Vi har ikke set nogen efterlønseffekt på det generelle forbrug, men meget tyder på, at en del af pengene er blevet omsat til nye minibiler, siger Jens Nyholm.
Der er også mere fart end nogensinde på salget af brugte biler, som ventes at sætte rekord i år med 550.000 handler.
- Det rekordhøje salg af nye biler smitter også af på brugtbilhandlen, fordi der næsten altid indgår en brugt bil i handlen, siger Morten Heuing, administrerende direktør for Bilbasen og DBA Biler.
Salget af personbiler til private stiger med omkring 24 procent sammenlignet med sidste år, mens salget af biler til virksomheder falder med 17 procent.
Minibilerne topper salgslisterne for 2012 med WV UP som den mest solgte efterfulgt af Toyota Aygo og Kia Picanto.
Også i handlen med brugte biler er VW den mest omsatte med VW Passat på førstepladsen samt Toyota Avensis og Toyota Aygo på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Ifølge analysen fra Spar Nord og Bilbasen kan danskerne lige nu vælge imellem hele 15 bilmodeller til en vejledende udsalgspris under 100.000 kroner.
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- rekordsalg af minibiler.
- rekord mange minibiler
- bilbasen i samarbejde med spar nord
- bilbasen og spar nord
BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 500.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.