Gå til indhold
Birkerød Kostskoles nye indgangsparti med flere udendørsområder og anlagte stier
Birkerød Kostskoles nye indgangsparti

Nyhed

Birkerød Kostskole: skolen fra 1868 – nu i nye klæder!

Artikel skrevet af Anna Overballe

Hvert år stiller afgangseleverne fra Birkerød Kostskole op til et fællesbillede ved Johannes Mantzius' statue i haven ud for Mantziusgården i Birkerød. Det er nu, med studenterhuen på og på vej videre i livet, at kosteeleverne introduceres til kostskolens oprindelige bygninger, dens grundlægger og historie. Det er nu, ved afslutningen, at de er blevet en del af kostskolens fælles historie. Man afslutter dermed ved begyndelsen – og dét er der en helt specifik grund til. Birkerød Kostskole grundlægges som en kostskole for drenge i 1868. Fællesbilledet har været en tradition siden 1910. Man følger i historiens fodspor ved at tage tre billeder: Først ét med drengene, så pigerne og til sidst et fælles. Ud over dette afsluttende afskedsritual er traditioner som sådan ellers ikke noget, der kendetegner Birkerød Kostskole. Det er en moderne skole, nu med lokaler fra 1960'erne placeret på gymnasiets matrikel. Lokalerne har længe dannet rammerne for en understøttelse af elevernes faglige og sociale trivsel, og hen over det sidste år er disse rammer blevet yderligere moderniseret og opkvalificeret, så nuværende og kommende elever har de bedst mulige forudsætninger for at komme fagligt og socialt stærkt igennem gymnasiet. Derudover har man udvidet kapaciteten fra 80 til 100 elever. De nye rammer samt mangeårig udvikling af en særlig pædagogisk praksis med fokus på faglighed, trivsel og traditioner med måde gør Birkerød Kostskole til en af de mest eftertragtede kostskoler i Danmark, der på trods af at være blandt Danmarks mindste med plads til 100 elever samtidig er den mest ansøgte gennem de seneste ti år med omkring 200 ansøgninger årligt. Kostskoleleder Anders Lorentzen uddyber:

”At kunne skabe den gode trivsel hos eleverne kræver selvsagt en tydelig pædagogisk praksis og de rigtige rammer. Vores praksis har vi udarbejdet og videreudviklet på i mange år. Nu var tiden kommet til at få sat fokus på de fysiske rammer også, så vi kan være det moderne kostgymnasium, der møder de unge, hvor de er, og samtidig favner vores fælles historie og traditioner. Vi lægger vægt på, at traditioner skal berige identitet, ikke begrænse den”.

Den pædagogiske praksis på Birkerød Kostgymnasium er helt central for livet på skolen og er inspireret af en overbygning af efterskolemiljøet. Det danske efterskolemiljø er unikt og lægger op til ansvar, læring og dannelse. Det bygges der videre på i den pædagogiske praksis, i de sociale tiltag og i den alsidige faglighed i personalegruppen (på Birkerød Kostskole er der både gymnasielærere, pædagoger og folkeskolelærere ansat), hvor forskellige fagligheder mødes og arbejder på tværs. Traditioner såsom fællesbilledet og den efterfølgende Mantzius Dinner er med til at skabe BG-ånd og fællesskab, mens man er en del af kostskolen. Struktur, faglighed og relationer går derfor hånd i hånd. Den alsidige personalegruppe favner bredt og skaber et nuanceret læringsmiljø, som tilgodeser de mange forskellige typer af elever, der bor på kostskolen, mens de tager deres ungdomsuddannelse på Birkerød Gymnasium. Eleverne på Birkerød Kostskole er grundet skolens alsidige profil også en mangfoldig blanding af unge fra Danmark og udlandet, fra STX, HF og IB. Grundessensen mærkes tydeligt: Faglighed og trivsel med fokus på et godt og givtigt ungdomsliv, hvor vi alle har et ansvar for sig selv og hinanden.

På Birkerød Kostgymnasium er trivsel og det faglige i centrum, og her er der klare rammer for elevernes skolegang med fokus på lavt fravær, aktiv deltagelse og faglig progression, understøttet af blandt andet obligatorisk lektiecafé og tæt opfølgning på karakterer. Kostskoleelever må ikke have mere end 5 % fravær, mens de går på Birkerød Gymnasium, og kostskolen er i tæt dialog og samarbejde med skolens studievejledning og ledelse. Som kostelev samarbejder du med kostskolen og gymnasiet, og aftalen er simpel: Her handler det om at få dig trygt og selvsikkert igennem din ungdomsuddannelse. Det sociale og faglige integreres gennem klubaktiviteter, gangmiljø og daglig kontakt mellem elever og lærere. Kostskolen fungerer i dag ikke blot som bolig, men som en central pædagogisk ramme, der understøtter både læring og trivsel. De nyrenoverede fysiske rammer er tænkt som en aktiv del af det pædagogiske arbejde, hvor hjemlighed og struktur balanceres. Endelig spiller skolens klare pædagogiske retning og løbende investeringer i moderne faciliteter en afgørende rolle i kostskolens popularitet. Renoveringer, nye fællesområder og et opdateret fysisk miljø (herunder biograf, træningslokale, klublokaler, renoverede værelser, spisesal og udearealer) signalerer en nutidig kostskole, der matcher unges behov og forventninger. Derudover er der den unikke beliggenhed med udsigt over det fredede naturområde Dumpedalen samt kostskolens tilknytning til BG og skolens internationalt anerkendte IB-afdeling.

Som kostgymnasium er der naturligvis også et fokus på almen dannelse som led i at få eleverne godt igennem gymnasieuddannelsen. Dannelse på Birkerød Kostskole handler om at forberede eleverne på voksenlivet. Eleverne lærer at tage ansvar – både for egen læring og for andres trivsel – og at begå sig i sociale sammenhænge præget af tillid og gensidig respekt. I et internationalt miljø med mange IB-elever og elever fra hele verden er der særligt fokus på interkulturel forståelse og på at introducere eleverne til danske værdier som ligeværd og dialog i øjenhøjde. Traditioner og historie, som eksemplet med fællesbilledet foran Johannes Mantzius, spiller en rolle som identitetsskabende elementer, men uden at være styrende for den pædagogiske tilgang. I stedet vægtes nutiden og fremtiden, hvor eleverne gennem fælles aktiviteter, ture og daglig interaktion udvikler sociale kompetencer samt en forståelse for, hvad det vil sige at indgå i et forpligtende fællesskab. Dannelsesaspektet går direkte i tråd med den pædagogiske praksis og tilgang til dannelse, som eleverne møder på Birkerød Gymnasium og i løbet af de to-tre år, de bor på kostskolen. Samtidig er du også BG-elev, og det afspejles ikke blot i timerne på selve skolen sammen med dagseleverne, men også som en del af den verden, der møder dig, når du går de 100 meter over til dit værelse på kostskolen, sætter dig ved bordet til aftensmaden i fællessalen eller deltager i de obligatoriske lektiecaféer eller sociale arrangementer. Kostskolen er og skal være en forlængelse af BG, og dét mærkes tydeligt hos vores kostelever.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Nyt indgangsparti Birkerød Kostskole.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    640 x 480, 95,2 KB
    Download

Relateret materiale

  • Birkerød Gymnasium – Nordens første Ecosia Campus-skole!

    Birkerød Gymnasium er blevet Nordens første Ecosia Campus-skole, efter flere måneders arbejde fra miljøudvalget. Ecosia er en non-profit søgemaskine, der finansierer træplantning og klimahandling. Skolens ambition er at blive Danmarks grønneste gymnasium gennem bæredygtige initiativer.

    Caroline 2y og Asta 2.x på Birkerød Gymnasium
  • Samspilsundervisning på BG: Når to skoleformer møder hinanden

    Samspilsundervisningen på Birkerød Gymnasium fremmer integration mellem elever fra IB, STX og HF. Gennem fælles aktiviteter og undervisning skabes nysgerrighed og forståelse, hvilket styrker identitet og fællesskab i et miljø, der værdsætter forskellighed og gensidig respekt.

    Tvillinger med hver sin ungdomsuddannelse på Birkerød Gymnasium
  • Eliteidræt og LifeSkills på BG

    Birkerød Gymnasium tilbyder et LifeSkills-forløb til eliteidrætselever for at øge deres bevidsthed om, hvordan sportskompetencer kan anvendes i hverdagen. Forløbet fokuserer på mission, værdier og indre kerneværdier, der hjælper unge med at trives.

  • BGConnect samler eleverne på Birkerød Gymnasium

    Gymnasiet skal være dit, mit og vores i fællesskab - både i og uden for skoletiden! - på Birkerød Gymnasium har vi udviklet en app, der gør det nemmere. Eleverne kan selv oprette og drive aktiviteter, hvilket styrker både trivsel og almendannelse. Sidste skoleår blev der oprettet over 150 forskellige aktiviteter.

    På Birkerød Gymnasium skal en app hjælpe med at organisere skolens mange aktiviteter
  • Det frivillige engagement betyder noget - både for en selv og andre.

    Skolen prioriterer frivilligt arbejde for at styrke elevernes dannelse og fællesskabet. Med app’en BGConnect og samarbejde med AFU inspireres skolens elever til at engagere sig i sociale og faglige aktiviteter, hvilket øger deltagelsen og skaber nye initiativer.

  • Birkerød Gymnasium fokuserer på bæredygtighed og entreprenørskab

    Birkerød Gymnasium fokuserer i uge 41 på bæredygtighed og entreprenørskab sammen med Fonden for Entreprenørskab og DTU. 2.g STX-elever udvikler innovative løsninger inspireret af FNs verdensmål, afsluttet med en innovationsmesse for præsentation af deres ideer.

  • Oplev internationale kulturer til BGs Global Culture Fair

    BG's Global Culture Fair den 3. november fejrede skolens mangfoldighed med over 50 nationaliteter. Eleverne deltog i et fashionshow og delte mad og kultur fra deres hjemlande, hvilket fremmede international forståelse og stærke fællesskaber. En stor succes!