Nyhed -

Bliv ”den eneste ene” og red liv

60.000 danskere har i dag registreret sig som stamcelledonorer, men der er brug for mange flere. Lørdag den 18. september er det international Stamcelledonordag, der markeres af Bloddonorerne og blodbanker rundt om i hele landet. Håbet er, at flere danskere vil melde sig som stamcelledonorer og dermed potentielt redde liv.

Hvert år får mere end 140 danskere konstateret en sygdom, som kræver, at de får en stamcelletransplantation for at overleve. Det kan imidlertid være meget svært at finde en stamcelledonor, da det kræver et godt match mellem donorens og patientens vævstyper. Derfor er det vigtigt, at så mange danskere som muligt melder sig som donor af stamceller.

I anledning af den internationale Stamcelledonordag den 18. september, sætter Bloddonorerne i Danmark sammen med blodbanker fra hele landet fokus på vigtigheden af de små celler, vi alle har i vores kroppe, og at vi alle kan være med til at redde liv ved at blive stamcelledonorer.

- Det ligger i tiden, at vi danskere gerne vil træde til og hjælpe hinanden i livskritiske situationer. At melde sig som stamcelledonor kræver i første omgang meget lidt, men kan i sidste ende få afgørende betydning for et andet menneskes liv, siger Region Hovedstadens blodbankchef Morten Bagge Hansen, der er er ledende overlæge på Rigshospitalet og medlem af hovedbestyrelsen for Bloddonorerne i Danmark. Han fortsætter:

- Før i tiden skulle man være bloddonor for at kunne donere stamceller, men i dag kan alle donere. Stamcelledonorer bliver optaget i et verdensomspændende netværk, der bruges til at finde ’den eneste ene’, som kan hjælpe med stamceller til en patient med f.eks. kræft i blodet eller en særlig immunsygdom.

På verdensplan er der tilmeldt mere end 35 mio. stamcelledonorer. Alligevel findes der stadig patienter, som man aldrig finder en egnet donor til.

- Vi er utrolig stolte af det internationale stamcelledonorregister, der samler mange frivillige og ubetalte stamcelledonorer. Men for at være klar til at hjælpe de patienter, som får brug for stamceller, har vi brug for mange flere stamcelledonorer. Jo flere, der tilmelder sig, jo større er chancen for, at vi kan finde en egnet stamcelledonor til en patient og dermed redde liv, siger Morten Bagge Hansen.

I Danmark er der 180.000 bloddonorer og 60.000 registrerede stamcelledonorer. Lige nu der flest kvindelige stamcelledonorer, og derfor er der et stort behov for mandlige stamcelledonorer – og særligt unge, mandlige stamcelledonorer.

Fakta om stamceller
Stamceller findes i knoglemarven og er forstadier til celler i blodet. Knoglemarv og stamceller er nødvendige for, at vi kan overleve. Stamceller er vigtige for vores immunforsvar, blodets evne til at størkne og transport af ilt rundt i kroppen. Tidligere kunne man kun få stamceller fra knoglemarven, og derfor kaldte man en donation af stamceller for knoglemarvsdonation. Siden har man fundet ud af også at høste stamceller ud i blodet ved hjælp af medicin, og man kalder det derfor nu for stamcelledonation.

Der er altid brug for flere stamcelledonorer, fordi stamcelledonation foregår når der er et konkret behov. Jo flere stamcelledonorer der er i registret, des større er chancen for et match.

Sådan bliver du stamcelledonor

  • Er du mellem 18 og 55 år, vejer mindst 50 kg og er sund og rask, kan du blive stamcelledonor i Danmark.
  • Er du allerede bloddonor, kan du tilmelde dig som stamcelledonor via Bloddonor.dk eller blive tilmeldt i blodbanken næste gang, du donerer blod. Når du er tilmeldt, vil der blive taget en ekstra blodprøve i blodbanken, og herefter vil du kun blive kontaktet, hvis der kommer et match mellem dig og en patient.
  • Er du IKKE bloddonor, skal du tilmelde dig via Sundhed.dk, hvor du først skal besvare nogle spørgsmål om dit helbred. Opfylder du helbredskravene, får du tilsendt et lille kit, så du kan lave et mundskrab, som Danske Stamcelledonorer skal bruge til at analysere din vævstype. Herefter vil du blive kontaktet, hvis der kommer et match mellem dig og en patient.
  • Som registreret stamcelledonor bliver du kun kontaktet, hvis en patient matcher netop dig. Der findes tusindvis af forskellige vævstyper, og derfor er chancen for, at du bliver udvalgt, meget lille. Det betyder, at mange står i registreret uden nogensinde at donere stamceller. Men hvis matchet er der, bliver du den eneste ene i verden, der kan redde patienten.
  • Du kan altid afmelde dig som stamcelledonor, hvis du ikke længere ønsker at være med.

For yderligere information, kontakt venligst:

Blodbankchef i Region Hovedstaden, Morten Bagge Hansen, 24 42 90 85, Morten.Bagge.Hansen@regionh.dk ledende overlæge på Rigshospitalet og medlem af hovedbestyrelsen for Bloddonorerne i Danmark
Overlæge Helle Bruunsgaard, ansvarlig for Danske Stamcelledonorer Øst
3545 6566, Helle.Bruunsgaard@regionh.dk
Afdelingslæge Randi Berg, ansvarlig for Danske Stamcelledonorer Vest
2966 5125, randberg@rm.dk
Direktør, Lisbet Schønau, Bloddonorerne i Danmark
2325 8647 ls@bloddonor.dk

Bloddonorerne i Danmark repræsenterer de danske bloddonorer nationalt og internationalt. Vi arbejder for at hverve og anerkende frivillige bloddonorer. Det er vores opgave at sikre den nødvendige blodforsyning på de danske hospitaler, så der aldrig kommer til at mangle blod til patientbehandling.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • bloddonorerne i danmark
  • international stamcelledonordag
  • danske stamcelledonorer
  • stamcelledonor

Kontakt

Lisbet Schønau

Direktør 23 25 86 47