Nyhed -

Ny sms til bloddonorer: Tak, du har netop hjulpet en patient

Link til artiklen i Berlingske

Torsdag den 21. september klokken 8.03 skulle Julie Steenbuch Holt lige til at stå af toget på Trekroner Station, da en biiiplyd fra mobiltelefonen markerede, at en ny besked var tikket ind. En besked, hun ikke havde ventet.

»Tak Julie! Den portion blod, som du gav d. 15-09-17, har netop hjulpet en patient. Mvh Blodbanken - GivBlod.«

»Jeg blev overrasket og megaglad. Jeg vidste slet ikke, at de sagde tak på den måde. Det er en dejlig anerkendelse,« fortæller Julie Steenbuch Holt, der er 24 år og har doneret sit A Rhesus positiv-blod, siden hun var 17 år.

»Det var superfedt at få den sms. For jeg har nogle gange tænkt lidt på, hvad der sker med blodet, og om de kan holde styr på, hvem der har givet hvad. Selvfølgelig går jeg ud fra, blodet bliver brugt til patienterne, men man ved jo aldrig. Jeg har manglet at få at vide, hvad der sker med blodet. Det er en rigtig god følelse at gå og tænke på, at det blod, jeg har givet, er gået direkte til at hjælpe en anden person, og det virker meget stærkt, at jeg får sms'en i det øjeblik, blodet bliver brugt til en patient,« siger Julie Steenbuch Holt.

Blodbanken i Region Hovedstaden begyndte i starten af september at sende takke-sms´er ud til donorerne. En takke-sms bliver sendt i det øjeblik, donors blod forlader Blodbanken for at blive anvendt til at behandle en patient - hvis blodet anvendes om natten, får donor dog først besked næste dag.

»Vi vil gerne understrege over for vores trofaste donorer, at den gave, de giver, når de giver blod, er livsvigtig og yderst værdsat. Både af blodbanken, men i allerhøjeste grad også af de patienter, som modtager blodet i forbindelse med en kritisk fase i livet. Donorerne ved naturligvis godt, at deres blod er med til at redde liv. Men jeg tror, at det bliver mere virkeligt for dem på denne måde, og dermed har det forhåbentlig en positiv effekt på motivationen til at fortsætte som bloddonor,« forklarer kommunikationskonsulent Merle Wiborg Romose fra GivBlod.

Der er færre, der donerer blod

Ideen til takke-sms´en kommer fra Sverige, hvor man siden 2012 har sendt sms´er til bloddonorerne i Stockholm, når deres blod bliver anvendt. En idé, der siden har bredt sig til andre svenske blodbanker, lige som Region Syddanmark har indført en takke-sms med følgende ordlyd: »Tak fordi du gav blod. Dit blod er nu anvendt. Venlig hilsen Blodbanken«.

I mange vestlige lande, inklusive Danmark, er der de senere år blevet færre og færre, der donerer blod. Takke-sms´erne skal være en opmuntring til donorerne, som skal motivere dem til at donere blod igen, fordi de får at vide, at deres blod rent faktisk bliver anvendt til at hjælpe andre mennesker.

»Jeg har ofte oplevet både donorer og potentielle donorer være i tvivl om, hvorvidt blodet bliver brugt. Med dette tiltag vil de blive bedre informeret om dette. Vi har et spild på under en procent i den danske blodforsyning. Det er helt exceptionelt og supervigtigt, at donorerne også bliver bevidste om dette,« siger Merle Wiborg Romose.

I den indledende fase vil det kun være nogle donorer, som modtager en takke-sms, mens andre donorer ikke får. Hvis teknikken virker planmæssigt og donorerne er positive over for beskederne, vil konceptet blive udbredt til alle bloddonorer fra 1. december.

En personlig tak virker stærkere

Der er på det seneste flere eksempler på, at sundhedsvæsenet siger tak til de mennesker, der vælger at donere for at hjælpe andre. Sidste år holdt Center for Organdonation for eksempel det første arrangement for pårørende til organdonorer, hvor der blev tændt lys for de afdøde donorer, og de pårørende modtog en tak for donationen. Pårørendedagen er et af ialt 23 initiativer i en handlingsplan for organdonation, som blev igangsat i 2014.

En personlig tak skal være med til at motivere flere til donation. Men er det for dårligt af os, hvis vi har brug for en personlig tak for at donere?

»Jeg synes, at en takke-sms lyder som en rigtig god idé, hvis det er praktisk overkommeligt. Det giver donorerne syn for sagn. De får at vide, at det, de gør, har en betydning, og at de er med til at hjælpe andre. Man får i forvejen en tak fra Blodbanken, men det her virker stærkere, fordi det er personligt, og fordi man får takken, når blodet anvendes til patienten. Jeg har svært ved at se noget problematisk ved det,« siger professor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet, der forsker i medicinsk etik.

Et par dage efter Julie Steenbuch Holt fik sms´en, lagde hun et billede af sms´en op på Instagram. Flere andre donorer har også delt deres takke-sms´er på de sociale medier.

»Det er jo en anerkendelse og en tak, og jeg tror, at det vil kunne motivere andre til at give blod, hvis de ser, at man får sådan en tak. Måske giver jeg andre ideen til at melde sig. Det ville være megafedt,« siger Julie Steenbuch Holt.

Thomas Søbirk Petersen kan godt forstå, at donorerne får lyst til at dele deres takke-sms´er.

»Der er altid nogle, der får ondt i røven, hvis andre gør opmærksom på, at de selv har gjort noget godt. Men helt ærligt, hvor små sko skal man gå i? Lad dog folk fortælle, hvis de har gjort noget godt. Det kan jo give andre ideen til at gøre noget tilsvarende.«

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • sms
  • anerkendelse
  • bloddonorer
  • blodbanker
  • bloddonor

Regions

  • Hovedstaden

Relateret materiale