Pressemeddelelse -

Tests af bloddonorer viser: 2 % har antistoffer

De danske blodbanker har i ugerne 41 og 42 testet godt 11.000 bloddonorer for antistoffer mod coronavirus (SARS-CoV2). Samlet set har 2,0% af bloddonorerne antistoffer medhøjest forekomst i Region Hovedstaden (3,5%) og lavest i Region Nordjylland (0,6%). Forekomsten af antistoffer er højest blandt yngre donorer og er lavest blandt de ældste donorer.

”Tallene er meget tæt på, hvad Statens Serum Institut fandt ved deres repræsentative undersøgelse af 6.330 danskere på 12 år eller ældre i uge 34 til 36. De to undersøgelser har brugt samme testmetode. De geografiske forskelle er slående set i lyset af at epidemien her i efteråret er blevet mere landsdækkende,” fortæller Henrik Ullum, der er overlæge og professor ved Blodbanken på Rigshospitalet.

Blodbankerne undersøgte også antistoffer blandt bloddonorer tilbage i april.

”De tal, vi finder nu, ligger overraskende tæt på dem, vi fandt i foråret set i lyset af den efterfølgende smitte,” siger Christian Erikstrup, overlæge og professor ved blodbanken, Aarhus Universitetshospital. Han uddyber:

”Vi bruger en anden og bedre test nu, men vi kan ikke udelukke, at nogle af dem, der i foråret havde lave antistofniveauer, i mellemtiden er gået hen og blevet negative. Under alle omstændigheder slår disse tal fast, at kun en meget lille del af befolkningen på nuværende tidspunkt har antistoffer. Derfor må de fleste af os fortsat antages at være i risiko for infektion og COVID-19”.

Testningen af bloddonorer er planlagt at fortsætte mindst 4 uger endnu.

”Vi informerer selvfølgelig de bloddonorer, der har antistoffer. Det er dog vigtigt at slå fast, at vi ikke ved, hvor beskyttende antistoffer er, og at man derfor uanset resultatet af antistoftesten skal følge myndighedernes retningslinjer,” siger Henrik Ullum.

Blodbankerne indmelder løbende resultaterne til Statens Serum Institut, der kan bruge disse til deres analyse af epidemien.

”Det her er endnu et eksempel på, hvordan bloddonorer bidrager til vores sundhedsvæsen,” afslutter Christian Erikstrup.

www.bloddonor.dk/coronavirus offentliggøres tal fra blodbankerne løbende.

For yderligere information

Henrik Ullum, professor og overlæge og ph.d
Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet
E-mail: Henrik.Ullum@regionh.dk
Telefon: +45 40 17 98 32

Christian Erikstrup, professor og overlæge og ph.d
Blodbank og Immunologi, Aarhus Universitetshospital
E-mail: christian.erikstrup@skejby.rm.dk
Telefon: +45 30 59 50 85

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • forskning
  • bloddonorer
  • blodbanker
  • bloddonor
  • coronavirus
  • covid-19

Om Bloddonorerne i Danmark

Bloddonorerne i Danmark repræsenterer de danske bloddonorer nationalt og internationalt. Vi arbejder for at hverve og anerkende frivillige bloddonorer. Det er vores opgave at sikre den nødvendige blodforsyning på de danske hospitaler, så der aldrig kommer til at mangle blod til patientbehandling. For at sikre det er der behov for ca. 20.000 nye donorer hvert år. Der er ca. 180.000 bloddonorer i Danmark.

Relateret materiale

  • Test af bloddonorer skal hjælpe med at klarlægge corona-mørketal

    Fra mandag den 6. april 2020 vil alle bloddonorer blive tilbudt en test, når de kommer til tapning. Testen kan afsløre eventuelle antistoffer imod coronavirus i donors blod. Har man antistoffer, har man været smittet med COVID-19, og det forventes derfor, at man efterfølgende er immun overfor virussen. Disse tests af bloddonorer skal hjælpe med at klarlægge corona-mørketallet i Danmark.

  • Forskning blandt bloddonorer bekræfter: Afstand virker

    Forskere fra Det Danske Bloddonorstudie har ud fra studier af bloddonorer påvist, at det gør en forskel, om man holder afstand og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Studiet viser også, at dødeligheden med COVID-19 er 65 gange højere for borgere over 69 år end for dem mellem 17 og 69 år.

  • Anden bølge af coronavirus viser sig blandt bloddonorer: 8 % har nu dannet antistoffer

    Siden starten af oktober 2020 er alle bloddonationer blevet undersøgt for antistoffer mod coronavirus. Undersøgelsen kan fortælle, hvor mange af os der har haft infektionen. Stigningen var beskeden i de første uger, men her i det nye år, kan vi for alvor se effekten af infektionens anden bølge: Der er nu på landsbasis ca. 8%, der har antistoffer grundet overstået infektion.

  • Bloddonorerne kaster lys over omikron-mørketal

    Hvor mange danskere har været smittet med coronavirus uden at vide det? Det skal landets bloddonorer nu hjælpe med at klarlægge. Fra tirsdag den 18. januar 2022 tester alle landets blodbanker, på opfordring fra Statens Serum Institut, donorerne for antistoffer fra tidligere smitte med coronavirus.