Gå til indhold
Bindingsværk og røde Dantegl vingetagsten

Pressemeddelelse -

Bindingsværk og røde Dantegl vingetagsten

”Det er den type opgaver, der kræver en del mere tid set i forhold til oplægningen af et helt almindeligt tag, men det er også utrolig spændende. Her står man med en konstruktion, som blev opført i 1700-tallet, hvor datidens håndværkere måtte nøjes med langt mere simple redskaber og metoder, når der skulle bygges nyt eller renoveres”, fortæller tømrermester Finn Møller, Tømrer og Bådebygger Finn Møller ApS, Mariager. Det handler om restaureringen af en gammel bindingsværkslade på herregården Henrikseje i den nordlige udkant af Randers, hvor der er oplagt røde, håndbearbejdede Dantegl vingetagsten og skotrendesten.

Henrikseje består af en hovedbygning, der er opført i 1791, og et trelænget lade- og staldanlæg, hvor der er gennemført en gennemgribende istandsættelse af den mellemste bindingsværkslade i 2016-17.

”Da vi tog fat, var ladebygningen i en sørgelig forfatning efter mange års lappeløsninger”, fortæller Finn Møller og fortsætter: ”På den ene side var der oplagt tegltagsten og på den anden bølgetagplader, og hist og her også tagpap og træspån. Nogle spær var så medtaget, at de måtte udskiftes, mens andre blev genbrugt ved at fjerne den rådne del og skarre nye ender af sundt træ på det gamle. Det var specielt den nederste del af spærene, der udgør udhænget, som, der var råd i. Der er jo tale om en fredet bygning, så alt, hvad der kan skal genanvendes. Her har vi haft et rigtig godt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og restaureringsarkitekt Marcelle Meier fra KPF Arkitekter i Aarhus.

Hele bygningen måtte afstives yderligere med jernforankringer, og selve bindingsværket fik også den helt store tur. Murværket i tavlerne (red. feltet mellem tømmerstykkerne) blev taget ud, og træværket, der består af egetømmer, renoveret. Her kom de gamle håndværksmæssige dyder i brug, da alt træ er tappet og naglet sammen uden brug af søm eller skruer. Det var helt sikkert en oplevelse for de yngste af mine medarbejdere, som aldrig har prøvet det før. Her havde vi også stor glæde af mange års erfaring fra bådebyggeriet, der gør, at vi ved, hvordan træet ”opfører sig” under forskellige forhold. Det handler jo om, at konstruktionen bliver så stærk som muligt. Alle de mursten, som kunne genanvendes, blev renset af og brugt til opmuring af de nye tavler.

Selve tagfladen, der specielt mod nord er meget skæv, gav anledning til et større udregningsarbejde for at få tagfladen til at gå op med hele tagsten. Havde der været tale om en hvilken som helst anden bygning, havde vi sikkert rettet tagfladen op, men når der er tale om en fredet bygning, handler det også på dette punkt om at bevare så meget af de oprindelige udtryk – altså også de skævheder, som helt naturligt er opstået gennem mere end 200 år. Heldigvis er der tale om en forholdsvis stor flade, så spillerummet med at trække og skubbe tagstenene var forholdsvist stort. Tæller man efter, vil man opdage, at der faktisk er en række tagsten mindre på den ene side, men det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til.

På Henriksejes ladebygning har man valgt at gå både grundigt og meget traditionelt til værks i valget af løsninger. På taget er der oplagt håndbearbejdede røde Dantegl vingetagsten, rygningen er lagt i mørtel, og som en ekstra finesse er der også anvendt skotrendesten, der er specialfremstillet på Volstrup Teglværk.

Vil du læse mere om oplægning af tag på fredede og historiske ejendomme, så har Monier udgivet specialbrochuren ”Håndstrøgne tagsten”, der er fyldt med gode tips og løsningsforslag.

Du kan bestille brochuren hos Moniers kundeservice på 9631 6100 eller downloade den her.

Billedmaterialet fra selve restaureringsarbejdet er venligst udlånt af tømrermester Finn Møller. På www.finn-moller.dk og www.kpf.dk/projekter/herregaarden-henrikseje/ kan du se flere billeder og læse mere om Henrikseje. Herregården er i privateje, og der er ikke offentlig adgang.

Emner

Kategorier


Monier er den førende leverandør af tagmateriale i Norden og Baltikum. Med et bredt sortiment af komplette tagløsninger herunder tagsten, specialsten og tilbehør har Monier alt det, der gør taget funktionelt og æstetisk.

Monier har ca. 300 ansatte i Norden og Baltikum og havde i 2015 en omsætning på godt 103 millioner Euro. Monier er en del af BMI koncernen.

I Danmark har Monier A/S cirka 75 medarbejdere og to fabrikker samt regionalt kontor i Aalborg. Fabrikken i Hersom producerer betontagsten, og fabrikken i Volstrup producerer tegltagsten.Læs mere på www.monier.dk.

Kontakt

Lisbeth Laursen

Lisbeth Laursen

Pressekontakt Marketing Coordinator PR & kommunikation +45 2679 9229

Et tag er ikke bare et tag

BMI Group Danmark står bag to af tagbranchens stærkeste brands, Icopal og Monier. I BMI Group Danmark giver vi vores kunder adgang til det bredeste udvalg af løsninger til både skrå og flade tage. For os er et tag ikke bare et tag: Et tag er tryghed, sikkerhed og livskvalitet, og vi tilbyder altid de bedste løsninger til vores kunder, uanset hvilken slags tag de ønsker sig. Hos BMI Group Danmark får vores kunder al den ekspertise og rådgivning, de har brug for, samlet under ét tag - og vi har mere end 165 års erfaring at dele ud af.

Læs mere om BMI Group Danmark på bmigroup.com/dk

BMI Group har hovedsæde i Reading, UK. Med selskaber og produktionsfaciliteter i Europa, Asien og Afrika har koncernen mere end 9.500 medarbejdere verden over.

BMI Group Danmark (Icopal og Monier)
Kystvejen 56
9400 Nørresundby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum