Fanø's røde tage

Sol eller regn, sommer eller vinter – uanset vejret og årstiden er Fanø en perle midt i Vadehavet. Blot 12 minutters sejlads fra den travle industrihavn i Esbjerg og man befinder sig i en helt anden verden. Direkte fra færgen kører man så at sige ind i historien. I Nordbys smalle, brostensbelagte gader ligger husene tæt omkranset af små frodige haver. Det er ren idyl, men ikke noget museum, for byen og husene summer af liv. Midt i det hele, i et af Nordbys ældste huse, bor Niels Brinch Nielsen, der på sin tegnstue er med til at sætte præg på både det moderne og historiske Fanø.

Fanø er ikke en ø for ingenting, det er et lille afgrænset område af det danske rige, som har sine helt egne skikke og traditioner – også når det gælder byggeri, hvilket man tydeligt ser, når man tager turen ned af Nordbys hyggelige hovedstrøg, der slet og ret hedder ”Hovedgaden”. Eller endnu tydeligere, hvis man kører til øens sydspids, byen Sønderho, hvor vi inden for et forholdsvist lille område finder ét af det største antal fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark, fortæller Niels Brinch Nielsen. Inspirationen og ofte også materialerne er hentet syd for den dansk-tyske grænse, i Frisland.

Kigger man nærmere på Fanøs historie, og hvorfra befolkningen i tidligere tider fik deres udkomme, forstår man godt, at netop de kystnære egne af Nordtyskland og Holland fik stor indflydelse på bl.a. arkitekturen. Befolkningen på Fanø dyrkede jorden, drev fiskeri og ikke mindst småskibsfart med varer til og fra det frisiske område. I 1800-tallet blev flåden udvidet, og Fanøskipperne begyndte at besejle landene omkring Nordsøen og Østersøen. Senere gik turen også til Middelhavet og over oceanerne til bl.a. Sydamerika. I 1890’erne havde Fanø den næststørste flåde af handelsskibe i Danmark, kun overgået at København. Fra Danmark medbragte Fanøskipperne saltede sild, jydepotter og senere også levende kreaturer. Med retur fra bl.a. Frisland havde de mursten, klinker, fliser, naturskifer og tegltagsten, der blev brugt til byggeri på Fanø.

Den barske vestenvind har også sat sit præg. Størstedelen af øens huse er traditionelt blevet anlagt i øst-vestlig retning. Vinden fra vest løber dermed langs med husene og har sværere ved at få fat i tagbeklædningen. På de ældste af øens huse er der oplagt enten strå, naturskifer eller tegltagsten. Tidligere var det også almindeligt med spåntage, men de er nu helt forsvundet.

Nordbys ældste huse er centreret omkring ”Hovedgaden” og de tilstødende gader og smøger. Fanø Kommune har udarbejdet en lokalplan for hele området, der inddeler de forskellige ejendomme i grupper, der fortæller noget om bygningernes karakteristika og den tidsperiode, de er opført i. Der gøres en stor indsats for at bevare det helt unikke bymiljø, der tæller mange fredede og bevaringsværdige huse, så der er klare regler for, hvad man må og ikke må såvel indvendig som udvendig, når et hus skal renoveres. Med hensyn til tagene forsøger man så vidt muligt at bevare de oprindelige tagdækningsmaterialer, dvs. strå, naturskifer og vingetegl.

Jeg synes, det er med til at give byen kolorit, at der er denne vekselvirkning mellem de vidt forskellige tagmaterialer. Min egen favorit er den røde vingetagsten, som jeg har anvendt i forbindelse med både renoveringsopgaver og nybyggeri her på Fanø. Der findes flere røde vingetagsten på markedet, men efter min mening er der kun én, der har den helt rigtige røde farve, og det er Dantegl. I forbindelse med renoveringen af det gamle Ting- og Arresthus i Nordby er der oplagt håndbearbejdede Dantegl, og denne type tagsten er også valgt til Fanø Rådhus, hvor taget skal udskiftes i løbet af foråret 2013. Som det tydeligt ses, når man kommer helt tæt på, så er den nuværende tagdækning i en miserabel forfatning. Tagstenen smuldrer og revner, så der til stadighed må laves reparationer for at udgå vandindtrængen. Jeg vil nævne endnu en fordel ved Dantegl, og det er størrelsen. De er ikke for store, men tilpas små til, at man får et smukt og harmonisk svaj på tagfladen, hvilket ikke mindst er synligt her, hvor man ikke bygger med udhæng, men med gesimser.