Pressemeddelelse -

Aarhusiansk serieiværksætter vil udfordre, hvordan vi laver forretning

Stefan Avivson har over 20 års iværksætteri i rygsækken, og karrieren har budt på mødet med meget store og meget små virksomheder, ligesom den 42-årige entreprenør har oplevet både storhed og fald. Med sin startup, BMoreRaw, vil han som kronen på værket gøre andre iværksættere bedre til at drive forretning. “Mit hjerte banker for iværksættere,” fortæller han

Stefan Avivson har været i berøring med et væld af forskellige brancher i løbet af sit voksenliv. Hans iværksætterrejse startede med skabelsen af Studenterrejserne, der dengang var universiteternes største, fælles skitur, som han drev med en kammerat fra økonomistudiet på Aarhus Universitet. Avivson har været med til at forhandle virksomheder for mere end 100 mio. kroner og han har solgt tre af sine egne virksomheder, men han har også prøvet at gå konkurs. Og så har han også lagt sig fladt ned med en treårig depression. Men en ting har været gennemgående, fortæller Avivson:“Jeg har altid elsket at bygge ting op, men har aldrig kunne se mig selv blive ved roret for evigt. Der skal ske noget nyt, skabes noget nyt, og jeg skal hele tiden udfordres. Startups har været gennemgående for min karriere, og jeg har hjulpet en masse dygtige mennesker gennem tiden. Mit hjerte banker for iværksættere, som prøver at gøre verden til et bedre sted, og det er dem, jeg skal bruge resten af min karriere med, har jeg fundet frem til.”

Aarhusianeren forklarer, hvordan der skulle en depression til, før han forstod, hvad der var vigtigst her i livet, og det svar stod pludseligt meget klart for den 42-årige far til tre:“Mit vigtigste “job” her i livet er at være far for mine børn, og så fandt jeg jo ud af, at det gør mig glad at hjælpe og rådgive andre. Jeg har gennem min karriere oplevet, at langt de fleste iværksættere glemmer det allervigtigste: At snakke med sine kunder. Og det var faktisk sådan grundstenene til min nye virksomhed blev lagt.”

Be more raw og få succes
Stefan Avivson har igennem sin karriere brugt det meste af sin tid på at hjælpe virksomheder til at vokse og øge omsætningen, og særligt startups og iværksættere har altid interesseret aarhusianeren. Det er blandt andet dem, som hans nye virksomhed BMoreRaw skal rådgive og udvikle, men startuppen skal også gøre de etablerede virksomheder meget skarpere på deres kundebase. Avivson vil lave et opgør med den måde virksomheder ser sig selv på, så de bliver bedre til at sælge deres produkter og ydelser. Og løsningen ligger ude hos de eksisterende kunder, forklarer han:“Hvis man spørger medarbejderne i en virksomhed, hvorfor kunderne køber deres produkter, så får man lige så mange svar, som der er medarbejdere. Virksomheder og særligt startups aner ikke, hvorfor kunderne køber ind på dem. Derfor skal man starte et helt andet sted, nemlig hos kunderne.”BMoreRaw har udviklet en metode til at blive klogere på, hvorfor de eksisterende kunder har valgt at købe virksomhedens produkter. Og det går i sin simpleste form ud på at ringe til dem og spørge ind til, hvorfor de valgte netop ens virksomhed. Og det svar, man får, ja, det er ifølge Avivson guld værd. “De fleste kunder køber faktisk ind på en af samme årsager, så svarene, man får, er nøglen til succes.”

Selvom metoden lyder simpel, så ved serieiværksætteren godt, hvorfor de danske virksomheder er for dårlige til at snakke med deres kunder:“Jamen, det er jo besværligt, og så er vi danskere for berøringsangste. Vi tør ikke tage telefonen og tage den samtale. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtig den er. Du kender først din virksomhed, når du ved, hvad kunden siger om dig og dine produkter,” forklarer serieiværksætteren og tilføjer: “Det, vi hører meget fra salgslederne i virksomhederne, er, at de sidder og venter på, at telefonen ringer. Faktisk viser vores egne resultater, af 40 procent af de ansvarlige indrømmer, at det er tilfældet hos dem. Og det er sgu da alt for meget, at fire ud af 10 virksomheder er bange for at gribe knoglen. Det forbavsede i hvert fald mig, at det er så stor en udfordring i 2020.”

Verden går ikke under af en konkurs - tværtimod
Efter +20 år med iværksætteri er det ikke svært at forestille sig, at der både har været gode og dårlige tider, men faktisk mener Stefan Avivson, at det særligt er de dårlige tider, man lærer mest af - både i forhold til sig selv og sin forretning. For selvom iværksætteren i perioder har mærket succesen på bankkontoen, så har karrieren også budt på en konkurs, men det er helt okay ifølge Stefan Avivson:“Man tror hele verden går under i tiden op til konkursen, men når det så er sket, og der ikke er noget man kan gøre, så kan man meget bedre forholde sig til virkeligheden og livet igen. Jeg lærte så meget af hele det forløb. I Danmark er der et tabu omkring det at gå konkurs, og der er også mange negative menneskelige og økonomiske konsekvenser, men jeg ville aldrig have overbevist min amerikanske investor om at investere i mig, hvis jeg ikke havde prøvet en konkurs. Han så det som et aktiv, fordi der er så meget læring og selvindsigt at hente.”

Stefan Avivson og BMoreRaw hører til i den jyske hovedstad, hvor de indtil videre har hjulpet omkring 100 virksomheder med at blive klogere på deres product market fit og rå markedspotentiale. Og så har han netop udgivet sit første musikalbum “It’s alright,” som man kan finde på de forskellige musiktjenester - “20 år for sent,” som han selv siger, men nu skulle det være.

Emner

  • Erhverv

Regions

  • Aarhus

Den danske startup virksomhed BMoreRaw hjælper business-to-business virksomheder med at forstå deres målgruppe bedre og optimere deres produkter i forhold til kundernes faktiske behov.

Relateret materiale