Pressemeddelelse -
Hurtigere opladning, længere rækkevidde: BMW præsenterer ny elektrisk drivlinje til Neue Klasse
BMW Group tager endnu et skridt ind i fremtiden for elektrisk mobilitet. Under Tech Days i Landshut, Tyskland i denne uge gives der et første indblik i udviklingen og produktionen af højvoltsbatterier og elektriske drivlinjer med den sjette generations BMW eDrive-teknologi. Fremskridtene inkluderer 30 procent hurtigere opladning og 30 procent længere rækkevidde med 800V-teknologi.
Den første model under Neue Klasse vil gå i serieproduktion senere på året i Debrecen, Ungarn, og vil drage fordel af de mange teknologiske fremskridt, der er blevet udviklet i forbindelse med dette projekt. Den nye teknologi vil blive inkluderet i alle fremtidige Neue Klasse-modeller.
Hovedpunkterne for den nye generation – Gen6:
- Hurtigere opladning og længere rækkevidde: Den nye højvoltsbatteri-teknologi muliggør en 30 procent hurtigere opladning og en 30 procent længere rækkevidde sammenlignet med tidligere generationer. Nogle modeller vil endda opnå endnu højere præstationer.
- Nyt højvoltsbatterikoncept, der sammen med BMW's nye cylindriske celler medfører store forbedringer af energitæthed, opladningshastighed og rækkevidde.
- BMW Energy Master - intelligent, central styreenhed: Denne avancerede styreenhed er placeret på højvoltsbatteriet og fungerer som central grænseflade for både høj- og lavspændingsstrøm samt batteridata. Enheden sikrer en sikker og intelligent drift af batteriet og muliggør realtidsopdateringer via Remote Software Upgrades, hvilket giver kunderne adgang til de nyeste teknologiske fremskridt.
- Modulært design for fleksibel produktion: Det innovative modulære princip giver BMW Group enestående fleksibilitet i produktionen af elektriske motorer. Dette sikrer, at virksomheden kan tilpasse sig skiftende markedskrav og optimere omkostningerne ved udvikling og produktion.
- To forskellige typer elmotorer: Synkron (EESM) og asynkron (ASM).
-
Global produktion og lokal tilpasning: Højvoltsbatterierne til Neue Klasse vil blive produceret i fem nye produktionsanlæg, der alle er strategisk placeret nær bilfabrikkerne.
”For BMW Group er elektrisk mobilitet fremtiden og et centralt vækstområde. Vi viser vejen inden for udviklingen af denne drivlinjeteknologi. Samtidig anvender vi en teknologiåben tilgang, hvor vi tager højde for, hvordan mobilitetsbehovene varierer mellem forskellige regioner i verden," forklarer Dr. Joachim Post, bestyrelsesmedlem i BMW AG og ansvarlig for indkøb og leverandørnetværk. Dr. Post fortsætter: ”Vi ønsker at tilbyde vores kunder det mest optimale kørekoncept til netop deres behov. Det er muligt at gøre begge dele, altså tilbyde den mest optimale drivlinje til individuelle behov og være førende på elektrisk mobilitet."
Sjette generation: Slankere, hurtigere og længere rækkevidde
Med den sjette generations BMW eDrive tager BMW Group et stort teknologisk skridt. Dette inkluderer 30 procent hurtigere opladning og 30 procent længere rækkevidde, hvor nogle modeller vil nå endnu højere niveauer. Desuden drager batterikonceptet i Gen6 fordel af den nye 800V-teknologi.
Det nye koncept er skalerbart til alle bilsegmenter, og det flade design på batteriet gør det muligt at integrere det i en række forskellige modeller, uanset størrelse.
Batteriet fungerer som en bærende del af strukturen i undervognen i Neue Klasse-modellerne, og de nye cylindriske celler vil blive integreret direkte i højvoltsbatterierne. De nye cylindriske celler har 20 procent højere energitæthed end deres forgængere – de prismatiske battericeller.
Desuden bliver tovejsopladning (bidirectional charging) standard i den nye Gen6.
BMW Energy Master: Intelligent central styreenhed
Den nye teknologi arbejder sammen i BMW Energy Master, en central styreenhed placeret på højvoltsbatteriet, der fungerer som grænseflade for både høj- og lavspændingsstrøm samt batteridata. Den kontrollerer også strømforsyningen til elmotoren og bilens elsystem og sikrer sikker og intelligent drift. Både hardware og software i Energy Master er udviklet internt hos BMW Group. På den måde drager kunden fordel af, at tekniske opdateringer og forbedringer kan tilføjes uafhængigt og i realtid via Remote Software Upgrades.
Den elektriske drivlinje i Gen6: To forskellige motortyper
BMW’s Gen6-drivlinje fortsætter princippet om en synkron elmotor uden permanente magneter (EESM). I lighed med nuværende generation vil den synkrone elmotor være placeret på bagakslen. EESM-elmotoren har gennemgået en omfattende opgradering for at være klar til 800V-arkitekturen. Dette er blandt andet gjort ved at redesigne olie- og vandkølingssystemerne samt ved brug af halvlederkomponenter af siliciumkarbid (SiC-inverter).
Med Gen6-teknologien tilføres en ny dimension i form af en asynkron motor (ASM). Den asynkrone motor har et mere kompakt design og vil blive monteret på forakslen på modeller med firehjulstræk - BMW xDrive.
Lavere vægt, færre omkostninger og mindre energitab
Kommende Neue Klasse-modeller med EESM og ASM kan vise flere forbedringer sammenlignet med en Gen5-model, såsom reduceret energitab med 40 procent, reducerede omkostninger med 20 procent og reduceret vægt med 10 procent.
Samlet set vil Neue Klasse med sjette generations eDrive-teknologi kunne vise en 20 procents stigning i bilens effektivitet sammenlignet med dagens fuldelektriske BMW modeller.
#
Emner
Kategorier
Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.
BMW Danmark A/S
BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.
Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.
BMW Danmark er i 2024 – for 13. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.