Gå til indhold
Kevin Magnussen

Pressemeddelelse -

Skuffelse på Sebring: Kevin Magnussen sendt ud af kampen

Det blev desværre ikke en succes på Sebring for den danske BMW fabrikskører, der blev sendt ud af kampen undervejs i det amerikanske 12-timersløb.

Det lykkedes ikke for Kevin Magnussen og teamkammeraterne fra BMW M Team WRT at gøre comeback efter sidste års skuffende Sebring-resultat. Igen blev den danske BMW fabrikskører sendt ud af kampen om topresultaterne efter et sammenstød – denne gang, da teamkammerat Marco Wittmann ikke havde nogen chance for at undvige en havareret GTD-bil, der stod på tværs i et af banens hurtige sving.

Det uundgåelige sammenstød sendte Magnussens BMW M Hybrid V8 #25 direkte i garagen, og selv om mekanikerne på imponerende kort tid fik repareret et skadet baghjulsophæng - og sendt bilen tilbage på banen, kostede det holdet adskillige omgange, hvilket reelt afsluttede løbet.

"Det var naturligvis ikke det Sebring-løb, vi havde håbet på. Så snart man kører i garagen, er kampen slut, men vi valgte alligevel at få bilen på banen igen for at gennemføre løbet, samle data og lære så meget som muligt. Men vi må også erkende, at vi ikke havde farten til at være med til at kæmpe om topresultaterne denne weekend. Det er bestemt noget, vi skal hjem og analysere", forklarer Kevin Magnussen.

Mens Kevin Magnussen, Marco Wittmann og Phillip Eng sluttede bagest i GTP-feltet, lykkedes det teamkammeraterne i søsterbilen, BMW M Hybrid V8 #24, at gennemføre på en sjetteplads. Næste udfordring for Kevin Magnussen og resten af holdet bag BMW M Team WRT er premieren på 2026-udgaven af FIA World Endurance Championship, som finder sted på Imola i Italien den 19. april.

#

Kategorier


Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.

BMW Danmark A/S

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

Kontakt

Relateret materiale