Pressemeddelelse -
BLAST kroner forrygende 2023 med dansk Counter-Strike-stjernetræf i Royal Arena
Den danskejede esportsmastodont BLAST kroner et historisk 2023 i København med stil, når BLAST Premier Fall Final fylder Royal Arena i weekenden 25. og 26. november til en af verdens første arenaturneringer i det nye Counter-Strike 2. Blandt de danske hold findes de forsvarende mestre fra Heroic og publikumsdarlings fra Astralis.
I esportssammenhæng har ingen anden by i verden formået at gøre det, som København har i 2023. BLAST, som har til huse nær Kultorvet, har sørget for, at den danske hovedstad har lagt hus til tre esportsturneringer af højeste kaliber (Tier One) i dette kalenderår.
Det succesfulde 2023 er blevet suppleret af BLASTs første Major-turnering nogensinde, som fandt sted i Paris og blev indledt med velkomsttale fra præsident Macron. 50.000 tilskuere deltog i festlighederne over fire dage til den største esportsturnering nogensinde i Frankrig.
Herhjemme lagde BLAST først ud med Rainbow Six i Forum i maj efterfulgt af den første Fortnite-turnering nogensinde på europæisk grund i Royal Arena i oktober. Nu står kulminationen på 2023 for døren, når verdens mest populære skydespil Counter-Strike lægger vejen forbi Ørestaden for sjette gang i håbet om at gentage de forgangne fem års udsolgte events.
Som noget nyt skal de otte hold, der dyster om en samlet præmiepulje på knap tre millioner kroner ($425.000), duellere i CS2. Opdateringen markerer en ny æra i Counter-Strike, og det er samtidig første gang, at CS2 bliver spillet som fysisk turnering i Europa.
“København har været hjemmebanen for BLAST og verdens hovedstad for esport i 2023. Når det kommer til Counter-Strike, glæder vi os altid til at komme tilbage og fylde Royal Arena med glade og entusiastiske danske fans. Det har været en sand fornøjelse at kunne byde det danske publikum på esport i verdensklasse hele tre gange i år, og vi håber at kunne bygge på denne fremragende udvikling i de kommende år,” siger Andrew Haworth, som er programdirektør for BLAST Premier.
Esport spytter milliarder i statskassen
I august udkom Dansk Industri med den omfattende rapport “Danmark som esportsnation”, som for alvor fastslog esportens aktuelle betydning og enorme potentiale for Danmarks økonomi.
Rapporten placerer Danmark blandt verdens førende i esport og fremhæver, at industrien beskæftiger 3000 årsværk, hvilket er mere end hele den danske filmindustri. Fortsætter væksten, anslås det, at det tal vil være fordoblet i 2030. Totalt estimerer Dansk Industri, at esport bidrager med 4,3 milliarder kroner i bruttoværditilvækst til dansk økonomi.
I forlængelse af esportens dokumenterede vækstpotentiale har BLAST de senere år indgået samarbejder med Mærsk og Novo Nordisk. Forud for dette års turnering er der videre dannet et promotionsamarbejde med VisitDenmark, som skal fremme Danmark som turistdestination udenfor København.
Danske stjerner, legender og veteraner
Til Fall Final er der foreløbigt meldt 13 spillere med dansk pas klar til kamp, og de 10 af dem er at finde på de populære danske hold Heroic og Astralis.
Her finder man blandt andre Peter ‘dupreeh’ Rasmussen, som er den første og eneste til at vinde fem Major-titler og den forsvarende mester Casper ‘cadiaN’ Møller, som står til at spille sin sidste turnering for Heroic. Hos amerikanske FaZe Clan spiller 33-årige Finn ‘karrigan’ Andersen, som sidste år blev den ældste nogensinde til at vinde en Major-titel.
Der bliver med andre ord sat et flot punktum på 2023 set med danske briller, når BLAST igen sætter standarden for esportsproduktion i verdensklasse på dansk jord til Fall Final.
Presseakkreditering
Ansøgning om presseakkreditering eller eventuelle spørgsmål rettes til Cillian Murphy (cillian@brochnerbogild.com / +45 2434 4817) eller Ryan Chapman (ryan@blast.com / +44 7415 944858).
Info om BLAST:
Vi er på en mission for at tage esport til det næste niveau af global underholdning. Vi vækker begejstring og inviterer milliarder af fans til at tilslutte sig esportsrevolutionen. Vi skaber live og digitale oplevelser - fra turneringer, som fylder de største arenaer verden over til fremragende indhold, der blæser dig bagover.
BLAST arbejder med de bedste hold og største superstjerner, som kæmper om hæder og præmiepuljer på millioner af dollars. Vi er kendt for vores unikke kvalitet i produktion og skelsættende øjeblikke, der sætter fans først og tiltrækker titusindvis af fans til vores vanvittige adrenalinpumpende livebegivenheder i kæmpe arenaer fra London og København til Miami og Sao Paulo. Derudover ser millioner med hjemmefra, hvor vores udsendelser vises i mere end 154 landområder og på 25 forskellige sprog.
Related links
Emner
- Biograf, film, fotografi
Kategorier
- blast
- counter strike
- esport
- cs:go
- e-sport
Regions
- Hovedstaden