Gå til indhold
Auktionarius og vurderingsekspert, Hans Ruben, kan den 30. august fejre sit 50-års jubilæum hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Auktionarius og vurderingsekspert, Hans Ruben, kan den 30. august fejre sit 50-års jubilæum hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Pressemeddelelse -

50-års jubilæum hos Bruun Rasmussen: Auktionarius og vurderingsekspert med sans for kvalitet og detaljen

Hans Ruben startede som 23-årig hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner og har fra podiet i Bredgade til de fjerneste egne i Danmark oplevet det meste, når det gælder auktionsscenen. Den 30. august kan den garvede auktionarius og vurderingsekspert fejre sit 50-års jubilæum hos auktionshuset.

Det hører efterhånden til sjældenhederne med et så langt professionelt virke samme sted, men er ikke desto mindre tilfældet for auktionarius og vurderingsekspert Hans Ruben. I et halvt århundrede har den vellidte kollega beskæftiget sig med kunst og antikviteter i auktionsbranchen.

Detaljens mand, æstetiker, høj faglighed og højt humør er blot nogle af de mange egenskaber, der beskriver Hans Ruben, hvis man spørger Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør, som har arbejdet sammen med Hans i 20 år i auktionshuset.

Hans er jo nærmest en institution i huset, og selv efter 50 år udviser han stadig samme stærke iver, arbejdslyst og seriøsitet omkring sit fag. Det har altid været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Hans, som nærmest bare bliver yngre med årene. Hans gør stadigvæk en dyd ud af at give kunden den helt rigtige service, har en mageløs sans for kvalitet og detaljer – og er en rigtig god kollega,” siger Kasper Nielsen.

Blandt sine kollegaer er Hans Ruben ikke mindst kendt for sin skarpe humoristiske sans og villighed til altid at dele ud af sin enorme erfaring og viden, mens han blandt kunder er vellidt og højt respekteret for sin store ekspertise og troværdighed.

Med på auktionshusets rejse

Hans Ruben startede hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner under husets grundlægger, Arne Bruun Rasmussen, da han var blot 23 år gammel. Med en stor interesse for kunst og antikviteter, og efter et påbegyndt medicinstudie samt en handelseksamen i bagagen, søgte Hans Ruben gode råd om en karriere inden for auktionsbranchen hos den erfarne auktionsleder. Ugen senere startede den unge mand. Fra første dag blev han kastet ud i arbejdet omkring den store internationale efterårsauktion. Det blev startskuddet til en lang og begivenhedsrig karriere.

Som en af de få har Hans Ruben været med på næsten hele rejsen for det internationale auktionshus. Fra ansættelsen i 1972 har han været igennem hele husets udvikling, lige fra Arne Bruun Rasmussens søn Jesper overtog den daglige ledelse, til senere også at børnene Frederik og Alexa kom ind i auktionsbranchen. Husets digitale transformation og ikke mindst det nye ejerskifte til det britiske auktionshus Bonhams har ligeledes været milepæle, Hans Ruben har været med til at opleve på tætteste hold.

I årenes løb har Hans Ruben bidraget med sin viden, sans for kvalitet og store kendskab til kunst, design og antikviteter især med fokus på indbovurderinger i private hjem. Han har således rejst land og rige rundt, men også svinget med hammeren som auktionarius på podiet i Bredgade.

Udover kunst, design og antikviteter spænder interesserne vidt – fra flyvning, golf, rock’n’roll, jazz, opera, italienske motorcykler og hurtige klassiske biler til trommeslagning ved festlige lejligheder.

Hans Ruben bliver fejret i privat regi sammen med kollegaerne i firmaet.

Emner


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed atmanifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de tre typer auktioner – Traditionel Auktion og de to onlinebaserede Netauktion og Direkte Auktion.

  • HansRuben
    HansRuben
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3935 x 2871, 8,27 MB