Gå til indhold
Højdepunkter fra efterårets internationale auktion 866
Højdepunkter fra efterårets internationale auktion 866

Pressemeddelelse -

Avantgardekunst 1960 + 1970 – udstilling i Paris

Samtidig med, at den store kunstmesse ”Biennale des Antiquaires” afholdes i Grand Palais, udstiller Bruun Rasmussen Kunstauktioner for andet år i træk auktionshusets mest eftertragtede malerier og møbler hos auktionssammenslutningen Drouot i Paris. Denne gang er der særlig fokus på international avantgardekunst fra 1960-70’erne. Værkerne ledsages bl.a. af et sjældent ”Museumsbord” af Peder Moos (1968) og et eksklusivt Louis XVI-cylinderbureau af David Roentgen (ca. 1780).

”Det er en stor fornøjelse for os at tage turen til Paris igen dette efterår. Vi har tidligere haft stor succes med at promovere vores internationale auktioner dernede og ser frem til at præsentere september-auktionens absolutte højdepunkter for et internationalt publikum i en af verdens vigtigste kunstmetropoler” udtaler Frederik Bruun Rasmussen, som står i spidsen for udstillingen.

Avantgarden 1960 + 1970

Udstillingens hovedværk er et hidtil ukendt maleri af den italienske kunstner Paolo Scheggi fra 1962-63, der har befundet sig i en privat dansk samling indtil i dag og først for ganske nyligt er blevet registreret hos Associazione Paolo Scheggi i Milano. Grunden til, at værket endte i Danmark, skyldes den eksperimenterende kunstscene i København, der opstod i løbet af 1950-70’erne, hvor flere internationale avantgardestrømninger krydsede hinanden, bl.a. Pariserskolen, den gryende fluxusbevægelse, tachismen og “Gruppo Zero”, som Scheggi var en del af.

De udstillede værker repræsenterer et spraglet felt af denne periodes forskellige kunstretninger, der alle havde et fælles ønske om at sprænge kunstens rammer og undersøge hvad et kunstobjekt egentlig er. Det kommer bl.a. til udtryk i Scheggis brudte billedflader, Carlos Cruz-Diez’ flimrende maleri og Daniel Spoerris kitschede bruseniche, der forener forskellige genrer, medier og materialer.

Udstillingen tæller også avantgardeværker af bl.a. André Marfaing, Armando, Bruno Cassinari, Bruno Gambone, Enzo Cacciola, Mario Ceroli, Raymond Hains, Renato Birolli og Toni Costa.

Peder Moos’ enestående ”Museumsbord”

Denne gang udstiller vi også en hidtil ukendt lampe kaldet ”Lidt af hvert” og et sjældent ”Museumsbord” af Peder Moos (1906-1991) med en tilhørende korrespondance mellem snedkermesteren selv og lægen Gert Poulsen, som havde bestilt bordet. Brevvekslingen indledes i foråret 1968 og giver et enestående indblik i bordets tilblivelse. Samtidig beskriver Moos, hvordan bordet skal vedligeholdes, hvilket højst sandsynligt er årsagen til, at bordet i dag fremstår i så fin en stand.

Peder Moos er en af de mest originale og kompromisløse formgivere i dansk møbelkunst. Han fokuserede på detaljen som dekorativt element og det eksklusive udtryk. Som ingen anden formåede han at fremhæve træets organiske og levende karakter til fuldkommenhed. Han fastholdt mange af de gamle håndværkstraditioner og samlede ofte sine møbler med trædyvler, som han gjorde en dyd ud af at fremhæve i stedet for at skjule.

Roentgens Louis XVI-cylinderbureau

Sidst men ikke mindst viser vi et tysk Louis XVI-cylinderbureau med de smukkeste indlagte kineserier. Det er udført af David Roentgen, der var en af Europas førende møbelsnedkere i 1700-tallet. På sin kundeliste kunne han skrive personligheder fra samfundets top, ikke mindst Marie Antoinette af Frankrig og Katarina den Store af Rusland.

Møblet stammer fra en privat fransk samling og har tidligere være handlet hos den anerkendte tyske kunsthandler Albrecht Neuhaus i Würzburg. Roentgens møbler er kendetegnet ved det ekstremt smukke marketteri, som mesteren selv kaldte for ”Marquettery à la Mosaîque”. Det består af små træstykker, som blev dækket af brændende sand for at opnå et malerisk udtryk. Resultatet kan man se i det udstillede møbel, som tilhører den absolutte elite inden for europæiske antikviteter.

Udstillingen i Paris

12 Drouot, 12, rue Drouot, Paris 9e.

Mandag 12. september kl. 11-18, cocktails fra kl. 19.

Tirsdag 13. september kl. 11-18

International auktion i København

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33, 1260 København K

Eftersyn: 15.-19. september

Auktion: 20.-29. september

Related links

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum