Pressemeddelelse -
Bruun Rasmussen markerer 250 år for Royal Copenhagen
Porcelæn er en hjørnesten i dansk design- og kulturhistorie og en central del af Bruun Rasmussens arbejde. I år fejrer vi 250-årsjubilæet for kongelig dansk porcelæn, som siden 1775 har præget både dansk kulturarv og internationalt kunsthåndværk. I september sætter auktionshuset fokus på det tidlige Royal Copenhagen med en Onlineauktion, der samler nogle af fabrikkens sjældne værker.
”Historien om både kunstnerisk håndværk og kulturarv kan læses i de tidlige stykker fra Royal Copenhagen. De er ikke blot funktionelle genstande, men vidnesbyrd om en tradition grundlagt i en tid, hvor porcelæn var både luksus og statussymbol. Det ses også ved, at hver skål, vase eller figur bærer spor af dem, der har skabt den helt fra fabrikkens kvindelige malere til kongelige bidrag,” siger Line Hjorth Langkjær, specialist hos Bruun Rasmussen.
Fra kongelig protektion til nationalt ikon
Royal Copenhagen blev grundlagt i 1775 af apotekeren Frantz Henrich Müller med kongelig støtte. De første år bar præg af eksperimenter og kunstnerisk nytænkning, hvor porcelænet blev skabt med detaljerigdom og håndværksmæssig perfektion, der hurtigt gjorde fabrikken til et nationalt symbol. Allerede i slutningen af 1700-tallet var Royal Copenhagen kendt for sine raffinerede former og udførlige dekorationer, som stadig er højt eftertragtede blandt samlere.
Sjældne værker på auktion
Auktionen byder på eksempler fra denne tidlige produktion. Værkerne markerer begyndelsen på det, der senere førte til det internationale gennembrud med underglasurmaleriet under arkitekt Arnold Krogs kunstneriske ledelse i slutningen af 1800-tallet. Samlingen spænder fra tidlige stel til sjældne figurer, skrivetøj, plaketter og unikaobjekter, og blandt højdepunkterne er også en række tidlige musselmalede værker.
Kongelige aftryk i porcelænstraditionen
Auktionen rummer desuden kongelige værker: Hendes Majestæt Dronning Margrethe har selv dekoreret seks skåle med julemotiver i årene 2006–2011. To eksemplarer af Prinsesse Maries formgivning af en pygmæflodhest i 1901 er også repræsenteret. Sammen viser de, hvordan porcelæn kan være mere end funktion, men også tredimensionel kunst på linje med billedkunst og skulptur.
En tradition, der lever videre
”At samle og formidle de tidligste værker fra Royal Copenhagen er både en faglig fornøjelse og en historisk opgave. Med denne auktion ønsker vi at vise, hvordan porcelænet blev udviklet fra begyndelsen, og hvordan det stadig i dag står side om side med danske designikoner som Georg Jensen og PH. Samtidig vil vi bringe porcelænshistorien videre til både nye og erfarne samlere i Danmark og internationalt og dermed holde cirkulationen af det ældre porcelæn levende, så flere kan få glæde af det,” siger Alexandra Nilsson, specialist hos Bruun Rasmussen.
De tre bølgelinjer – symbolet på Øresund, Storebælt og Lillebælt – står stadig som garant for den høje kunstneriske og håndværksmæssige kvalitet, der blev grundlagt allerede i 1775.
Onlineauktionen
Onlineauktionen finder sted den 29. september på bruun-rasmussen.dk, og man kan byde allerede nu. Alle værkerne kan ses på eftersyn i Aarhus på Søren Frichs Vej 34D og i Lyngby på Nørgaardsvej 3.
Related links
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.