Gå til indhold
Jacob Hermann: Unika bordbænk af massiv kaukasisk valnød fra 1972
Jacob Hermann: Unika bordbænk af massiv kaukasisk valnød fra 1972

Pressemeddelelse -

Et ubeskrevet blad i dansk designhistorie

Møbler af eksotiske træsorter og skulpturer af drivtømmer – på sommerens designauktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade bevæger vi os ad nye veje. Det sker med arkitekten Jacob Hermann (1910-1995), der hidtil ikke har været kendt uden for en meget snæver kreds af kendere.

"Jacob Hermanns møbler skiller sig ud fra det, man normalt forbinder med dansk design. Med deres rå og særprægede udtryk fremstår de som et forfriskende modspil til stringente møbelklassikere af de mest veleksponerede navne i dansk designhistorie," udtaler Peter Kjelgaard, leder af designafdelingen hos Bruun Rasmussen.

På mange måder kan man sammenligne Hermann med en anden excentriker inden for møbelkunsten, nemlig Peder Moos. Deres fælles udgangspunkt var en livslang fascination af træet som materiale, og de var om nogen kompromisløse i deres tilgang til formgivning og håndværk. Sat lidt på spidsen kan man sige, at med Hermann og Moos blev grænserne mellem møbel og skulptur nedbrudt. Men selvom de havde et fælles udgangspunkt, var resultatet af deres bestræbelser vidt forskellige.

Moos’ ståsted var som møbelsnedker, og hans ekstreme beherskelse af håndværket førte til de mest sublime og formfuldendte møbler, hvor intet var overladt til tilfældigheder. Hermann var på samme måde møbelsnedker, men uddannede sig senere til arkitekt på Kunsthåndværkerskolen i København. I modsætning til Moos lod han træet bestemme møblets form. For at fremmane træets organiske og levende karakter gik han ofte så vidt som til at lade noget af dette materiale stå uforarbejdet hen i sine møbler.

Amerikanske inspirationer og svalehalesamlinger

Med sin uvante tilgang er Hermann således en ener i dansk designhistorie, men set i international sammenhæng er der et par pendanter. Vigtigst er inspirationen fra den berømte amerikanske arkitekt George Nakashima, der på tilsvarende vis arbejdede med det rå og uforarbejdede udtryk. Et andet karakteristisk kendetegn for både Hermann og Nakashima er de synlige svalehalesamlinger, hvis funktion er at forhindre træplankerne i at knække, men som samtidig giver et smukt og fremtrædende appendiks på møblerne. 

Hermann levede det meste af sit liv på den jyske vestkyst, og midt i denne uforsonlige natur skabte han i 1960-70’erne sine unikamøbler. De fleste af dem havde ikke et kommercielt sigte, men blev udført til hans familie og nære venner. Auktionens udvalg tæller seks af Hermanns værker – borde og bænke af henholdsvis kaukasisk valnød og bubingatræ samt to drivtømmerskulpturer.

Gallery talk om Jacob Hermann

Hvis du vil vide mere om Jacob Hermanns møbler, afholder vi en Gallery Talk "Jacob Hermann - træets kunstner" ved designekspert Peter Kjelgaard, mandag den 28. maj kl. 14 på 1. sal i Bredgade 33, København.

Auktion i København

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33, København

Eftersyn: 24.-28. maj 

Auktion: 4. juni kl. 16

Se hele udvalget af Jacon Hermann

Se hele udvalget af design

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Relateret materiale

  • Eftersynet hos Bruun Rasmussen i Bredgade 33 i København

    Eftersynet åbner i dag!

    Kom til sommerens internationale eftersyn og auktion hos os i Bredgade, hvor vi præsenterer kunst, design, antikviteter, smykker og armbåndsure i absolut verdensklasse fra den 24. maj til den 8. juni.

  • To malerier af C.W. Eckersberg, Pissarros portræt og Claesz' måltidsstykke fra dagens auktion

    Auktion i dag med ukendt portræt af Pissarro

    Sommerens internationale auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade begynder i dag med et hidtil ukendt drengeportræt af den franske impressionist Camille Pissarro og et mesterligt måltidsstykke af den nederlandske kunster Pieter Claesz. Der er lagt op til en historisk stor auktion denne gang med 1.495 katalognumre og en samlet vurdering på knap 100 mio. kr.