Gå til indhold
Den smukke safirring var ikke det eneste hammerslag, som overraskede på auktionen.
Den smukke safirring var ikke det eneste hammerslag, som overraskede på auktionen.

Pressemeddelelse -

Hammerslag på historisk families ring slår alle rekorder

En særlig safir-og diamantring fra Tiffany & Co. overraskede både eksperter og gæster på Bruun Rasmussens Traditionelle Auktion i Bredgade 33 torsdag aften.

Efter en heftig budkrig opnåede ringen, som blev skabt i New York i 1910, et hammerslag på hele 730.000 kr. – eller mere end 14 gange vurderingsprisen på 50.000-60.000 kr. Det er dermed også den dyreste ring, som nogensinde har været under hammeren hos Bruun Rasmussen.

"Vi er meget glædeligt overraskede over det flotte hammerslag. Der har været en massiv international interesse omkring ringen, og vi havde budgivere fra hele verden med under auktionen – både smykkehuse, velhavere og samlere. Der er tale om en usædvanligt stor safir i en meget sjælden farve, og sammen med ringens helt særlige historie udmøntede det sig i den meget overraskende pris,"  siger Katrin Mikkelsen Sørensen, vurderingsansvarlig for internationale smykker hos Bruun Rasmussen.

Der er dog heller ikke tale om hvilken som helst ring – det er nemlig ingen ringere end Edith Pulitzers (1886-1975) forlovelsesring, som var under hammeren på auktionen. Edith var datter af den ungarsk-amerikanske journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer, som testamenterede sin formue til Colombia University i 1917. En del af formuen gik til at stifte Pulitzerprisen i 1917. Den udbudte ring har været i familiens eje siden Edith Pulitzers død i 1975.

Tiffany & Co. er en af de største juvelerer i verden, og op gennem tiden har de formået at skabe internationale smykketrends. Man kan ikke underkende den værdi, filmhistorien har bidraget med til brandets berømmelse. I den amerikanske klassiker ”Breakfast at Tiffany’s” fra 1961 med Audrey Hepburn i hovedrollen som Holly Golightly udgør forretningen på Fifth Avenue en central kulisse, og sidenhen er der blevet refereret til juveleren i talrige film – lige fra James Bond ”Diamonds Are Forever” (1971) over ”Sleepless in Seattle” (1993) til tv-serien ”Sex and the City” (1998-2004) .


Fyrstelige smykker til 2 millioner

Den imponerende ring var dog ikke det eneste smykke, som overraskede med et skyhøjt hammerslag. På samme auktion kunne Bruun Rasmussen nemlig udbyde en samling vintagesmykker fra Van Cleef & Arpels, der stammer fra et fyrstehus i Europa – så kun fantasien sætter grænser for, hvilke betydningsfulde personer der har båret dem. Den fantastiske samling bestående af seks smykker fik et samlet hammerslag på 1.928.000 kr.

"Samlingen er helt unik, og der har været en uhyre stor interesse for den. Smykker fra Van Cleef & Arpels er noget af det mest eksklusive inden for smykkekunsten – det er ren liebhaveri. Det flotte hammerslag viser, at budgiverne i dag er meget kvalitetsbevidste og går målrettet efter unikke smykker med unikke historier," siger Katrin Mikkelsen Sørensen.

Samlingens højdespringer blev en safir- og diamantbroche af platin med et hammerslag på 560.000 kr. Brochen er prydet med hele 25.40 ct. diamanter af den bedste kvalitet og 31.90 ct. af de utroligt sjældne naturlige, ubehandlede safirer.

Den store overraskelse blev dog et armbånd med safirer, diamanter og smaragder med en lås i form af et løvehoved. Med et hammerslag på 280.000 kr. mod en vurdering på 25.000-30.000 kr. blev armbåndet solgt til hele 1.120% af vurderingsprisen.

Læs mere: Vintagesmykker fra et europæisk fyrstehus

Emner


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner, de daglige net-auktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


  • Tiffany & Co.: Belle Epoque safir- og diamantring af platin. Hammerslag: 730.000 kr.
    Tiffany & Co.: Belle Epoque safir- og diamantring af platin. Hammerslag: 730.000 kr.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3605 x 4057, 6,08 MB
    Download
  • Van Cleef & Arpels: Safir- og diamantbroche af platin og 18 kt. hvidguld. Hammerslag: 560.000 kr.
    Van Cleef & Arpels: Safir- og diamantbroche af platin og 18 kt. hvidguld. Hammerslag: 560.000 kr.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4080 x 5436, 10,2 MB
    Download
  • Van Cleef & Arpels: Seksradet safir- og diamantarmbånd af 18 kt. guld. Hammerslag: 280.000 kr.
    Van Cleef & Arpels: Seksradet safir- og diamantarmbånd af 18 kt. guld. Hammerslag: 280.000 kr.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5436 x 4080, 14 MB
    Download