Gå til indhold
Et hønsebillede af William Scharff fik et hammerslag på hele 1,6 millioner kr. på Bruun Rasmussens auktion i Bredgade tirsdag aften.
Et hønsebillede af William Scharff fik et hammerslag på hele 1,6 millioner kr. på Bruun Rasmussens auktion i Bredgade tirsdag aften.

Pressemeddelelse -

Klassisk avantgardekunst er eftertragtet – verdens dyreste høns solgt for 1,6 millioner

Der var rift om værkerne af de klassiske danske avantgardekunstnere, da Bruun Rasmussen holdt sommerens auktion med moderne kunst i Bredgade tirsdag aften. Her blev sådan cirka fem høns til hele 1,6 millioner kroner, da et dynamisk hønsebillede af den danske maler William Scharff opnåede verdensrekord for kunstneren. Også værker af Vilhelm Lundstrøm, J.F. Willumsen og Edvard Weie var eftertragtede blandt budgiverne.

De klassiske danske avantgardekunstnere er populære. Det viste sig tydeligt på Bruun Rasmussens auktion i Bredgade tirsdag aften, hvor buddene fløj i salen, da værker af de danske kunstnere som William Scharff, Vilhelm Lundstrøm, J.F. Willumsen og Edvard Weie kom under hammeren.

Verdensrekord på hønsebillede

Således opnåede et dynamisk hønsebillede af maleren William Scharff verdensrekord, da det fik et hammerslag på hele 1,6 millioner kr. mod en vurdering på 500.000 kr.

Ifølge Niels Raben, der er leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen, står Scharffs hønsebilleder fra 1917–1918 som hans mest dynamiske værker og originale eksempler på fortolkningen af de internationale impulser.

Med opsplitningen og forskydningen af former er Scharffs hønsebilleder en skøn forening af avantgardegarde og dansk bondemiljø. De internationale impulser fra kubismen og Kandinskys billedopfattelse er tydelig – og så vidner det landlige motiv med høns, der vidner om kunstnerens opvækst hos bedsteforældrene i et traditionsrigt landmiljø i Tisvilde,” fortæller Niels Raben.

En sortskægget rytter og en ”selfie”

Et værk af J.F. Willumsen ”En rytter i Cordobas gader” fra 1915 nåede også op på et flot hammerslag, da det blev solgt for 875.000 kr. mod en vurdering på 500.000-600.000 kr. Motivets mærkelige proportioner, forvrængede skygger og himlens faretruende udtryk vidner om Willumsens leg med manierisme og skaber en nærmest uhyggelig scene omkring den sortskæggede rytter.

Et andet værk, der skabte stor opmærksomhed, var et selvportræt fra 1924 af Vilhelm Lundstrøm. Portrættet, der ses skråt fra neden, vækker på interessant vis unægteligt mindelser om nutidens fotografiske selfies, men blev til for godt 100 år siden og skildrer kunstneren Vilhelm Lundstrøm.

Der er tale om et af hans sjældne selvportrætter fra 1924, hvor ansigtet er simplificeret og dannet af enkle geometriske former. Uanset motiv kan man let genkende ophavsmanden, da værkerne altid fremstår med det særlige ”lundstrømske” udtryk,” fortæller Niels Raben.

Avantgarden i dansk kunst

De danske modernister så med bredt udsyn avantgarden som en uomgængelig og tiltrængt udfordring. Med udgangspunkt i tidens forskellige -ismer formulerede de et moderne formsprog tilpasset den danske mentalitet. Det radikale nybrud i dansk kunst blev skabt af fx William Scharff, Vilhelm Lundstrøm og J.F. Willumsen.

De danske kunstnere rejste i flæng til Europas storbyer, hvor de kunne møde tidens mest markante kunstnere og deres værker. De var organiseret omkring udstillingsfora som Den Frie Udstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling og Grønningen, mens tidsskriftet “Klingen“ blev det vigtigste danske talerør for avantgarden. Modernisternes værker skabte furore i det konservative kunstliv – i en sådan grad at Kunstnernes Efterårsudstilling i 1918 medførte en af de største kunstdebatter i Danmark nogensinde, den såkaldte ”Dysmorfismedebat“. Her dannede lægen Carl Julius Salomonsen fortrop for en omfattende kritik af den moderne kunst, som han opfattede som udtryk for en smitsom sindslidelse.

William Scharff (1886-1959)

William Scharff blev uddannet fra Zahrtmanns Studieskole og stiftede bekendtskab med det kubistiske formsprog, da han i 1911 rejste til kunstens smeltedigel Paris. Scharff var om nogen orienteret omkring avantgardekunsten i sine værker, og det gælder i høj grad også for hans ”Hønsebilleder“, hvoraf et af dem blev ramt af lægens skyts på skandaleudstillingen i 1918. Der findes versioner af hønsebilleder på bl.a. Statens Museum for Kunst, Randers Kunstmuseum samt i kendte prominente samlinger.

J.F. Willumsen (1863-1958)

J.F. Willumsen hører til en lidt tidligere generation af kunstnere, der bekendte sig til de nye strømninger. Han står som en af pionererne bag det moderne gennembrud i dansk kunst og kan betegnes som den første egentlige fuldblodsmodernist. Samtidig var han lidt af en multikunstner, der skabte bemærkelsesværdige værker som både maler, grafiker, fotograf, keramiker, billedhugger og arkitekt.

Vilhelm Lundstrøm (1893-1950)

Vilhelm Lundstrøm stod bag nogle af de mest radikale forsøg på at inkorporere avantgardens eksperimenterende tanker i dansk kunst og var en del af inderkredsen omkring tidsskriftet ”Klingen”. Sammen med Scharffs høns stod Lundstrøms skraldecollager, de såkaldte ”Pakkassebilleder”, mest for skud på den omtalte udstilling i 1918.

Emner

Kategorier


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed at manifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de to typer auktioner – Traditionel Auktion og Netauktion.

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum