Gå til indhold
Frederik Bruun Rasmussen sælger "Den trætte mand" for 610.000 kr.
Frederik Bruun Rasmussen sælger "Den trætte mand" for 610.000 kr.

Pressemeddelelse -

Klassisk dansk design går rent ind på auktion!

På dagens designauktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade var det de ikoniske møbler af velkendte arkitekter som Flemming Lassen, Finn Juhl og Kaare Klint, der løb af med de højeste priser. "Den trætte mand" af Flemming Lassen blev solgt for 610.000 kr.

"Sjældenheder, dokumentation, proveniens og original god stand er nøgleordene, som køberne er meget skarpt fokuserer på, når de byder med på vores auktioner. Det er de kendte danske arkitekter, der præsterede bedst på dagens auktion. Flemming Lassens overpolstrede lænestol "Den Trætte Mand" har længe været eftertragtet på auktionsmarkedet, ligesom hans meget sjældne overpostrede sofa har fulgt trop. Det gælder også Finn Juhls to meget sjældne polstrede sofaer fra 1940'erne, der gik højt. Dansk møbelkunsts fader Kaare Klint opnåede også flotte priser, bl.a. på et sæt af hans mest ikoniske stol "Den Røde Stol" og en sjælden sofa fra 1920-30'erne, der begge var tegnet til Designmuseet i København. Her var det originale skindbetræk afgørende for prisen," udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdelinge for design fra det 20. århundrede hos Bruun Rasmussen.

Auktionens top 6

1) Flemming Lassen: "Den trætte Mand". Lænestol overpolstret med betræk af gul uld, delvis dybthæftet. Opsat på runde ben af lakeret mahogni. Formgivet 1935. Udført ca. 1936-1939 hos snedkermester A.J. Iversen. Vurdering: 400.000 kr. Hammerslag: 610.000 kr.

2) Flemming Lassen: Fritstående overpolstret tre-pers. sofa opsat på runde ben af nød. Sæde samt dybthæftede sider og ryg betrukket med grå Kvadrat uld. Udført ca. 1940 hos snedkermester Jacob Kjær. L. 205. Vurdering: 400.000 kr. Hammerslag: 560.000 kr.

3) Finn Juhl: Fritstående to-personers sofa samt tilhørende lænestol med runde, tilspidsende ben af hhv. bejdset elm og teak. Sæde samt dybthæftede sider og ryg betrukket med blå uld. Udført start 1950'erne hos Søren Willadsen, Vejen, sofa med etiket herfra. Sofa: L. 145. Vurdering: 200.000 kr. Hammerslag: 360.000 kr.

4) Finn Juhl: Sjælden fritstående to-personers sofa i let buet form, med tilspidsende ben af mahogni, sko af messing. Front, sider samt dybthæftet ryg betrukket med mørkeblå uld, sæde og knapper i ryg med grå uld. Formgivet 1945. Udført ca. 1945 hos snedkermester Niels Vodder. L. 134. Modellen blev præsenteret sammen med "FJ 45" og "Drømmebordet" på Københavns Snedkerlaugs udstilling på Kunstindustrimuseet i 1945. Vurdering: 150.000-200.000 kr. Hammerslag: 280.000 kr.

5) Kaare Klint: Tre-pers. sofa med otte profilerede ben af mahogni. Dybthæftet sæde, sider samt ryg betrukket med patineret nigerskind, kanter hæftet med messingsøm. Udført slut 1920'erne - start 1930'erne hos Rud. Rasmussens snedkerier. L. 200. Kaare Klint indrettede Designmuseet og tegnede alt inventar i slutningen af 1920’erne. Sofaen blev lavet til direktørens tjenestebolig i Bredgade. Vurdering: 100.000-120.000 kr. Hammerslag: 260.000 kr.

6) Kaare Klint: "Den Røde Stol". Et sæt på seks stole med profileret stel af cubamahogni. Sæde og ryg betrukket messingsømbeslået, patineret nigerskind. Model 39490. Formgivet 1927. Udført slut 1930'erne hos Rud. Rasmussens snedkerier, med etiket herfra. Modellen blev tegnet til Foredragssalen på Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Denmark). Vurdering: 100.000 kr. Hammerslag: 220.000 kr.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.