Pressemeddelelse —
Klassiske biler med historie, karakter og køreglæde
Når mørket falder på den 27. oktober, skruer Bruun Rasmussen op for motorerne med Liveauktionen After Hours, der blandt andet byder på klassiske biler med samlerpotentiale fra Ferrari, Porsche, Jaguar og Mercedes-Benz. Motorspecialist Christian Grau står til rådighed for interview op til auktionen.
Auktionen spænder bredt med 16 biler og vurderinger på mellem 80.000 kr. - 1.200.000 kr., men fælles for dem er, at de hver især har noget særligt at byde på. Nogle har en interessant ejerhistorik eller er kendt fra film, mens andre udmærker sig ved deres design, køreglæde eller sjældenhed. Mest af alt giver auktionen indblik i fascinationen af biler, bildesign og mekanik.
”Klassiske biler er et samlerområde, hvor interessen spænder bredt. For nogle er det nostalgien og udlevelsen af en barnedrøm, der trækker, for andre er det designet, mekanikken og glæden ved at have det helt særlige. På denne auktion finder man både de helt ikoniske biler, der taler for sig selv, og de mere subtile modeller, som den mere nørdede del af publikum vil nikke anerkendende til,” siger Christian Grau, motorspecialist hos Bruun Rasmussen.
Fra filmplakat til samling
Blandt højdepunkterne er en 1967 Jaguar E-Type S1,5 4.2 OTC i den sjældne farve Willow Green med interiør i gråligt og mørkegrønt læder. E-Typen er i forvejen blandt de mest kendte klassikere, og netop denne E-Type er ekstra berømt for sin rolle på det store lærred. I 2013 medvirkede den i filmen Spies & Glistrup, hvor den tilmed prydede den karakteristiske filmplakat. Med sin originale racerudstødning har bilen samtidig en konkret reference til den sportslige arv, der går tilbage til E-Typens tidlige år på racerbanerne, som den oprindeligt var skabt til.
Kendte danskere bag rattet
Proveniensen spiller ofte en stor rolle hos samlere, og på auktionen skiller en rød Mercedes-Benz 190 SL fra 1959 sig ud med sin bemærkelsesværdige danske ejerhistorik. Bilen blev leveret som ny af den danske Mercedes-importør Bohnstedt Petersen og kom i 1985 i Godtfred Kirk-Christiansens samling, søn af Legos stifter Ole Kirk-Christiansen. Derudover har bilen tilhørt Klaus Pagh, som ifølge den nuværende ejer oplyste, at også Bent Fabricius-Bjerre tidligere havde ejet bilen.
En del af After Hours
Bilauktionen med de 16 biler er en del af Bruun Rasmussens kuraterede Liveauktion After Hours den 27. oktober, hvor biler får selskab af udvalgte objekter fra andre kategorier. Fælles er interessen for godt håndværk, design, materialer, mekanik og historie.
Related links
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.